Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2010

80%

Effekten af den nuværende samfundsindretning er, at rigdommene koncentreres på færre og færre hænder, og at naturen ødelægges mere og mere. Hvis man tilhører de rigeste 10% af befolkningen og desuden er ligeglad med, hvordan andre mennesker og naturen har det, så kan man godt være tilfreds med den nuværende samfundsindretning. Men hvis man ikke tilhører denne gruppe, så er den nuværende samfundsindretning langt fra den bedst mulige for én – ligegyldigt om man fx er lønmodtager eller virksomhedsejer.

Af Mikkel Klinge Nielsen, forskningsleder, Center for Bæredygtig Samfundsudvikling

Vi er blevet opflasket med striden mellem arbejderklassen og kapitalisterne – og i den forbindelse er virksomhedsejerne, jordejerne og pengemagten blevet skåret over en kam. Men det er alt for unuanceret, for jordmonopolet og det nuværende pengesystem skader også virksomhedsejerne. Heldigvis kan jordmonopolets og pengesystemets skadevirkninger let fjernes. Løsningen ligger i grove træk klar og afventer befolkningens opbakning – hvilket blot må være et spørgsmål om tid. For dels vil de foreslåede systemændringer medføre et markant løft i livskvalitet for mindst 80% af befolkningen, og dels er ændringerne nødvendige for at få naturen på fode igen.

Vi må tænke nyt
Det siger næsten sig selv, at hvis vi skal ændre samfundsindretningen fra systematisk at favorisere de allerrigeste til på bedst mulig vis at understøtte hvert eneste menneskes udvikling og velvære og naturens trivsel, så skal der noget helt andet til end symptombehandling og lappeløsninger. En ekspansiv gældsfinansieret finanspolitik af historisk dimension og endnu en bankpakke fører intet godt med sig. Det svarer blot til at tisse i bukserne – igen. Lidt mindre CO²-kvoter batter heller ikke en disse.
Den ekspansive gældsfinansierede finanspolitik, hvor staten søger at pumpe gang i økonomien for lånte penge, udskyder kun problemet. I det nuværende pengesystem er der nemlig et iboende behov for en stadig stigning i pengemængden for at holde økonomien kørende. Dette skaber et vedvarende nedadgående pres på renteniveauet. For at få folk til at låne flere og flere penge, må lånevilkårene jo gøres stadigt mere attraktive. Det nuværende pengesystem er dog ikke designet til at fungere med en rente på nul. Det var her, Keynes kunne bruges som redningsmand. Løsningen på krisen i 1930’erne blev, at staten skabte den nødvendige stigning i pengemængden – ved at gældsætte sig. Det skabte fremgang, men betød også inflation og et højere og højere renteniveau – og til sidst stagflation, dvs. en situation med høj arbejdsløshed, højt løn- og prisniveau og ringe efterspørgsel efter varer. Set ud fra pengesystemets perspektiv bestod redningen i, at renteniveauet blev hævet markant. For hermed kunne økonomien igen fortsætte lidt på egen hånd – med monetaristerne ved styret. Men nu er renteniveauet efterhånden tæt på nul igen!
Denne gang er det dog helt utænkeligt, at Keynes idé kan give os 80 ekstra år. I dag er vi nemlig meget mere forgældet og mange flere mennesker – på en temmelig udpint planet. Som om dette ikke var nok, så har vi helt konkret fået den globale opvarmning – og får også meget snart global peak oil – at kæmpe med. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at afhjælpe krisen inden for de nuværende rammer. Vi skal fx skynde os at investere massivt i bæredygtig energi og energibesparende tiltag. Det vil forbedre konjunkturen på kort sigt og få os lidt lettere gennem energikrisen – det bliver alt andet end let.
Men vi kommer aldrig for alvor ud af den økonomiske og økologiske krise, hvis vi ikke ændrer samfundsindretningen mere grundlæggende. Først og fremmest skal vi etablere et rentefrit pengesystem, indføre fuld grundskyld og i videst muligt omfang få priserne til at afspejle bæredygtighedshensyn.

Vi må handle nu
Vi må gå i gang med de nødvendige systemændringer – nu. For skadevirkningerne ved den nuværende samfundsmæssige indretning bliver ved med at ophobe sig, indtil vi tager fat om problemets rod og løser det. Det er dumt ikke at sætte alt ind på at løse problemet nu. Uanset hvad resten af verden gør, må vi feje for egen dør. Det er barnligt at undskylde egne undladelsessynder med andres umodenhed.
Alle alarmlamper blinker. Et mindre isbjerg har netop slået vores skude læk – og den har kurs mod et endnu større! Hvorfor er der ingen på kommandobroen, som sørger for at få stoppet hullet og ændre kurs? Hvorfor står de bare og skændes, om det er den røde eller den blå redningsvest, der er pænest – og hvilke hovedbeklædninger, der kan gå dertil? Nogen må tage virkelig hånd om problemet, inden vi kuldsejler. Man bliver selvfølgelig ikke populær blandt det mandskab, man sender ned i det iskolde vand for at stoppe lækagen – og en brat kursændring vil givetvis være udfordrende for mange passagerer for en stund. Til gengæld vil det få os sikkert i havn – skabe fantastiske muligheder for hver enkelt af os og en blomstrende natur!

