Årskiftet 2025/2026

Under oprydningen i min arv af bl.a. gamle J.A.K. skrifter dukkede et blad fra 1958 op og da jeg på det tidspunkt var begyndt åbne for inspiration til et lille jule- og nytårsskriv til jer, kære modtagere af vore Nyhedsmails/breve, var det oplagt at se lidt nærmere på dette blad og på artiklen med overskriften ”Julen 1958”. 

Mine overvejelser er endt med at gengive hele artiklen, og lade det være årets nytårshilsen og med det lade tankerne gå tilbage til de mennesker, der kæmpede sagen i 1958, i respekt for, hvad de stod for,
deres mod og deres indsigt og handling. 

Hvad der skrives, giver i den grad stof til eftertanke. Der er ikke angivet forfatter, men jeg går ud fra, at det er bladets ansvarshavende redaktør, K.E. Kristiansen.
Artiklen beskriver de økonomiske og menneskelige udfordringer, man var oppe imod på den tid og der er så mange ligheder med nutiden. Blot er mønstret blevet endnu tydeligere og den udspekulerede manipulation og udbytning af folket blevet endnu mere ekstrem og mere synlig.
Desværre har alt for få endnu, øjne der vil se og ører der vil høre.

Disse emner vil vi tage op i det nye år, men for nu vil vi lade
denne ”gamle” artikel tale for sig selv.

Vi i J.A.K. Danmark håber at vores medlemmer og læsere har haft en god og velsignet Jul og ønsker alle et godt Nytår. 

Karl Henning Mikkelsen
Formand

Aldrig nogensinde i den del af verdenshistorien, som vi kender, har menneskeheden oplevet en jul som denne jul i året 1958 – hvilket jo betyder 1958 år efter det tidspunkt, der angives som tidspunktet for Jesu fødsel.

Næsten 2000 år er gået, siden hyrderne i Taborbjergenes højdale jublede, fordi deres herre og husbond, Josef, blev velsignet med en søn som førstefødt.
Dette betød, at Josefs hyrdefolk hermed var udløst af slavekår og fik deres frihedsbrev, ikke at de ikke elskede deres herre og mester, men een ting er at være bundet og ufri, noget ganske andet at denne skranke skulle falde, når husets førstefødte var en søn.

Men også jøderne var under slaveri. De var en besat nation, måtte lystre romerrigets embedsmænd og finde sig i at skrives i mandtal af kejseren. Dog ikke alene på denne måde var jøderne under åg. Præstestand og adel udbyttede menigmand efter bedste evne, og de bedre stillede udbyttede de fattigere. Desuden var jøderne skatteskyldige til den romerske stat. Naar dertil kommer, at kløften mellem præstestand og folket var uoverstigelig, samt at folket under det politiske og religiøse partivæsen var degenereret, ved fattigdom fristet til snedighed og lovløshed, forstaar man sandheden af en beretning fra hine tider, hvori der siges, at jødefolket under disse trængsler, under fejlslagne forsøg paa at tilkæmpe sig uafhængighed, og trængt af magt- og pengejægere fra alle sider, frembød et sørgeligt syn.

Alligevel var der enkelte aandeligt store personligheder, der ragede højt op over folket og søgte at lede dem ved deres gode eksempel, personligheder som, hvor det saa rette traadtes under fod, var villige til at ofre alt for rettens skyld, ikke blot hvad de ejede, men endog selve livet, om det var nødvendigt.
Det er rørende at læse om Jesu fødsel deroppe i Josefs ensomt beliggende bjerghus. Man faar et stærkt og inderligt indtryk af hyrdernes store forventning, om hvorvidt deres befrier og redningsmand nu skulle komme, eller om haabet maatte skydes ud i en fjern og tvivlsom fremtid.

Fyldt af gribende spænding er den gamle beretning.
Som ved et trylleslag forsvandt stjernerne fra himlen, kun morgenstjernen banede sig vej gennem det tætte mulm og straalede pragtfuldt, som vil den bringe jordens beboere et særligt budskab. Gennem Tabordalens morgenluft hævede sig en hyrdesang, hvis vidunderlige klang forkyndte en usædvanlig begivenhed:

Ære, ære være Gud i det høje,
fred, fred, fred paa jorden og blandt mennesker velvilje.
Glæde, glæde, glæde i himlen og paa jorden.

Om og om igen klang disse ord fra bjergene og forkyndte førstefødslen af en forløser, en folkets befrier fra den trældom, hvori det i flere menneskealdre havde befundet sig. Hyrderne for op af deres dybe søvn for at lytte og erfare, hvad det natlige raab betød, og ilede saa ud i natten, hævede deres arme og jublede højt:

Fred, fred, fred være med dig! Og forkynd os Herrens budskab!

Og som svar tonede saa hyrdesangen ud fra "den dobbelte hyrdefløjte", hyrdesangen paa den gamle maade. Den ny sang, forkyndende fred og frihed, glad meddelte overhyrden Sirach sine hyrder den lykkelige begivenhed, men tøvede ikke længe, han maatte ile til Nazareth for at melde til synagogen befrierens, forløserens fødsel og frigivelsens af hyrdeslaverne og lade det indføre i kirkebøgerne.
"Glæder eder med os! Thi et barn er født os, en frelser for sit folk! og tegnet er: I vil finde et barn, klædt i svøb, liggende i en krybbe i Bethlehem i Davids stad."

Da hyrden Sirach havde sunget og spillet den gamle hyrdesang, befrielsens sang, straalede hans ansigt saa inderlig begejstret af glæde og lykke – som i himmelsk glans, der gennemtrængte dunkelheden, saa stærkt havde hjertets glædes-svingninger tændt aandens lys.

Derefter kom selve slutsangen:
Fulde af taknemmelighed hævede hyrderne deres øjne mod himlen og syntes at se en hærskare af engle, der syntes dem at gentage glædesbudskabet om en konges fødsel og med løftede hænder hilste de stjernerne:

Lov og pris være dig i al evighed og dem, du har sendt os til befrielse.
Fred, fred, fred, thi vi er fri. Fred, fred, fred, thi vi er fri.

Kun den, der forstaar at sætte sig ind i et ulykkeligt folks dybe længsel efter befrielse, kan til fulde forstaa denne gamle skildring, som er saa dybt menneskelig, at man fornemmer den jublende lykke af befrielsen.
Ogsaa i vor tid er menneskeheden i lænker. Ogsaa i vor tid er det kun et mindretal, der føler, hvor dyb fornærmelsen er og som rummer den dybe længsel efter befrielsen. Men forjættelsen, som lyder til vor slægt, er større end nogensinde, som ogsaa faldet er større. Tænk paa den uendelige afstand fra troen paa frelse ved vaaben og brintbomber brølende over verden og til den evige, aldrig uddryddede tro paa, at "Gud er kærlighed".

Skaberen, magten over alle magter, den magt, som skabte og gennem århundreders virke, er kærligheden, opbygningen, samarbejdet om det, som gavner os alle.

Vi ved, at vi ikke skal vente en frelser, om hvem man kan sige: Se, der gaar han, for den, der siger saadan, er en bedrager. Vi ved, at denne gang kommer forløseren, frelseren, befrieren fra vor trældomstid i overtro paa materialismens illusioner; denne gang kommer han som lyset, der rækker til verdens ende, fordi det er det evige lys, der altid straalede i vort indre, uden at vort mørke begreb det.

Vore forjættelser er større end nogen anden tids. Kampen, som staar i verden, mellem ondt og godt, er haardere end nogen anden tids, for baade det onde og det gode tegner sig skarpere, klarere end nogensinde for at de, der har øjne, skal se.