J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2007

Hvad er velfærd?

Af Per Schultz Jørgensen

Indledning
De er svært at definere velfærd kort og præcist. Det er et gammelt nordisk udtryk: ”at fare vel”, der betyder noget i retning af at få en god rejse. Omsat til vores sprogbrug: at få et godt liv. I dag tænker vi med begrebet velfærd især på vores samspil med de støttemuligheder, der ligger i de sociale og samfundsmæssige omgivelser. Det vil sige, at vi tænker velfærd fra en samfundsmæssig synsvinkel.
Det er også på denne måde, der i disse år føres en intens debat eller kamp om, hvilken retning velfærdsudviklingen skal tage i Danmark. Skal vi bevare velfærden som et socialt sikkerhedsnet, spændt ud af det offentlige under alle – eller skal vi styre mod et samfund, der i højere grad overlader det til den enkelte selv at sørge for sin egen velfærd? Er det en statsmodel – eller en markedsmodel? Det er måske forenklet formuleret, men det handler om den retning, udviklingen skal følge.
Regeringens Velfærdskommission, der fremlagde sine rapporter i årene 2004, 2005 og 2006, stiller forslag, der peger på en formindskelse af den offentlige sektor og en forøget vægt på selvforsikring og brugerbetaling. Her overfor står Den alternative Velfærdskommission, der i sine rapporter 2005 og 2006 vil udbygge den offentlige sektor og få arbejdskraftreserverne i arbejde. Foreløbig drejer kampen sig om, hvordan kommunerne skal omsætte den velfærd, der gives plads til i det kommunale budget. Hvilken kvalitet skal der være i de tilbud, der gives fra det offentlige?

Den nordiske velfærdsmodel
Vores velfærdssamfund er udviklet op gennem 1900-tallet - den omtales ofte som den skandinaviske model. Den adskiller sig fra i det væsentlige to andre modeller, nemlig den angelsaksiske og den kontinental-europæiske model. Den angelsaksiske model i England og USA lægger vægt på, at den enkelte selv må sikre sig via mulighederne på markedet. Det gælder fx pasning af børn eller sygeforsikring. Her er der også i betydelig grad brugerbetaling. Den sociale omsorg træder først fuldt i kraft over for de allerdårligst stillede.
Den kontinental-europæiske model i fx Tyskland og Frankrig bygger på, at virksomhederne yder en betydelig støtte til dem, der presses ud af arbejdsmarkedet. Hertil kommer familien, kirkelige organisationer og så selvfølgelig det offentlige. Men det offentliges rolle er langt svagere end fx i de nordiske lande. Fx er der i nogle af de tyske delstater plads til omkring 10 pct. af småbørnene i den offentlige dagpasning – i Danmark er andelen omkring 75 pct.
Den nordiske model bygger på en stor offentlig sektor, der finansieres via skattebetaling. Denne model er også kaldt en universel model, fordi den i princippet giver alle ret til at modtage en ydelse fra det offentlige, fx folkepension, børnepasning, sygeomsorg og uddannelse. Denne model bygger på et menneskesyn, der er kaldt medborgerskab: det betyder, at den enkelte skal inddrages i et aktivt samspil med samfundet, arbejdsmæssigt, socialt og kulturelt. Medborgerskab giver rettigheder og pligter – man er fuldgyldigt medlem, også selvom man modtager socialt støtte.

Kan den nordiske model klare sig?
Den nordiske model klarer sig fint i konkurrencen med andre modeller. Vi scorer højt i internationale sammenligninger, også fordi vores model omfatter et fleksibelt arbejdsmarked. Men modellen forudsætter en høj skattebetaling. Derfor er skattestoppet ensbetydende med, at det offentlige skridt for skridt taber fart i forhold til udviklingen i det omgivende samfund. Det betyder, at det offentlige tilbud om sikkerhedsnet med kvalitet ikke mere er, hvad det var tidligere. Det betyder også, at den offentlige sektor i dag skal konkurrere med det private arbejdsmarkedet om arbejdskraft – og her kan der let opstå betydelige problemer, alene pga. af et lavere lønniveau i den offentlige sektor. Alt i alt kan vi i de kommende år se en udvikling, hvor det offentlige servicetilbud på flere områder erstattes af private tilbud. Eller det offentlige tilbud bliver et bundtilbud, der så kan suppleres med forskellige former for tilkøb, som den enkelte selv betaler.
Et afgørende træk er, om vi i det kommende år ser en forøgelse af uligheden i Danmark. Indtil videre er der tale om klare tegn på, at uligheden vokser. Det betyder, at rådighedsbeløbet for personer på offentlig forsørgelse (starthjælp, kontanthjælp, folkepension, dagpenge mv.) nærmer sig en fattigdomsgrænse, eller hvad der er kaldt en discountudgave af et acceptabelt leveniveau i Danmark.

Men er velfærd så lig med ydelser?
I den korte form kan svaret godt være ”ja”. Velfærd drejer sig om, hvilken støtte kan man få fra det offentlige i form af service – når man bliver syg, ældre, har et barn i børnehavealderen osv. Men velfærd er alligevel ikke udtømmende forstået, hvis der alene tales om ydelser. Hjemmehjælpen kan godt måles op i en ydelse, der er fastsat i minutter og opgaver, der må udføres. Men omsorg er jo mere end: den er også noget, der handler om nærvær og fortrolighed og tillid. Det gælder på børneområdet såvel som på alle andre velfærdsområder. Hvis velfærden ”digitaliseres” (”stregkodeomsorg”), mistes alt det, der ikke kan måles og vejes – og det er måske i visse situationer langt vigtigere.
Den finske sociolog Erik Allardt har beskrevet velfærd i en undersøgelse, hvor han sammenligner de nordiske landes velfærd. Hans bog hedder ”At have, at være, at elske”, og det er med disse tre begreber, han definerer velfærd. ”At have” er at have det materielle niveau for velfærden. ”At være” handler om det sociale fællesskab: velfærd omfatter at høre til i et fællesskab med andre, hvor man kan indgå og få en plads. ”At være elsket” er at blive anerkendt og værdsat som det menneske, man er – uden at skulle præstere noget eller gøre sig fortjent. Man har en rolle og bliver respekteret for det. Det kan være i et job eller i et parforhold.

Afslutning
Vi har brug for velfærden på alle niveauer som menneske, hvis vi skal have et godt liv og ”fare vel”. Det skal den enkelte naturligvis aktivt bidrage til. Men det hele skal også sættes ind i en samfundsmæssig ramme. Den handler om samfundssyn og velfærdsmodel. Og vores nordiske model er der mange, der misunder os. Det gør de, fordi den har nogle klare værdier, og så er den konkurrencedygtig i en global verden. Det er det enestående ved vores model, fordi tiden ofte lægger op til, at det er markedet, der sætter dagordenen.
Derfor er velfærd ikke bare noget om økonomi og om at have råd til velfærden. Vi har råd - derfor skal vi også slås for den. Velfærd handler om menneskesyn. Vi må tage stilling – og kæmpe for vores model. 


Per Schultz Jørgensen er
formand for Socialpolitisk forening
og for
Den Alternative Velfærdskommission.
www.socialpolitisk-forening.dk


 

J.A.K. bladet