Vi må skabe et rentefrit pengesystem
Kendskabet til rentens skadevirkninger er overordentlig begrænset. Center for Bæredygtig Samfundsudvikling (CBSU) har derfor fundet det nødvendigt at udarbejde en rapport, som systematisk og detaljeret udleder de centrale skadevirkninger, der er forbundet med det nuværende pengesystems rentemekanisme. Vi er ved at lægge sidste hånd på denne rapport og udgiver den i løbet af foråret 2010. Gå ind på www.cbsu.dk og tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil have besked, så snart den kan downloades – naturligvis gratis.
Der er stort set også kun latter og hån til overs for påstanden om, at man kan skabe et velfungerende finansielt system uden renter. Men gå ind på www.cbsu.dk og tag et kig på videoen Pengereform, som er CBSU’s 1. spæde udkast til, hvordan vi i Danmark – og uanset hvad andre nationer gør – kan etablere et rentefrit pengesystem, som muliggør en både social og miljømæssig bæredygtig samfundsindretning. Og meld endelig tilbage, hvis du har spørgsmål, kommentarer og kritik – det vil være med til at forbedre reformudkastet. Planen er at præsentere offentligheden for et revideret og meget mere detaljeret reformforslag i løbet af sommeren 2010.
Renterne er langt fra det eneste, der er galt med det nuværende finansielle system – om end de nok udgør det mest fundamentale problem. Der er fx også betydelige skadevirkninger forbundet med den omfattende valutaspekulation samt Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens nyliberalistiske strukturtilpasningsprogrammer. Det forhold, at dollarens internationale dominans er ved at smuldre, primært fordi olie i stigende grad handles i andre valutaer end dollaren, skaber også alvorlige problemer – både for USA og globalt. I sagens natur kan den foreslåede pengereform ikke dæmme op for sådanne problematikker, hvis årsag ligger hinsides Danmarks grænser – dog vil reformen reducere spekulationen i danske kroner.

Vi må indføre fuld grundskyld
Den anden systematisk skævvridende dynamik i det nuværende økonomiske system skyldes – med Henry George’s ord – ”det faktum, at konkurrencens virkning altid er den at forhindre, at arbejdets og kapitalens udbytte noget sted bliver større end på den dårligste jord, der er i brug. Men deraf følger jo, at ejeren af jord kan gøre fordring på det hele udbytte, ud over hvad der med samme anvendelse af arbejde og kapital kan fås ud af den ringeste jord, der er i brug”. (Citat fra Fremskridt og fattigdom, som kan downloades gratis fra www.grundskyld.dk).
I neoklassisk jargon svarer det til at sige, at under fuldkommen konkurrence indkasserer jordejerne producer surplus. Dette er ikke overraskende, for Alfred Marshalls producer surplus-trekant dækker over det samme som David Ricardos trekant, der repræsenterer jordrenten. Desværre har den neoklassiske revolutions fokus på udbud og efterspørgsel frem for på produk¬tionsfaktorerne medført, at produktionsfaktoren jord er blevet lagt ind under kapitalen – og derved er forståelsen siden slutningen af 1800-tallet blevet forplumret en hel del. Karl Marx havde heller ikke øje for dette – og skød derfor med spredehagl. Han udråbte kapitalisterne og deres profit som problemet, men burde ret beset være gået efter jordejerne og deres jordrente. – Alt dette lyder måske meget teknisk og pedantisk, men konsekvensen er kolossal. Nemlig at arbejderne og virksomhedsejerne – der tilsammen udgør langt det største flertal af befolkningen – har bekriget hinanden, hvor de i stedet for ville have fået ufatteligt meget mere ud af det, hvis de havde stået sammen for at sikre, at jordrenten blev fordelt til fællesskabets bedste. – Fremskridtets motto må derfor være: Arbejdere og kapitalister, foren jer!
Løsningen er let og elegant. Den består simpelthen bare i at inddrive jordrenten via jordværdibeskatning. Hvorfor har man så ikke indført fuld grundskyld, dvs. 100% jordværdibeskatning – eller bare noget, der ligner? Særligt når bl.a. Adam Smidt, David Ricardo, John Stuart Mill, Henry George, Leon Walras og Milton Friedman fremhæver jordværdibeskatning som den mindst skadelige beskatningsform af alle. Det er i hvert fald ikke, fordi det provenu, som fuld grundskyld kan indbringe, er ubetydeligt. Udenlandske undersøgelser understøtter det, man med lidt god vilje kan slutte af Henry George Teoremet – nemlig at fuld grundskyld kan finansiere alle offentlige goder og tjenesteydelser – bortset fra de sociale ydelser. – Men det kan man selvfølgelig finde ud af, hvilket CBSU er i færd med for Danmarks vedkommende. Hvis forventningerne holder stik, så kan vi fuldstændigt droppe indkomst- og virksomhedsbeskatningen.
Det er væsentligt at understrege, at Henry George ikke kritiserer idealet om fuldkommen konkurrence, men alene påpeger, at dette ideal kun er socialt bæredygtigt, hvis jordrenten tilfalder fællesskabet. Som vi har været inde på tidligere, så er det også nødvendigt at sætte en stopper for rentetagning, for at den sociale og miljømæssige bæredygtighed kan ske fyldest. Hvad den miljømæssige bæredygtighed angår, så skal der dog noget mere til.

