J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012
EUROPAS ØKONOMISKE KRISE OG EUROEN
Af Uffe Madsen
Vi
hører og læser om det hver dag – Europa er i en dyb økonomisk krise.
De ledende politikere samles jævnligt til topmøder, hvor der skal tages
stilling til enkelte landes optagelse af yderligere gæld for at kunne klare
de løbende forpligtelser. Det overvejes hvilke stramninger, der skal
pålægges de svageste lande, for at de kan komme på ret kurs igen. Der tales
også om, at enkelte lande skal have en sanering af gældsforpligtelserne.
Helt konkret er Europa i færd med en opsplitning
mellem de økonomisk stærke og svage lande. I de aktuelle forhandlinger
presser de stærke lande på for at gennemføre væsentlige opstramninger i
økonomien i de svage lande. Vi har sågar set, at dette pres har bevirket
regeringsændringer i et par af de svageste lande.
De svageste lande har efterhånden oparbejdet en gæld, som er langt større,
end de er i stand til at forrente og tilbagebetale. Mange års låneoptagelse
til finansiering af forbedringer i infrastruktur og forbrug har skabt en
uoverskuelig gældsbyrde i en række lande. Samtidig bevirker den økonomiske
krise, at landene har vanskeligt ved at afsætte deres produkter, og dermed
forringes muligheden for at forrente og afdrage på gælden.
I de svage lande stiger arbejdsløsheden som følge af vanskelige
afsætningsmuligheder, og det skaber igen manglende skattegrundlag til bl.a.
at hjælpe de indbyggere, som er uden for arbejdsmarkedet. Som i enhver anden
økonomi – privat eller erhverv – bliver man kvalt i for store
gældsforpligtelser i forhold til indtægtsgrundlaget.
Da Euroen blev grundlagt med baggrund i de økonomiske bestemmelser i ØMU’en
(Den økonomiske og monetære union), var politikerne og deres rådgivere
naturligvis helt opmærksomme på, at et så snævert økonomisk samarbejde
kræver en ensretning af de enkelte landes økonomi. Der blev derfor stillet
krav om en række grænseværdier, som de enkelte lande ikke måtte overskride,
herunder størrelsen på den offentlige gæld og de løbende budgetunderskud.
Euro-samarbejdet blev indgået i en økonomisk opgangsperiode, hvor alle var i
stand til at overholde de givne grænseværdier, men siden har de fleste lande
overskredet grænserne. Nedenfor gives nogle nøgletal for de svageste 5 lande
i Europa. Tallene er opgjort i 2010.

Det voldsomme budgetunderskud i Irland skyldes hovedsageligt ekstraordinære
kapitaloverførsler som følge af finanskrisen.
For at sætte tallene i perspektiv er der i ØMU’en fastsat følgende
grænseværdier:
- Den offentlige gæld må ikke overstige 60 % af BNP
- Det offentlige budgetunderskud må ikke overstige 3 %
af BNP
- Der er ingen grænseværdier for ledigheden, idet den
tilsyneladende ikke betragtes som et fokusområde.
Den meget store gæld er finansieret gennem salg af
statsobligationer, som fortrinsvist er afsat til udenlandske investorer –
herunder især pengeinstitutter. Tyskland er den helt store aftager af
statsobligationer i de svage lande, fx ligger 22 % af de spanske
obligationer og 19 % af de græske obligationer i Tyskland. Det skal også
nævnes, at Frankrig har købt 30 % af de italienske obligationer.
