Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2010

ALMINDELIGE
ARGUMENTER FOR
OG IMOD RENTE

At acceptere renten kan i dag sammenlignes med, at man i 1500-tallet mente, at alle andre planeter og solen kredsede rundt om jorden, for sådan var den almindelige verdensopfattelse, lige siden Ptolemaios omkring år 140 fremlagde det geocentriske verdenssystem. Den opfattelse var rådende helt frem til, at Kopernikus i begyndelsen af 1500-tallet påviste, at solen var i centrum. Dette blev alment accepteret efter yderligere forskning af Tycho Brahe, Kepler og Galilei ca. 100 år senere. Galilei blev dog udsat for en kætterproces, fordi han havde accepteret Kopernikus’ verdensbillede. Modstanden var stor, inden man tillod den tanke, at jorden ikke skulle betragtes som altings centrum.

Nu virker det vanskeligt at tænke sig en økonomi uden rente, eftersom vi er blevet opdraget til at se på renten som en naturlig foreteelse. Det er omvæltende at tænke sig en verden uden rente. Det er omvæltende at tænke sig, at rente ikke skulle være nødvendig. Modstanden er naturligvis meget stor. Alligevel er begrebet rente blot menneskers påfund. Noget, som mennesker har fundet på – tænk over det…

Men vi er jo ikke født grådige – det er vel noget, vi bliver opdraget til at være eller ikke være, alt efter den kultur vi vokser op i?
Begynder man at tale om rente eller ikke rente, mødes man af mange forskellige argumenter. Her følger nogle almindelige eksempler på argumenter og modargumenter.

Nogle almindelige argumenter for rente
– set i perspektiv ovenfra

”Mennesker er ikke interesserede i at udlåne penge, hvis de ikke får rente af dem, og gemmer i stedet pengene i madrassen – og pengene kommer ikke til at gøre nytte i samfundet”.

Modargument: Der findes andre motiver end rente, for at mennesker kan have deres penge andre steder end hjemme. En undersøgelse opstiller følgende motiver:

1. Man vil kunne flytte penge smidigt, betale regninger og have dem let tilgængelige uden at have dem i tegnebogen
2. Som reserve, hvis der skulle ske noget uventet
3. Bevidst opsparing til større indkøb
4. Ønske om afkast ved højst mulig rente
5. Man vil have pengene sikkert opbevaret
6. Efterlade penge til arvinger

Afkastmotivet kommer først på fjerdepladsen i denne undersøgelse. Der findes altså andre grunde til at spare end at få rente.
Visse mennesker ønsker ikke, at deres opsparing skal anvendes til hvad helst, fx til våbenproduktion, miljøbelastende industrier osv. De er mere interesserede i, hvad deres penge bruges til end at få så meget som muligt i rente. Disse mennesker sparer op mod lavere eller slet ingen rente, for at deres penge kan anvendes til projekter, de sympatiserer med.
Ved lån til venner og bekendte tager man sig vel sjældent godt betalt?

I JAK Medlemsbank sparer medlemmerne op uden at få renter. De ved, at de selv eller deres børn i fremtiden har mulighed for et rentefrit lån. Mens de sparer op, hjælper de andre mennesker til at få rentefrie lån.

”Hvis mennesker ikke får rente af deres spareskillinger, bryder de sig ikke om at spare op, men forbruger alle pengene med det samme. Stort forbrug medfører miljøbelastning”.

Modargument: Mennesker sparer op, hvis de har et vigtigt mål med opsparingen.
Det er ikke forkert at forbruge, hvis man gør det på den rette måde. Varemærkning som ”Bra Møljöval”, ”KRAV” og ”Svanen” viser, hvad der ud fra et miljøsynspunkt kan anbefales.
De penge, man betaler for varer og tjenesteydelser, havner hos virksomhederne og formindsker behovet for fremmed kapital (lån mod rente). Mit forbrug kan altså føre til investeringer i foretagender, som producerer med ansvar for fremtiden.

”Uden rente = ingen opsparing. Uden opsparing bliver der ikke tilstrækkelige investeringer, og Sverige går i stå”.