Vi må gøre priserne bæredygtige
Der er et stort problem ved prisdannelsesmekanismen: Der er mange omkostninger eller skadevirkninger forbundet med en vares produktion, brug og bortskaffelse eller genbrug, som ikke indgår i varens pris. Disse såkaldte negative eksternaliteter kan fx have materiel, biologisk, psykologisk, social eller kulturel karakter; og det kan både være producenterne, forbrugerne eller andre, der udsættes for dem. Eksternaliteterne ville ikke udgøre et problem, såfremt vi alle sammen kunne se de store sammenhænge og valgte de varer, der er bedst for os selv, vores medmennesker og naturen – uanset prisen. Men i virkeligheden er prisen en vægtig faktor – og det er der egentlig ikke noget forkert i. Løsningen på problemet består i, at vi – for at skabe en bæredygtig samfundsudvikling – i videst muligt omfang så at sige tilfører den alvidende og algode bevidsthed til prisdannelsesmekanismen. Derved vil de socialt og miljømæssigt mest bæredygtige varer og tjenesteydelser blive de billigste. De grønne afgifter er et skridt på vejen, men der er endnu mange eksternaliteter, som stadig har til gode at blive til afgifter – eco-taxes, som de også kaldes.
Det er dog ikke helt uproblematisk for en nations internationale konkurrenceevne at indføre eco-taxes – under de nuværende betingelser, vel at mærke. Som det er nu, får det land, der er dårligst til at internalisere alle sociale og miljømæssige omkostninger ved produktionen i priserne, en konkurrencefordel i den internationale handel. På den anden side er vi nødt til så at sige at putte eksternaliteterne ind i varens pris – så vi må lægge hovederne i blød, og se hvor langt vi i Danmark – og eventuelt sammen med andre visionære nationer – kan komme. Et rentefrit pengesystem og fuld grundskyld vil dog forbedre vores internationale konkurrenceevne så meget, at vi kan flotte os med flere eco-taxes end andre lande. På langt sigt vil vi profitere gevaldigt heraf – og samtidig blive et attraktivt eksempel for vores familie af nationer. Der er altid en udvej; vi skal bare se godt efter og turde gå vejen!

Vi kan gøre det
Realiseringen af pengereformen, fuld grundskyld og mange flere eco-taxes er i allerhøjeste grad reelt politisk muligt. Demokratiets spilleregler kræver jo blot et simpelt flertal. Et kvalificeret bud er, at reformer vil skabe et markant løft i livskvalitet for mindst 80 % af befolkningen – og de allerrigeste vil stadig leve i sus og dus. Nøgleordet er derfor oplysning.
CBSU arbejder på at udarbejde en samlet vision for en bæredygtig samfundsudvikling. På det økonomiske område er vi fx også optaget af at få arbejdsmarkedet og de sociale ydelser til at fungere bedre. I øjeblikket er vi endvidere ved at finde ud af, hvordan de sociale ydelser bedst muligt finansieres. Efter sommerferien 2010 tager vi borgerlønsideen op til revision – for der er mange gode grunde til at indføre en sådan. Men det skal selvfølgelig fungere i praksis. Den offentlige organisering (relationen mellem nærsamfund, kommune, region, stat – og nationer) og demokratiets forædling skal også tænkes ind i en samlet vision, for skabelsen af et bæredygtigt samfund kræver en helhedsorienteret anskuelse.

– Kig ind på www.cbsu.dk og tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil vide mere og holde dig opdateret.
 

J.A.K. bladet