J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012

 

NYTÅRSKNALD
ELLER FALD
FOR EUROEN?
AF FINN BENTZEN


Der er kun gået ca. to år, siden Europa underskrev Lissabon-traktaten – endnu et forsøg på at ”hele” Europa – men resultatet er atter en gang blevet,
at kontrakten ikke var god nok.

Ikke mindst Tyskland og Frankrig vil nu lancere en ny reform – en vanskelig reform – som skal skabe en finanspolitisk union.

Skal en sådan union være redningsplanken for €-en?
Betyder det, at Tysklands ønsker om en traktatfæstet, central styring og kontrol med Euro-landenes finanslove er og bliver en fortsættelse af mindre lokalstyring for de enkelte medlemslande?
Betyder dette ønske, at de lande, som ikke kan leve op til kapitalstyringen, skal kunne dømmes ved EU-domstolen?

Nu har jeg aldrig troet på, at trusler og skarpe sanktioner hjælper ubegrænset på et godt samarbejde, men der gælder måske andre regler, når man taler om europæisk samarbejde og fælles mønt?

Følger man med i dagspressen og tv, forekommer det som om, at der i dag er mindst to euro-medlemmer, nemlig Frankrig og Tyskland, som ønsker at styre det hele i mere eller mindre fællesskab - og så de øvrige medlemmer. De øvrige medlemmer deles så op i Nord/Syd/Øst og Storbritannien.
Man skal være rigtig god til geografi og historie for helt at forstå, hvordan et sådant samarbejde, som jo for mange drømmere skal føre til De Forenede Europæiske Stater eller noget lignende, nogensinde skal kunne føres ud i livet til glæde for fællesskabet.

Ønsker Tyskland virkelig en overnational indgriben i national finanspolitik? Og ønsker Frankrig virkelig, at Den Europæiske Central Bank fortsat skal redde gældstruede lande og skabe fælles euro-obligationer for på den måde solidarisk at dele gældsbyrden mellem alle landene i møntunionen?

Efter at denne artikel er skrevet, skal der mandag den 5. december 2011 være endnu et møde mellem Tyskland og Frankrig om nye forslag til ændring af EU´S traktater.

Torsdag den 8. december 2011 afholdes der 2-dages EU-topmøde om gældskrisen, forslag til traktatændringer og fremtidsmuligheder for det europæiske samarbejde, hvor også Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager.

Man kan roligt skrive – uden at komme i konflikt med nogen som helst holdning – at her er tale om en lang, løbende proces, hvor almindelige mennesker kan føle, at der famles i blinde eller i hvert fald uden langsigtede mål.

Vi var et flertal – måske er vi flere nu – der ikke kunne anbefale deltagelsen i euro-samarbejdet. Vi ønsker stadig den danske krone og bare en lille smule selvbestemmelse!

Der tales om katastrofale klimaændringer i verden. Vi oplever så sandelig også store økonomiske kreditkriser, hvor de fleste europæiske lande maner til offentlige og private besparelser, der meget let kan ende i en negativ euro-spiral.

Her er virkelig tale om en økonomisk katastrofal klimaændring, som jeg allerede i tidligere artikler om €€-en, om Grækenlands-krisen osv. i dette tidsskrift – før det blev moderne at skrive om det – advarede imod med (synes jeg selv) vægtige dokumentationer.

Det er stadig sådan, at hvis man vil opnå positive resultater, så giver det hård hud i hænderne!

Vi læser og hører via medierne, at flere virksomheder begynder at tænke ”valuta-alternativt”, som en nødvendighed for et evt. euro-sammenbrud. Det sætter bestemt ikke flere hjul i gang eller får flere mennesker i beskæftigelse.

De største pessimister er allerede begyndt at tale om ”dyb recession”, ”Euroens snarlige opløsning” og ”umyndiggørelse af ikke alene Grækenlands, men også Portugals, Spaniens og Italiens økonomiske handlefrihed”.

Når man nu skriver denne artikel til et pengeinstitut-relateret tidsskrift, kan man vist roligt tilføje, at da man i oktober måned 2011 roste bankplanerne og betegnede dem som en kæmpesucces for de europæiske lande, hvor det var svært for mange europæiske ledere at få armene ned og finde de smukkeste ord i formulering af begejstringen, så er det, som om ballonen har mistet ”gassen”, fordi gældskrisen har vist sig stadig voksende, og kapitalkravene synes uden ende. Det betyder, at alt går næsten i stå.

Er det ikke en sandhed og realitet, at mange virksomheder, banker, revisorer og advokater og andre godtfolk over det meste af kloden overvejer, hvad de skal gribe og tage i, hvis/når €-en bryder sammen??

At det ikke bare er tom snak, bekræftes bl.a. af finansdirektøren i Novo Nordisk, der i Børsen udtaler ”at det er svært at lave detaljerede planer, men vi er nødt til at gennemtænke, hvordan det vil gå med vores prisstrategi, hvis €-en pludselig falder fra hinanden”. Selv om Novo-Nordisk er en stor verdensomspændende virksomhed, så vær ikke så naiv at tro, at der ikke er mange andre store og mellemstore virksomheder verden over, der virkelig kan blive ramt.

Rekord-renter i Italien, Spanien og Portugal m.fl. lande presser også den fremtidige udvikling til det yderste. Nok kan man sælge statsobligationer med højere og højere rente. De fleste ved, at på et tidspunkt kommer regningen. Hvem skal så betale? Vore efterkommere, som ikke har haft nogen indflydelse på vort begærlige og egoistiske spekulations-pengeforbrug??

Ja, det kan sagtens blive resultatet.

FACIT?
Hvem har det? De bestemmende! De rige! De magtfulde!

Jeg nævner ikke navne eller lande, men kan slutte med at citere udtalelser fra Forbundsdagen i Tyskland:

Møntunionen skal konverteres til en stabilitets- og finanspolitisk union.

Ret til at gribe ind i forbindelse med medlemslandenes finanslovsvedtagelser.

Dette gælder også de lande, som ikke er med i Euro-zonen.

Der tales ikke om en stabilitets-union. Vi går i gang med at skabe den.

Euro-zonen befinder sig i en kredit- og troværdighedskrise.

Historien fortsætter helt sikkert også i år 2012!
 

J.A.K. bladet