Modargument: Det bedste for foretagender og offentlige virksomheder er at klare investeringer med egen kapital. Hvis foretagender får tilstrækkelig betaling for deres produkter, og hvis skatteindtægterne er tilstrækkelige, behøver man ikke at låne til investeringer. Der vil dog forekomme lånebehov, når nye virksomheder skal etableres.
Rentebyrden betyder, at ikke alle ønskværdige investeringer kan realiseres, fordi det bliver for dyrt at låne. At gøre finansieringen rentefri kan lade sig gøre, hvis der findes rentefrie banker.

I dagens rentesystem begunstiges de investeringer, som giver et højere afkast end renteniveauet. I et rentefrit system kan også foretages investeringer, der ikke giver så højt afkast i penge, men som er nødvendige for sundhed og miljø. Altså kan foretagender med miljøvenlige produkter lettere komme i gang. Det vil dog kræve finansieringsmetoder i lighed med JAKs sparlånesystem.
Om man fx i en kommune ville blive af med gældsbyrden eller få en bedre skolebygning, kunne det være en bevæggrund, som er mere værd end rente, for at få kommunens indbyggere til at udlåne rentefrit.

”Renten betyder, at pengene lander dér, hvor de gør mest nytte. Eftersom det alene er de vellykkede projekter, som giver afkast, er det alene dem, som kan betale rente. Da det kun er dem, som kan betale rente, er det dem, man skal låne pengene til”.

Modargument: Virksomheder, som øver rovdrift på både miljø og mennesker, giver ofte et meget godt afkast. Hvilken nytte får vi egentlig af det? På den anden side findes der vellykkede projekter ud fra et miljøsynspunkt, som ikke giver afkast i penge. Der findes mange vellykkede sociale projekter, som heller ikke giver et synligt afkast i penge på kort sigt. Disse investeringer foretages ikke, hvis rentekravet er for højt.
På grund af renten havner pengene i dag ikke dér, hvor de gør størst nytte. Desuden kan man vurdere: Hvad gør størst nytte? En anden tankebane i tilslutning til dette er, om det altid er rigtigt at måle afkast i penge?

”Renten er drivkraften i samfundet. Uden rente og mulighed for gevinst vil ingenting blive udrettet”.

Modargument: Der findes andre drivkræfter end rente og gevinst for at udrette noget. Men det bliver naturligvis andre sager, som nyder fremme.
Det er ikke stygt at have et ønske om gevinst. Små virksomheder og kooperativer stræber ofte efter at sænke omkostningerne og at øge indtægterne. Gevinsten går ind i virksomheden eller uddeles, måske i forhold til arbejdsindsats. Men det er her, skillelinjen mellem økonomi og krematisme kommer ind, da der i økonomien findes en naturlig grænse for ønske om gevinst, mens der inden for kreatismen ikke findes nogen begrænsning (se omtalen af krematisme i JAK bladet nr. 2-2010).



Almindelige argumenter for rente
– set i perspektiv nedefra

”Hvis jeg ikke får rente af mine penge, falder de i værdi på grund af inflationen”.

Dersom alle vil kompenseres for inflation – så får vi inflation.
Hvis man indsætter penge i JAK Medlemsbank, får man ”opsparings-point” i stedet for rente. Generelt virker inflationen negativt på sparerne, men positivt på låntagerne. I JAK Medlemsbank er der balance mellem opsparing og låntagning, hvilket gør samarbejdet inflationsneutralt.

Ønsketænkning ville være, at der var lav inflation, mens man sparede op, og høj inflation, når man havde gæld. Men det er umuligt at kende inflationen frem i tiden. Ifald det er sådan, at rente bidrager til inflation, så er man med til at mindske inflationen, hvis man sparer op rentefrit, og dermed bevares værdien af opsparingen bedre. Præcis som man vil betale mere for økologisk mad, kan man betragte det lille ”rentetab” på de indsatte penge som en støtte til den gode sag.
I bogen ”Vår ekonomi” skriver Klas Eklund, at der findes mange forskellige årsager til inflation: Vi importerer inflation - Riksbanken trykker flere sedler for at øge pengemængden – flere virksomheder hæver priserne på grund af mindre konkurrence – lønmodtagerne kræver kompensation for de højere priser - forventningerne er indstillet på stadig inflation.

