J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2010
80%
Effekten af den nuværende samfundsindretning er, at rigdommene
koncentreres på færre og færre hænder, og at naturen ødelægges mere og mere.
Hvis man tilhører de rigeste 10% af befolkningen og desuden er ligeglad med,
hvordan andre mennesker og naturen har det, så kan man godt være tilfreds
med den nuværende samfundsindretning. Men hvis man ikke tilhører denne
gruppe, så er den nuværende samfundsindretning langt fra den bedst mulige
for én – ligegyldigt om man fx er lønmodtager eller virksomhedsejer.

Af Mikkel Klinge Nielsen, forskningsleder, Center for Bæredygtig
Samfundsudvikling
Vi er blevet opflasket med striden mellem arbejderklassen og kapitalisterne
– og i den forbindelse er virksomhedsejerne, jordejerne og pengemagten
blevet skåret over en kam. Men det er alt for unuanceret, for jordmonopolet
og det nuværende pengesystem skader også virksomhedsejerne. Heldigvis kan
jordmonopolets og pengesystemets skadevirkninger let fjernes. Løsningen
ligger i grove træk klar og afventer befolkningens opbakning – hvilket blot
må være et spørgsmål om tid. For dels vil de foreslåede systemændringer
medføre et markant løft i livskvalitet for mindst 80% af befolkningen, og
dels er ændringerne nødvendige for at få naturen på fode igen.
Vi må tænke nyt
Det siger næsten sig selv, at hvis vi skal ændre samfundsindretningen fra
systematisk at favorisere de allerrigeste til på bedst mulig vis at
understøtte hvert eneste menneskes udvikling og velvære og naturens trivsel,
så skal der noget helt andet til end symptombehandling og lappeløsninger. En
ekspansiv gældsfinansieret finanspolitik af historisk dimension og endnu en
bankpakke fører intet godt med sig. Det svarer blot til at tisse i bukserne
– igen. Lidt mindre CO²-kvoter batter heller ikke en disse.
Den ekspansive gældsfinansierede finanspolitik, hvor staten søger at pumpe
gang i økonomien for lånte penge, udskyder kun problemet. I det nuværende
pengesystem er der nemlig et iboende behov for en stadig stigning i
pengemængden for at holde økonomien kørende. Dette skaber et vedvarende
nedadgående pres på renteniveauet. For at få folk til at låne flere og flere
penge, må lånevilkårene jo gøres stadigt mere attraktive. Det nuværende
pengesystem er dog ikke designet til at fungere med en rente på nul. Det var
her, Keynes kunne bruges som redningsmand. Løsningen på krisen i 1930’erne
blev, at staten skabte den nødvendige stigning i pengemængden – ved at
gældsætte sig. Det skabte fremgang, men betød også inflation og et højere og
højere renteniveau – og til sidst stagflation, dvs. en situation med høj
arbejdsløshed, højt løn- og prisniveau og ringe efterspørgsel efter varer.
Set ud fra pengesystemets perspektiv bestod redningen i, at renteniveauet
blev hævet markant. For hermed kunne økonomien igen fortsætte lidt på egen
hånd – med monetaristerne ved styret. Men nu er renteniveauet efterhånden
tæt på nul igen!
Denne gang er det dog helt utænkeligt, at Keynes idé kan give os 80 ekstra
år. I dag er vi nemlig meget mere forgældet og mange flere mennesker – på en
temmelig udpint planet. Som om dette ikke var nok, så har vi helt konkret
fået den globale opvarmning – og får også meget snart global peak oil – at
kæmpe med. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at afhjælpe
krisen inden for de nuværende rammer. Vi skal fx skynde os at investere
massivt i bæredygtig energi og energibesparende tiltag. Det vil forbedre
konjunkturen på kort sigt og få os lidt lettere gennem energikrisen – det
bliver alt andet end let.
Men vi kommer aldrig for alvor ud af den økonomiske og økologiske krise,
hvis vi ikke ændrer samfundsindretningen mere grundlæggende. Først og
fremmest skal vi etablere et rentefrit pengesystem, indføre fuld grundskyld
og i videst muligt omfang få priserne til at afspejle bæredygtighedshensyn.
Vi må handle nu
Vi må gå i gang med de nødvendige systemændringer – nu. For
skadevirkningerne ved den nuværende samfundsmæssige indretning bliver ved
med at ophobe sig, indtil vi tager fat om problemets rod og løser det. Det
er dumt ikke at sætte alt ind på at løse problemet nu. Uanset hvad resten af
verden gør, må vi feje for egen dør. Det er barnligt at undskylde egne
undladelsessynder med andres umodenhed.
