J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012

KLASSEKAMP I DEN FINANSIELLE KAPITALISME
AF OLE BJERG SOCIOLOG OG LEKTOR VED INSTITUT FOR LEDELSE, POLITIK OG FILOSOFI, COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL

Under parolen ’Vi er de 99 %’ vinder Occupy Wall Street bevægelsen i disse dage mere og mere tilslutning over hele verden. Bevægelsen har endnu ikke fundet nogen fast politisk identitet, og den er indtil videre blot holdt sammen af en fælles modstand mod de store bankers position i verdenssamfundet. Det er oplagt at se Occupy Wall Street som udtryk for en form for klassekamp, men samtidig er det vanskeligt at forstå den inden for rammerne af den traditionelle arbejderklasses kamp mod kapitalismen. Occupy Wall Street tvinger os således til at gentænke, hvad klassekamp er i den finansielle kapitalismes tidsalder. Occupy Wall Street er ikke udtryk for arbejderklassens modstand mod kapitalisterne, men derimod skyldnernes modstand mod kreditorerne.

Den gamle klassekamp
Når vi i dag taler om klasser og klassekamp, så tænker vi det typisk ud fra Karl Marx’s gamle analyse af samfundet som bestående af arbejdere og kapitalister. Kapitalisterne er dem, som ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, mens arbejderne er dem, som lever af at sælge deres arbejdskraft. Ifølge Marx er der en strukturel ubalance indbygget i selve den kapitalistiske samfundsform, som gør det muligt for kapitalisterne at udbytte arbejderklassen ved at betale dem en løn, som ligger under den egentlige værdi af deres arbejde. Klassekamp er således en kamp for anstændige og retfærdige løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen.

Den gamle marxistiske analyse er på en gang forældet og højaktuel, når vi skal forstå bevægelsen Occupy Wall Street. Identificeringen af modsætningen mellem arbejder og kapitalist som den grundlæggende konfliktlinje i samfundet er jo oprindeligt formuleret i 1800-tallets industrielle kapitalisme. Selvom vi stadigvæk lever i et kapitalistisk samfund, så er det imidlertid problematisk at begribe dette samfund som industriel kapitalisme. Analysen har ganske vist stadigvæk en vis berettigelse i de dele af verden, hvortil den industrielle produktion i løbet af de seneste 3-4 årtier er blevet udflyttet, men den synes ikke rigtigt at fange de problemer, som befolkningerne i den vestlige verden står overfor i dag. Den traditionelle danske arbejders mest presserende problem i dag er ikke, at han bliver udbyttet af sin arbejdsgiver. Det er i stedet, at hans arbejdsgiver har fundet en kineser, en koreaner eller en inder, som arbejdsgiveren kan udbytte i stedet for.

Den traditionelle venstrefløj i Danmark og mange andre vestlige lande har i de senere år sat deres lid til, at en omstilling fra industriel kapitalisme til såkaldt post-industriel vidensøkonomi i sig selv ville kunne løse den traditionelle arbejderklasses problemer. Gennem massive satsninger på forskning og uddannelse kan vi angiveligt styrke vores konkurrenceevne på det globale marked og derved bevare det økonomiske fundament for velfærdsstaten. I stedet for beskidt, kedeligt og dårligt betalt arbejde i den industrielle sektor kan den traditionelle arbejderklasse – eller i det mindste deres børn – finde beskæftigelse som højt betalte, selvrealiserende vidensarbejdere. Og den del af arbejderklassen, som er blevet for gamle til denne omstilling, kan i stedet træde tilbage på efterløn. Denne vision for samfundet, som herhjemme står at læse med store bogstaver i regeringsgrundlaget for den nye socialdemokratisk ledede regering, beror på en forestilling om, at kapitalismen i sig selv vil være i stand til at løse klassemodsætningerne i samfundet. I dag synes arbejder og kapitalist forenet i en stræben efter mere vækst, og denne stræben annonceres da også fra venstre til højre hen over hele det politiske spektrum.

Skyldnere og kreditorer
Problemet med denne forestilling er, at den ikke tager højde for en helt central del af de seneste 3-4 årtiers udvikling af verdensøkonomien. Siden 1970’erne er vores samfund blevet underkastet en større og større grad af såkaldt finansialisering.

