Fonden blev stiftet i 1990 med det formål at virke for fremme af humanitet, tolerance og næstekærlighed i teori og praksis – såvel inden for som uden for Danmarks grænser. Hovedsigtet i den forbindelse er at give støtte til aktiviteter, der udbreder kendskabet til JAK’s ideologi (Jord – Arbejde – Kapital), til fremme af økonomisk og åndelig frigørelse. Ud over en række private donationer, er der tilført kapital til fonden fra bl.a. K.E.Kristiansens Mindefond, Frederik K. Kristiansens Mindefond, Peter Madsens Mindefond, Mindefond efter Ulla Jakobsen og JAK Københavns Lokalkreds.
Fondens kapital er blandt andet fremkommet gennem gaver fra en række personer, for hvem JAK har og har haft stor betydning, og som derigennem ønsker at bidrage til JAKs fremtidige arbejde. Der kan gives støtte til fonden i form af kontant donation eller ved testamente.
JAK’s Formålsparagraf:
§3 Formål
Foreningens formål er gennem oplysning at rejse en bevægelse for gennemførelse af folkets menneskelige og økonomiske frigørelse, samt at arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af formålet.