Alle alarmlamper blinker. Et mindre isbjerg har netop slået vores skude læk
– og den har kurs mod et endnu større! Hvorfor er der ingen på
kommandobroen, som sørger for at få stoppet hullet og ændre kurs? Hvorfor
står de bare og skændes, om det er den røde eller den blå redningsvest, der
er pænest – og hvilke hovedbeklædninger, der kan gå dertil? Nogen må tage
virkelig hånd om problemet, inden vi kuldsejler. Man bliver selvfølgelig
ikke populær blandt det mandskab, man sender ned i det iskolde vand for at
stoppe lækagen – og en brat kursændring vil givetvis være udfordrende for
mange passagerer for en stund. Til gengæld vil det få os sikkert i havn –
skabe fantastiske muligheder for hver enkelt af os og en blomstrende natur!
Vi må skabe et rentefrit pengesystem
Kendskabet til rentens skadevirkninger er overordentlig begrænset. Center
for Bæredygtig
Samfundsudvikling (CBSU) har derfor fundet det nødvendigt at udarbejde en
rapport, som systematisk og detaljeret udleder de centrale skadevirkninger,
der er forbundet med det nuværende pengesystems rentemekanisme. Vi er ved at
lægge sidste hånd på denne rapport og udgiver den i løbet af foråret 2010.
Gå ind på www.cbsu.dk og
tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil have besked, så snart den kan
downloades – naturligvis gratis.
Der er stort set også kun latter og hån til overs for påstanden om, at man
kan skabe et velfungerende finansielt system uden renter. Men gå ind på
www.cbsu.dk og tag et kig
på videoen Pengereform, som er CBSU’s 1. spæde udkast til, hvordan vi i
Danmark – og uanset hvad andre nationer gør – kan etablere et rentefrit
pengesystem, som muliggør en både social og miljømæssig bæredygtig
samfundsindretning. Og meld endelig tilbage, hvis du har spørgsmål,
kommentarer og kritik – det vil være med til at forbedre reformudkastet.
Planen er at præsentere offentligheden for et revideret og meget mere
detaljeret reformforslag i løbet af sommeren 2010.
Renterne er langt fra det eneste, der er galt med det nuværende finansielle
system – om end de nok udgør det mest fundamentale problem. Der er fx også
betydelige skadevirkninger forbundet med den omfattende valutaspekulation
samt Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens nyliberalistiske
strukturtilpasningsprogrammer. Det forhold, at dollarens internationale
dominans er ved at smuldre, primært fordi olie i stigende grad handles i
andre valutaer end dollaren, skaber også alvorlige problemer – både for USA
og globalt. I sagens natur kan den foreslåede pengereform ikke dæmme op for
sådanne problematikker, hvis årsag ligger hinsides Danmarks grænser – dog
vil reformen reducere spekulationen i danske kroner.
Vi må indføre fuld grundskyld
Den anden systematisk skævvridende dynamik i det nuværende økonomiske system
skyldes – med Henry George’s ord – ”det faktum, at konkurrencens virkning
altid er den at forhindre, at arbejdets og kapitalens udbytte noget sted
bliver større end på den dårligste jord, der er i brug. Men deraf følger jo,
at ejeren af jord kan gøre fordring på det hele udbytte, ud over hvad der
med samme anvendelse af arbejde og kapital kan fås ud af den ringeste jord,
der er i brug”. (Citat fra Fremskridt og fattigdom, som kan downloades
gratis fra www.grundskyld.dk).
I neoklassisk jargon svarer det til at sige, at under fuldkommen konkurrence
indkasserer jordejerne producer surplus. Dette er ikke overraskende, for
Alfred Marshalls producer surplus-trekant dækker over det samme som David
Ricardos trekant, der repræsenterer jordrenten. Desværre har den
neoklassiske revolutions fokus på udbud og efterspørgsel frem for på
produk¬tionsfaktorerne medført, at produktionsfaktoren jord er blevet lagt
ind under kapitalen – og derved er forståelsen siden slutningen af
1800-tallet blevet forplumret en hel del. Karl Marx havde heller ikke øje
for dette – og skød derfor med spredehagl. Han udråbte kapitalisterne og
deres profit som problemet, men burde ret beset være gået efter jordejerne
og deres jordrente. – Alt dette lyder måske meget teknisk og pedantisk, men
konsekvensen er kolossal. Nemlig at arbejderne og virksomhedsejerne – der
tilsammen udgør langt det største flertal af befolkningen – har bekriget
hinanden, hvor de i stedet for ville have fået ufatteligt meget mere ud af
det, hvis de havde stået sammen for at sikre, at jordrenten blev fordelt til
fællesskabets bedste. – Fremskridtets motto må derfor være: Arbejdere og
kapitalister, foren jer!
Løsningen er let og elegant. Den består simpelthen bare i at inddrive
jordrenten via jordværdibeskatning. Hvorfor har man så ikke indført fuld
grundskyld, dvs. 100% jordværdibeskatning – eller bare noget, der ligner?