Det er muligt, at der i samfundets produktionsform er sket en transformation fra industrielt, maskinelt arbejde til post-industriel vidensarbejde, men samtidig er hele pengesystemet blevet underlagt en global finanskapitalisme. Det er åbenlyst for de fleste, at telefoni, transport, energiforsyning og andre centrale dele af samfundets infrastruktur i løbet af de seneste årtier er blevet privatiseret og således i dag ikke længere kontrolleres af staten. Det er imidlertid mindre åbenlyst, at selve produktionen af penge og kontrollen med, hvordan pengene sættes i cirkulation i vores samfund, på lignende vis er blevet overladt til private aktører i form af banker og finansinstitutioner. I dag er penge ikke længere blot et medium for produktion og udveksling af varer inden for det kapitalistiske samfund. Selve produktionen af penge er det centrale omdrejningspunkt for akkumulation, udbytning og omfordeling af ressourcer i samfundet. Vi lever således i den finansielle kapitalismes tidsalder.

Det er her, at den traditionelle marxistiske klasseanalyse nu bliver højaktuel - den skal blot korrigeres, så den passer til de nutidige samfundsforhold. I den finansielle kapitalisme findes den grundlæggende klassemodsætning ikke længere mellem arbejder og kapitalist, men mellem kreditor og skyldner. I den traditionelle analyse er kapitalistklassen kendetegnet ved ejerskab og kontrol over apparatet til produktion af varer. I en mere tidssvarende analyse kan vi identificere klassen af kreditorer som bestående af dem, der har ejerskab og kontrol med midlerne til at producere de penge, som er hele forudsætningen for den økonomiske aktivitet i samfundet. Og ligesom arbejderen står over for kapitalisten, så finder vi skyldneren som kreditorens modsætning. Skyldneren kan ikke selv producere og kontrollere de penge, som er nødvendige for hans ageren i samfundet. Han er således afhængig af kreditoren.

Den traditionelle analyse af industrikapitalismen stiller følgende spørgsmål: Hvad er arbejde? Hvordan producerer arbejdet værdi? Hvem tilfalder frugterne af denne værdiskabelse? I en nutidig analyse af finanskapitalismen bør vi stille følgende spørgsmål: Hvad er penge? Hvordan laves penge i økonomien? Hvem tilfalder værdien af denne produktion af penge?

De fleste mennesker tænker umiddelbart, at penge basalt set er de mønter og sedler, som vi går rundt med i lommen, og at disse penge kommer ind i verden ved at blive møntet eller trykt i Nationalbanken. Dette billede er ikke forkert, men dog stærkt misvisende, for så vidt at kontante penge udgør under 5 % af den samlede pengemængde i Danmark. Langt de fleste penge i cirkulation er den slags penge, som vi låner i banken, som står på vores bankkonto, og som vi kan betale med via. Dankort, PBS, netbank, osv. Det er også denne slags kreditpenge, som udgør de astronomiske summer, der cirkulerer rundt på de globale finansielle markeder. Disse penge stammer ikke fra Nationalbanken, men er sat i verden af private banker.

Hvis man som privatperson tror, at alle disse bankpenge, man har i banken, modsvares af en tilsvarende mængde kontante penge eller måske guld i bankernes kældre, så er man i fare for at blive slemt skuffet. I bedste fald modsvares de af den gæld, som man selv eller andre skyldnere har til banken, eller som staten skylder bankerne. Bankerne skaber penge ved på den ene side at udstede et lån til en privatperson eller en virksomhed og på den anden side sætte et tilsvarende beløb ind på låntagerens hævekonto.

Selvom disse penge, særligt når de optræder på de finansielle markeder, kan synes have have en meget virtuel og uvirkelig karakter, så har de ikke desto mindre særdeles reelle og meget virkelige effekter. De har blandt andet muliggjort, at de finansielle markeder har opnået en volumen, hvor det er markederne og ikke politisk styrede centralbanker, der sætter priserne på penge (renter, valutakurser, etc.) og bestemmer mængden af penge i økonomien.

Finansiel udbytning
Det siger sig selv, at det er en særdeles lukrativ forretning at stå for produktionen af penge i et samfund. Så meget desto mere kan det undre, at vi som samfund har udliciteret denne forretning til private banker. Profitten består naturligvis ikke i selve skabelsen af de nye kreditpenge, sådan som når en falskmøntner trykker nye penge. Profitten består imidlertid i, at låntageren forpligter sig til løbende at betale renter af nogle penge, som banken basalt set har skabt ud af ingenting. I takt med at større og større dele af samfundsøkonomien finansieres ved hjælp af låntagning, dvs. produktion af kreditpenge i private banker, så opstår der en større og større klasse af skyldnere. Det er således en stadigt mindre del af befolkningen, som i dag er fuldstændigt gældfrie. Er man ejer af et hus eller måske bare en bil, vil ens pengemæssige nettoformue typisk være negativ. De renter, som denne klasse løbende betaler til den langt mindre klasse af kreditorer, kan betragtes som en form for løbende skat på penge. Selv nationalstater finansierer deres budgetunderskud ved hjælp af låntagning i private banker og betaler således også denne skat på penge, selvom vi jo normalt netop betragter dem som værende i besiddelse af det suveræne privilegium at lave nye penge.