Gennem opkøb af udenlandske statsobligationer er de europæiske lande dybt
infiltreret i hinandens økonomi, og et økonomisk krak i ét land vil derfor
smitte af på de øvrige lande. Med de meget store beholdninger, som Tyskland
har af statsobligationer i de svageste lande, har det en meget stor
interesse i at medvirke til en redning af deres økonomier. I de igangværende
drøftelser om sanering af den græske økonomi har det været på tale at
nedskrive den græske gæld med 50 %. En sådan nedskrivning vil gøre ondt på
bankerne i de stærke lande, som til gengæld har krævet endnu en ”Bankpakke”
for at blive kompenseret for tabet. En nedskrivning af den græske gæld er
ikke specielt alarmerende, da det kun er en lille økonomi, men Italien, der
har en gæld 6 gange større end den græske, venter sandsynligvis i kulissen
som det næste land, som har behov for en sanering af gælden, og det vil
kunne mærkes i et helt andet omfang.
Stramme krav til de svage lande
De enkelte lande i Euroen er meget forskellige, og i den nuværende
lavkonjunktur bliver forskellen større og større. Inden Euro-samarbejdet
blev forskellene udlignet gennem kursen på det pågældende lands valuta. Lad
os tage Grækenland som eksempel. Den stigende gæld og mange års underskud på
de offentlige budgetter ville tidligere medføre en svækket tillid til den
græske valuta - og dermed fald i kursen. Med lavere kurs styrkes den græske
eksport og produktion, og derigennem kan landets økonomi genetableres.
Euro-samarbejdet gør denne udligning umulig, og derfor må andre lande træde
til og forsøge at genskabe tilliden til landet.
Kravene, som de økonomisk stærke lande nu har stillet til både Grækenland og
Italien, er bl.a. reduktion af det offentlige budgetunderskud. Der skal
spares på de offentlige udgifter, og der skal skaffes større indtægter
gennem skat og afgifter. Samtidig gives der tilsagn om at yde lån til at
dække de løbende behov – herunder betaling af renter på den store gæld til
bl.a. de stærke lande. I realiteten tages de pågældende lande under
administration af de stærke lande, og det har naturligvis resulteret i
frustration blandt landenes indbyggere, der reagerer med strejker og
protester.
De stillede krav til reduktion af offentlige udgifter og investeringer
medfører afskedigelse af mange ansatte i det offentlige og i erhverv, der
afsætter varer til offentligt forbrug. Ledigheden forøges dermed yderligere,
og produktions-erhvervene er ikke i stand til at samle de afskedigede op.
Grækenlands ledighed er i forvejen blandt Europas højeste, men de helt store
problemer opstår, når der stilles tilsvarende krav til Spanien, der har
Europas højeste ledighed med over 20 % og en ungdomsarbejdsløshed på over 40
%.
Udtræden af Euro-samarbejdet
Den førte politik med indførelse af Euroen kunne lade sig gøre i en
opgangsperiode, men når opgangen afløses af nedgang, kommer
forskellighederne og svaghederne i de enkelte landes økonomi til syne.
Euro-projektet kan kun lade sig gøre mellem lande, som er ensartede med
hensyn til budgetunderskud, gæld og ledighed, og en ensretning vil være helt
umulig at indføre med selvstændige regeringer og forskellige kulturer. Efter
min opfattelse vil en økonomisk fremtid for de svage lande kun være mulig,
såfremt de giver afkald på Euroen og går tilbage til selvstændige valutaer
med flydende kurser, hvorved der igen kommer ligevægt mellem landenes
produktion og deres muligheder for afsætning.
Danmark har klogelig nok holdt sig uden for Euroen, men i stedet knyttet sig
op på værdien af kronen gennem en fastkurspolitik. Det er en politik, som
hidtil har givet en international tillid til kronen, men med en svagere Euro
kan det måske være en tanke værd at tage denne politik op til overvejelse.
At Danmark i efterhånden mange år har haft en god og stabil økonomi, og
bl.a. er kommet ud af den tidligere meget store gæld til udlandet, skyldes i
hovedsagen salg af naturgas fra Nordsøen, som jo ikke fortsætter i det
uendelige. På dette område kunne vi lære meget af Norge, som har indkapslet
væsentlige dele af deres olieindtægter i offentlige fonde, som kan være til
glæde for indbyggerne i mange år fremover.
J.A.K.
bladet |