”Låner jeg dig mine sparepenge, for at du kan købe et hus, gør jeg dig en tjeneste. Det bør jeg vel have en betaling for? Ellers kunne du ikke få huset nu”.

Modargument: Der burde ikke være mangel på kreditter. Kan jeg ikke låne af dig, skulle jeg kunne låne af en anden. Hovedsagen er, at jeg er kreditværdig – at jeg kan tilbagebetale lånet.
Staten har ansvaret for, at pengesystemet fungerer, og at nødvendige penge og kreditter er til rådighed.
Det er, når der er mangel på kreditter og penge, at nogen tvinges til at låne – og de, som kan betale den højeste rente, får lånene. Derfor bruger man udtrykket, at rente er ”prisen på penge”.
Hvis du ikke ”gemmer pengene i madrassen”, er der altid nogen, som låner dem – nogen, som ”opbevarer” dem for dig. Er det ikke vigtigere at vide, at du kan få dine penge tilbage, når du har brug for dem? Hvem, der gør den anden en tjeneste, afhænger af øjnene, som ser.

”Når jeg udlåner mine penge, risikerer jeg at miste dem. Bør jeg ikke betales for den risiko? Låner jeg ud til 10 personer, betaler den ene måske ikke tilbage, hvorfor de øvrige ni betaler mit tab via renten”.

Man kan meget vel tænke sig en risikopræmie i et rentefrit finansieringssystem. Udlån til virksomheder vil kræve højere risikopræmie end udlån til husholdning og boligejere med højere sikkerheder. Risikopræmien kan indgå i låneafgiften for låntagerne, men må ikke overføres til opsparerne. Derved står låntagerne for risikoen, og banken kan justere risikopræmien i forhold til konstaterede tab.
I privatlivet er nogle mennesker rede til at tage større risici med satsninger, man i virkeligheden burde holde sig fra. Alligevel tager de fleste forholdsregler, så chancen for at det skal gå godt er større end risikoen for det modsatte.

Apropos risiko
Mange mennesker risikerer hver dag deres liv, når de arbejder eller er på vej til jobbet.
Hvis man satser sine penge i et projekt, som lover et sikkert afkast i penge, er det sandsynligvis meget risikofyldt. Såfremt projektet gennemføres, kan du få et afkast i penge i nogle år, men det kan også indebære et dårligere eksistensgrundlag for dine børn og børnebørn.

Et eksempel kan være at bygge en dæmning i et land, som satser på elektricitet. Det kan give et godt og sikkert afkast i nogle år – men det er dårlig husholdning og forvaltning, hvis man tænker på, at forsørgelsesgrundlaget forsvinder for de tusinder af mennesker, som bor i den frugtbare dal, som efter byggeriet bliver oversvømmet.

Tværtimod kan investeringer, som skulle give et bedre eksistensgrundlag for vore efterkommere, ofte være risikofyldte i den krematiske del af økonomien, fordi man bare satser på den højest mulige gevinst i penge.
Et eksempel er en jordbruger, som har behov for at låne til de nødvendige investeringer i mark og bygninger, for at produktionen af fødevarer kan fortsætte. Måske kan han ikke betale lån og renter, hvorfor han tvinges til at efterlade næste generation mark og bygninger i en sådan stand, at ny gældsætning er nødvendig for at overleve.
Hvem skal tage det langsigtede ansvar og den dermed forbundne risiko?

Renten varierer…
Hvordan markedsrenten har varieret i tidsrummet 1989-2003, kan man se i det viste diagram. Den gennemsnitlige udlånsrente var 9,7 % i disse 15 år. Den gennemsnitlige indlånsrente var 4,6 % i samme periode.


Artiklen ”Almindelige argumenter for og imod rente” er endnu et afsnit fra den svenske ”JAK Boken om räntefri ekonomi och ekonomisk frigörelse” – oversat af Poul Busk Sørensen.
I JAK bladet nr. 2 og 3 bragtes artiklerne ”Hvilke spilleregler skal vi have i vores økonomi” og ”Renten som et problem” fra samme bog.
Det overvejes at oversætte flere kapitler fra bogen.

J.A.K. bladet