Når produktionen og cirkulationen af penge i samfundet overlades til private banker, så underkastes værdien af disse penge også de hysteriske svingninger, som efterhånden er blevet hverdag på de globale finansielle markeder. Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste 3-4 år har bredt sig til flere og flere dimensioner af samfundet, er ikke en midlertidig forstyrrelse af vores økonomiske system. Det er kulminationen på en finansiel og monetær udbytning, der har stået på i de seneste 3-4 årtier. For så vidt som hele vores økonomi efterhånden er organiseret omkring cirkulationen af kreditpenge, forplanter disse svingninger sig næsten øjeblikkeligt til almindelige menneskers privatøkonomi. Selv almindelige mennesker, som allerhelst blot ville tjene til dagen og vejen gennem ganske almindeligt produktivt arbejde, bliver underkastet den finansielle kapitalismes spekulative logik, for så vidt som de i deres dagligdag er henvist til at gøre brug af kreditpengesystemet.

Den nye klassekamp
Hvis vi ser Occupy Wall Street som udtryk for en gryende klassebevidsthed i klassen af skyldnere og som et oprør mod den klasse af kreditorer, der kontrollerer og profiterer af det eksisterende system for produktion og cirkulation af penge i økonomien, så afhænger bevægelsens succes af, at den er i stand til at finde frem til nogle tidssvarende modstandsformer. I øjeblikket foregår bevægelsens mobilisering som simple og fortrinsvis fredelige demonstrationer på Wall Street og andre steder, hvor repræsentanter for kreditorklassen formodes at holde til. Det er spørgsmålet, om denne mobiliseringsform er tilstrækkelig til at skabe nogen egentlig forskydning af den nuværende økonomiske magtbalance. Selve demonstrationsformen henvender sig snarere til politikere og regeringer end til den finansielle elite, som er den egentlige modstander. Dermed overlader Occupy Wall Street handlings-potentialet til de politikere, som agerer inden for det etablerede politiske system. Og selv hvis der her skulle være den fornødne vilje, så er det tvivlsomt, om dette system overhovedet har evnen til at skabe radikal forandring.

Tilbage i den industrielle kapitalisme forstod den traditionelle arbejderklasse tidligt, at demonstrationer først bliver rigtigt effektive, når de er bakket op af strejker, der har evnen til at lægge produktionen død. Denne form for modstand appellerer ikke blot til modstanderens velvilje og samvittighed, men truer i stedet med simpelthen at nedbryde hans indtjeningsevne. For så vidt som kreditorklassen bestående af finans- og bankeliten ikke hidtil synes at være særligt påvirket af samvittighed og samfundssind, så skal skyldnerklassen i form af Occupy Wall Street måske finde på tilsvarende modstandsformer, som truer den dominerende klasse på selve deres eksistensgrundlag.

For så vidt som vi ikke lever i den industrielle kapitalisme, og skyldnerklassen netop ikke er sammenfaldende med arbejderklassen, giver det ikke mening at bruge strejken som våben. Store dele af skyldnerklassen er præcis karakteriseret ved ikke at have et arbejde, som de kan true med at nedlægge. Skyldnerklassens skæbnefællesskab består i, at de har gæld. Denne gæld udgør samtidig også deres revolutionære potentiale. Mens den traditionelle arbejderklasses ultimative våben var den kollektive arbejdsnedlæggelse, så er skyldnerklassens ultimative våben den kollektive gældsforsømmelse. Den globale finans- og bankelite kan mageligt tillade sig at overhøre alverdens protester, som udtrykkes ved hjælp af skilte, bannere, taler, blogs, sange, Facebook, Youtube-klip, Tweets, osv. Men hvis betydelige dele af under- og middelklassen i USA, Europa og andre steder i verden omsider fik nok af at sidde og vente på, at de hver for sig gik fallit, og i stedet bestemte sig for kollektivt at holde op med at betale af på deres gæld, så ville det have en helt anderledes effekt, som det ville være svært for selv den mest kyniske hedgefund manager at ignorere. Så ville det pludselig være folket og ikke de finansielle markeder, der bestemte værdien af pengene.

Hvorvidt den politiske mobilisering, som for øjeblikket finder sted inden for rammerne af Occupy Wall Street bevægelsen, kommer så vidt, er tvivlsomt. Det afhænger af, hvor stor en del af middelklassen, der fortsat identificerer sig med kreditorklassens ideologi, og hvor stor en del, der efterhånden er nået til et punkt, hvor de oplever snart ikke at have andet tilbage at miste end deres gæld.
 

J.A.K. bladet