Særligt når bl.a. Adam Smidt, David Ricardo, John Stuart Mill, Henry George,
Leon Walras og Milton Friedman fremhæver jordværdibeskatning som den mindst
skadelige beskatningsform af alle. Det er i hvert fald ikke, fordi det
provenu, som fuld grundskyld kan indbringe, er ubetydeligt. Udenlandske
undersøgelser understøtter det, man med lidt god vilje kan slutte af Henry
George Teoremet – nemlig at fuld grundskyld kan finansiere alle offentlige
goder og tjenesteydelser – bortset fra de sociale ydelser. – Men det kan man
selvfølgelig finde ud af, hvilket CBSU er i færd med for Danmarks
vedkommende. Hvis forventningerne holder stik, så kan vi fuldstændigt droppe
indkomst- og virksomhedsbeskatningen.
Det er væsentligt at understrege, at Henry George ikke kritiserer idealet om
fuldkommen konkurrence, men alene påpeger, at dette ideal kun er socialt
bæredygtigt, hvis jordrenten tilfalder fællesskabet. Som vi har været inde
på tidligere, så er det også nødvendigt at sætte en stopper for
rentetagning, for at den sociale og miljømæssige bæredygtighed kan ske
fyldest. Hvad den miljømæssige bæredygtighed angår, så skal der dog noget
mere til.
Vi må gøre priserne bæredygtige
Der er et stort problem ved prisdannelsesmekanismen: Der er mange
omkostninger eller skadevirkninger forbundet med en vares produktion, brug
og bortskaffelse eller genbrug, som ikke indgår i varens pris. Disse
såkaldte negative eksternaliteter kan fx have materiel, biologisk,
psykologisk, social eller kulturel karakter; og det kan både være
producenterne, forbrugerne eller andre, der udsættes for dem.
Eksternaliteterne ville ikke udgøre et problem, såfremt vi alle sammen kunne
se de store sammenhænge og valgte de varer, der er bedst for os selv, vores
medmennesker og naturen – uanset prisen. Men i virkeligheden er prisen en
vægtig faktor – og det er der egentlig ikke noget forkert i. Løsningen på
problemet består i, at vi – for at skabe en bæredygtig samfundsudvikling – i
videst muligt omfang så at sige tilfører den alvidende og algode bevidsthed
til prisdannelsesmekanismen. Derved vil de socialt og miljømæssigt mest
bæredygtige varer og tjenesteydelser blive de billigste. De grønne afgifter
er et skridt på vejen, men der er endnu mange eksternaliteter, som stadig
har til gode at blive til afgifter – eco-taxes, som de også kaldes.
Det er dog ikke helt uproblematisk for en nations internationale
konkurrenceevne at indføre eco-taxes – under de nuværende betingelser, vel
at mærke. Som det er nu, får det land, der er dårligst til at internalisere
alle sociale og miljømæssige omkostninger ved produktionen i priserne, en
konkurrencefordel i den internationale handel. På den anden side er vi nødt
til så at sige at putte eksternaliteterne ind i varens pris – så vi må lægge
hovederne i blød, og se hvor langt vi i Danmark – og eventuelt sammen med
andre visionære nationer – kan komme. Et rentefrit pengesystem og fuld
grundskyld vil dog forbedre vores internationale konkurrenceevne så meget,
at vi kan flotte os med flere eco-taxes end andre lande. På langt sigt vil
vi profitere gevaldigt heraf – og samtidig blive et attraktivt eksempel for
vores familie af nationer. Der er altid en udvej; vi skal bare se godt efter
og turde gå vejen!
Vi kan gøre det
Realiseringen af pengereformen, fuld grundskyld og mange flere eco-taxes er
i allerhøjeste grad reelt politisk muligt. Demokratiets spilleregler kræver
jo blot et simpelt flertal. Et kvalificeret bud er, at reformer vil skabe et
markant løft i livskvalitet for mindst 80 % af befolkningen – og de
allerrigeste vil stadig leve i sus og dus. Nøgleordet er derfor oplysning.
CBSU arbejder på at udarbejde en samlet vision for en bæredygtig
samfundsudvikling. På det økonomiske område er vi fx også optaget af at få
arbejdsmarkedet og de sociale ydelser til at fungere bedre. I øjeblikket er
vi endvidere ved at finde ud af, hvordan de sociale ydelser bedst muligt
finansieres. Efter sommerferien 2010 tager vi borgerlønsideen op til
revision – for der er mange gode grunde til at indføre en sådan. Men det
skal selvfølgelig fungere i praksis. Den offentlige organisering (relationen
mellem nærsamfund, kommune, region, stat – og nationer) og demokratiets
forædling skal også tænkes ind i en samlet vision, for skabelsen af et
bæredygtigt samfund kræver en helhedsorienteret anskuelse.
– Kig ind på www.cbsu.dk og
tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil vide mere og holde dig opdateret.
J.A.K.
bladet |