J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012

EUROPAS ØKONOMISKE KRISE OG EUROEN

Af Uffe Madsen

 

Vi hører og læser om det hver dag – Europa er i en dyb økonomisk krise.
De ledende politikere samles jævnligt til topmøder, hvor der skal tages stilling til enkelte landes optagelse af yderligere gæld for at kunne klare de løbende forpligtelser. Det overvejes hvilke stramninger, der skal pålægges de svageste lande, for at de kan komme på ret kurs igen. Der tales også om, at enkelte lande skal have en sanering af gældsforpligtelserne.


Helt konkret er Europa i færd med en opsplitning mellem de økonomisk stærke og svage lande. I de aktuelle forhandlinger presser de stærke lande på for at gennemføre væsentlige opstramninger i økonomien i de svage lande. Vi har sågar set, at dette pres har bevirket regeringsændringer i et par af de svageste lande.

De svageste lande har efterhånden oparbejdet en gæld, som er langt større, end de er i stand til at forrente og tilbagebetale. Mange års låneoptagelse til finansiering af forbedringer i infrastruktur og forbrug har skabt en uoverskuelig gældsbyrde i en række lande. Samtidig bevirker den økonomiske krise, at landene har vanskeligt ved at afsætte deres produkter, og dermed forringes muligheden for at forrente og afdrage på gælden.

I de svage lande stiger arbejdsløsheden som følge af vanskelige afsætningsmuligheder, og det skaber igen manglende skattegrundlag til bl.a. at hjælpe de indbyggere, som er uden for arbejdsmarkedet. Som i enhver anden økonomi – privat eller erhverv – bliver man kvalt i for store gældsforpligtelser i forhold til indtægtsgrundlaget.

Da Euroen blev grundlagt med baggrund i de økonomiske bestemmelser i ØMU’en (Den økonomiske og monetære union), var politikerne og deres rådgivere naturligvis helt opmærksomme på, at et så snævert økonomisk samarbejde kræver en ensretning af de enkelte landes økonomi. Der blev derfor stillet krav om en række grænseværdier, som de enkelte lande ikke måtte overskride, herunder størrelsen på den offentlige gæld og de løbende budgetunderskud.

Euro-samarbejdet blev indgået i en økonomisk opgangsperiode, hvor alle var i stand til at overholde de givne grænseværdier, men siden har de fleste lande overskredet grænserne. Nedenfor gives nogle nøgletal for de svageste 5 lande i Europa. Tallene er opgjort i 2010.


Det voldsomme budgetunderskud i Irland skyldes hovedsageligt ekstraordinære kapitaloverførsler som følge af finanskrisen.

For at sætte tallene i perspektiv er der i ØMU’en fastsat følgende grænseværdier:

  • Den offentlige gæld må ikke overstige 60 % af BNP
  • Det offentlige budgetunderskud må ikke overstige 3 % af BNP
  • Der er ingen grænseværdier for ledigheden, idet den tilsyneladende ikke betragtes som et fokusområde.

Den meget store gæld er finansieret gennem salg af statsobligationer, som fortrinsvist er afsat til udenlandske investorer – herunder især pengeinstitutter. Tyskland er den helt store aftager af statsobligationer i de svage lande, fx ligger 22 % af de spanske obligationer og 19 % af de græske obligationer i Tyskland. Det skal også nævnes, at Frankrig har købt 30 % af de italienske obligationer.

Gennem opkøb af udenlandske statsobligationer er de europæiske lande dybt infiltreret i hinandens økonomi, og et økonomisk krak i ét land vil derfor smitte af på de øvrige lande. Med de meget store beholdninger, som Tyskland har af statsobligationer i de svageste lande, har det en meget stor interesse i at medvirke til en redning af deres økonomier. I de igangværende drøftelser om sanering af den græske økonomi har det været på tale at nedskrive den græske gæld med 50 %. En sådan nedskrivning vil gøre ondt på bankerne i de stærke lande, som til gengæld har krævet endnu en ”Bankpakke” for at blive kompenseret for tabet. En nedskrivning af den græske gæld er ikke specielt alarmerende, da det kun er en lille økonomi, men Italien, der har en gæld 6 gange større end den græske, venter sandsynligvis i kulissen som det næste land, som har behov for en sanering af gælden, og det vil kunne mærkes i et helt andet omfang.

Stramme krav til de svage lande
De enkelte lande i Euroen er meget forskellige, og i den nuværende lavkonjunktur bliver forskellen større og større. Inden Euro-samarbejdet blev forskellene udlignet gennem kursen på det pågældende lands valuta. Lad os tage Grækenland som eksempel. Den stigende gæld og mange års underskud på de offentlige budgetter ville tidligere medføre en svækket tillid til den græske valuta - og dermed fald i kursen. Med lavere kurs styrkes den græske eksport og produktion, og derigennem kan landets økonomi genetableres. Euro-samarbejdet gør denne udligning umulig, og derfor må andre lande træde til og forsøge at genskabe tilliden til landet.

Kravene, som de økonomisk stærke lande nu har stillet til både Grækenland og Italien, er bl.a. reduktion af det offentlige budgetunderskud. Der skal spares på de offentlige udgifter, og der skal skaffes større indtægter gennem skat og afgifter. Samtidig gives der tilsagn om at yde lån til at dække de løbende behov – herunder betaling af renter på den store gæld til bl.a. de stærke lande. I realiteten tages de pågældende lande under administration af de stærke lande, og det har naturligvis resulteret i frustration blandt landenes indbyggere, der reagerer med strejker og protester.

De stillede krav til reduktion af offentlige udgifter og investeringer medfører afskedigelse af mange ansatte i det offentlige og i erhverv, der afsætter varer til offentligt forbrug. Ledigheden forøges dermed yderligere, og produktions-erhvervene er ikke i stand til at samle de afskedigede op. Grækenlands ledighed er i forvejen blandt Europas højeste, men de helt store problemer opstår, når der stilles tilsvarende krav til Spanien, der har Europas højeste ledighed med over 20 % og en ungdomsarbejdsløshed på over 40 %.

Udtræden af Euro-samarbejdet
Den førte politik med indførelse af Euroen kunne lade sig gøre i en opgangsperiode, men når opgangen afløses af nedgang, kommer forskellighederne og svaghederne i de enkelte landes økonomi til syne. Euro-projektet kan kun lade sig gøre mellem lande, som er ensartede med hensyn til budgetunderskud, gæld og ledighed, og en ensretning vil være helt umulig at indføre med selvstændige regeringer og forskellige kulturer. Efter min opfattelse vil en økonomisk fremtid for de svage lande kun være mulig, såfremt de giver afkald på Euroen og går tilbage til selvstændige valutaer med flydende kurser, hvorved der igen kommer ligevægt mellem landenes produktion og deres muligheder for afsætning.

Danmark har klogelig nok holdt sig uden for Euroen, men i stedet knyttet sig op på værdien af kronen gennem en fastkurspolitik. Det er en politik, som hidtil har givet en international tillid til kronen, men med en svagere Euro kan det måske være en tanke værd at tage denne politik op til overvejelse. At Danmark i efterhånden mange år har haft en god og stabil økonomi, og bl.a. er kommet ud af den tidligere meget store gæld til udlandet, skyldes i hovedsagen salg af naturgas fra Nordsøen, som jo ikke fortsætter i det uendelige. På dette område kunne vi lære meget af Norge, som har indkapslet væsentlige dele af deres olieindtægter i offentlige fonde, som kan være til glæde for indbyggerne i mange år fremover.
 

J.A.K. bladet