J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012
DEN GLOBALE Gældskrise
Gældsbyrden i relation til bistandshjælp i 2006
Bistand:
76.065 mio. USD
Gældsbyrde:
Renteudgift: 76.904 mio. USD
Amortisering: 275.319 mio. USD
Rig og fattig er relative begreber og handler om, hvordan folk opfatter
deres livssituation i forhold til andre. Men vi kan stadig tale om reelle
forskelle i levestandard og uretfærdig fordeling af resurser og magt. Uanset
store forskelle mellem landene kan verden opdeles i Nord, lande med høj
materiel standard, sløseri med resurser og en vis overflod af penge - og
Syd, lande med relativt få penge, og hvor de fleste mennesker har en lav
materiel standard. Situationen udnyttes ofte af Nord til underbetaling af
Syds råvarer og produktion.
Dette kapitel i JAK Boken omhandler den globale gældskrise. I over 25 år har
de fleste af verdens fattigste lande levet med uoverskuelige gældsbyrder.
Disse lande har meget begrænsede resurser til at opfylde borgernes basale
behov med. Renter og afdrag på lån dræner fattige lande for de resurser, der
ellers kunne bruges til sociale ydelser som uddannelse og sundhedspleje.
Syd betaler i dag omkring 4 gange mere i renter og afdrag til långivere i
Nord, end de modtager i bistand. Så længe dette får lov at fortsætte, vil
kløften mellem rige og fattige i verden blive større og større.
Syd betaler mere i rente, end de modtager i bistand. Der er stor forskel på
rentebetaling og bistandshjælp. Donorerne får selv del i bistandspengene ved
at levere maskiner og personale, mens renter og afdrag skal betales kontant.
Modtagere af støtte har ikke selv kontrol over disse penge.
Bistands- og långivere er blevet kritiseret for at tvinge ulandene til at
privatisere social service og prioritere rentebetalinger før investeringer,
som ville være til gavn for befolkningen. Ud over at skabe sociale problemer
undergraver disse krav demokratiet. Hvordan vil man kunne opbygge demokrati,
hvis vigtige økonomiske beslutninger træffes af bistands- og långivere, og
de lokale politikere bliver magtesløse?
På grund af renter har Syd tilbagebetalt meget mere, end de lånte. De
fattige landes indtægter i form af eksport af råvarer som kakao og kaffe til
Nord er små og usikre, og de har måttet betale renter med nye lån. Store
dele af den amortisering, som er foretaget, er også sket ved nye lån, fordi
man var ude af stand til at betale påløbne renter på gamle lån.
Amortiseringen er derfor “gamle” renter, der blev konverteret til lån.
Baggrunden for gældskrisen
Når lande i Syd blev selvstændige stater, ønskede de hurtigt at opbygge
deres lande. De lånte penge, moderniserede og satsede på produktion til
eksport. Samtidig dominerede “take off” teorien, som forudsiger, at hvis man
pumper penge nok i et fattigt land, vil det snart blive udviklet og blive
rigt. Man sammenlignede det med, når et fly forlader jorden for at nå
himlens højder.
I 1973 forhøjede de olieproducerende lande priserne kraftigt. Pludselig var
der masser af “oliepenge”, som blev indsat i bankerne i Nord. Bankerne
ønskede på deres side, at pengene skulle forrente sig. Da den indenlandske
efterspørgsel ikke havde behov for så mange penge på én gang, blev de
fattige lande overøst med lån. Men i stedet for en “take off” blev ulandene
stærkt forgældede og endnu fattigere.
Da lånene blev taget, var det fordelagtigt at låne, fordi inflationen var
højere end renten. Men lånene blev pludselig dyre, da inflationen faldt,
renten steg, og dollaren, som lånene skulle betales med, blev dyrere.
Samtidig faldt prisen på råvarer, som er fattige landes største
indtægtskilde. I 1982 var krisen en kendsgerning, da Mexico erklærede, at de
ikke kunne betale deres lån.
Kun en lille del af lånene er kommet befolkningen til gode og investeret i
udvikling. Hovedparten af lånene er gået til renter og amortisering - og en
stor del til ulovlig kapitalflugt (pengene blev indsat på konti i fx
Schweiz, ofte til fordel for statsoverhovedet), våbenimport og luksus.
Långivere var ofte var klar over dette, men de udlånte alligevel, og i dag
er det landets indbyggere, som skal tilbagebetale gælden.
Gældseftergivelse
Fra forskellig side er det blevet foreslået at afskrive de fattige
landes gæld. I 2000-tallet er en del gæld eftergivet de fattigste af de
gælds-tyngede lande, hvilket har betydet større fokus på
fattigdomsbekæmpelse og sociale tiltag. Men disse gældslettelser udgør kun
20 % af, hvad der kræves for en “bæredygtig” gæld baseret på grundlæggende
menneskelige behov. For lidt er blevet tilbudt – og til alt for få lande.
Nord har ikke levet op til, hvad de lovede.
For at forhindre nye gældskriser ønsker mange, at långiverne vedkender sig
deres rolle i årsagen til krisen, så de i fremtiden vil tage ansvar for
långivningen. Långiverne ønsker på deres side at sikre kreditværdigheden og
beskytte det finansielle systems legitimitet. Gældseftergivelse betales ofte
med penge fra bistandshjælpen, hvilket stærkt kritiseres. I den viste
illustration er ikke medregnet gældsafskrivning fra udviklingsbistand.

Artiklen ”Den globale gældskrise” er et kapitel fra den svenske ”JAK
Boken om räntefri ekonomi och ekonomisk frigörelse”
– oversat af Poul Busk Sørensen.
Fra samme bog bragtes i JAK bladet årgang 2010 (nr. 2, 3 og 4) artiklerne
”Hvilke spilleregler skal vi have i vores økonomi” - ”Renten som et problem”
- ”Almindelige argumenter for og imod rente” – og i årgang 2011 (nr. 2 og 3)
kunne artiklerne ”Renten betyder kortsigtede investeringer” og ”Økonomisk
vækst” læses.
J.A.K.
bladet |