Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012

DEN GLOBALE Gældskrise

Gældsbyrden i relation til bistandshjælp i 2006

Bistand: 76.065 mio. USD

Gældsbyrde:
Renteudgift: 76.904 mio. USD
Amortisering: 275.319 mio. USD

Rig og fattig er relative begreber og handler om, hvordan folk opfatter deres livssituation i forhold til andre. Men vi kan stadig tale om reelle forskelle i levestandard og uretfærdig fordeling af resurser og magt. Uanset store forskelle mellem landene kan verden opdeles i Nord, lande med høj materiel standard, sløseri med resurser og en vis overflod af penge - og Syd, lande med relativt få penge, og hvor de fleste mennesker har en lav materiel standard. Situationen udnyttes ofte af Nord til underbetaling af Syds råvarer og produktion.

Dette kapitel i JAK Boken omhandler den globale gældskrise. I over 25 år har de fleste af verdens fattigste lande levet med uoverskuelige gældsbyrder. Disse lande har meget begrænsede resurser til at opfylde borgernes basale behov med. Renter og afdrag på lån dræner fattige lande for de resurser, der ellers kunne bruges til sociale ydelser som uddannelse og sundhedspleje.

Syd betaler i dag omkring 4 gange mere i renter og afdrag til långivere i Nord, end de modtager i bistand. Så længe dette får lov at fortsætte, vil kløften mellem rige og fattige i verden blive større og større.

Syd betaler mere i rente, end de modtager i bistand. Der er stor forskel på rentebetaling og bistandshjælp. Donorerne får selv del i bistandspengene ved at levere maskiner og personale, mens renter og afdrag skal betales kontant. Modtagere af støtte har ikke selv kontrol over disse penge.

Bistands- og långivere er blevet kritiseret for at tvinge ulandene til at privatisere social service og prioritere rentebetalinger før investeringer, som ville være til gavn for befolkningen. Ud over at skabe sociale problemer undergraver disse krav demokratiet. Hvordan vil man kunne opbygge demokrati, hvis vigtige økonomiske beslutninger træffes af bistands- og långivere, og de lokale politikere bliver magtesløse?

På grund af renter har Syd tilbagebetalt meget mere, end de lånte. De fattige landes indtægter i form af eksport af råvarer som kakao og kaffe til Nord er små og usikre, og de har måttet betale renter med nye lån. Store dele af den amortisering, som er foretaget, er også sket ved nye lån, fordi man var ude af stand til at betale påløbne renter på gamle lån. Amortiseringen er derfor “gamle” renter, der blev konverteret til lån.

Baggrunden for gældskrisen
Når lande i Syd blev selvstændige stater, ønskede de hurtigt at opbygge deres lande. De lånte penge, moderniserede og satsede på produktion til eksport. Samtidig dominerede “take off” teorien, som forudsiger, at hvis man pumper penge nok i et fattigt land, vil det snart blive udviklet og blive rigt. Man sammenlignede det med, når et fly forlader jorden for at nå himlens højder.

I 1973 forhøjede de olieproducerende lande priserne kraftigt. Pludselig var der masser af “oliepenge”, som blev indsat i bankerne i Nord. Bankerne ønskede på deres side, at pengene skulle forrente sig. Da den indenlandske efterspørgsel ikke havde behov for så mange penge på én gang, blev de fattige lande overøst med lån. Men i stedet for en “take off” blev ulandene stærkt forgældede og endnu fattigere.

Da lånene blev taget, var det fordelagtigt at låne, fordi inflationen var højere end renten. Men lånene blev pludselig dyre, da inflationen faldt, renten steg, og dollaren, som lånene skulle betales med, blev dyrere. Samtidig faldt prisen på råvarer, som er fattige landes største indtægtskilde. I 1982 var krisen en kendsgerning, da Mexico erklærede, at de ikke kunne betale deres lån.

Kun en lille del af lånene er kommet befolkningen til gode og investeret i udvikling. Hovedparten af lånene er gået til renter og amortisering - og en stor del til ulovlig kapitalflugt (pengene blev indsat på konti i fx Schweiz, ofte til fordel for statsoverhovedet), våbenimport og luksus. Långivere var ofte var klar over dette, men de udlånte alligevel, og i dag er det landets indbyggere, som skal tilbagebetale gælden.

Gældseftergivelse
Fra forskellig side er det blevet foreslået at afskrive de fattige landes gæld. I 2000-tallet er en del gæld eftergivet de fattigste af de gælds-tyngede lande, hvilket har betydet større fokus på fattigdomsbekæmpelse og sociale tiltag. Men disse gældslettelser udgør kun 20 % af, hvad der kræves for en “bæredygtig” gæld baseret på grundlæggende menneskelige behov. For lidt er blevet tilbudt – og til alt for få lande. Nord har ikke levet op til, hvad de lovede.

For at forhindre nye gældskriser ønsker mange, at långiverne vedkender sig deres rolle i årsagen til krisen, så de i fremtiden vil tage ansvar for långivningen. Långiverne ønsker på deres side at sikre kreditværdigheden og beskytte det finansielle systems legitimitet. Gældseftergivelse betales ofte med penge fra bistandshjælpen, hvilket stærkt kritiseres. I den viste illustration er ikke medregnet gældsafskrivning fra udviklingsbistand.


Artiklen ”Den globale gældskrise” er et kapitel fra den svenske ”JAK Boken om räntefri ekonomi och ekonomisk frigörelse”
– oversat af Poul Busk Sørensen.

Fra samme bog bragtes i JAK bladet årgang 2010 (nr. 2, 3 og 4) artiklerne ”Hvilke spilleregler skal vi have i vores økonomi” - ”Renten som et problem” - ”Almindelige argumenter for og imod rente” – og i årgang 2011 (nr. 2 og 3) kunne artiklerne ”Renten betyder kortsigtede investeringer” og ”Økonomisk vækst” læses.
 

J.A.K. bladet