J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012

Se Nyt fra Folkesparekassen i pdf-format her - åbner i nyt vindue.

Nyt fra Folkesparekassen

GODT NYT TIL DIG, DER
SPARER OP TIL AT KØBE HUS

Ny opsparing med dobbelt lånemulighed
Folkesparekassen fordobler den rentefrie lånemulighed, når du skal købe bolig og har sparet op til det i forvejen.
- Det kan komme til at betyde 1000 kr. om måneden mere til familiens rådighed, siger direktør i Folkesparekassen, Martha Petersen.
Hun afviser dog, at de ekstra kroner får folk til at sætte forbruget op for lånte penge.
- Nej tværtimod. Vi opfordrer til at spare. Dernæst belønner vi dem, der viser, de kan spare, med en lavere rente. Og de almindelige kreditvurderinger gælder også stadig, siger Martha Petersen.
Boligopsparing og dermed den øgede lånemulighed kan kun bruges til bolig. Skal pengene så mod forventning bruges på andet end bolig, kan kontoen blive til en almindelig konto for opsparing med lånemulighed. Men det modsatte går ikke - boligopsparingens dobbelte lånemulighed gives kun, hvis kontoen fra start er en boligopsparing.

Sådan virker årskroner
Lånemuligheden beregnes efter princippet om årskroner, som er det beløb, kontoen vokser med hvert år. Man lægger årsopsparingen sammen. Sætter du for eksempel 100 kroner ind hvert år den 1. januar, er de på 3 år blevet til 100 + 200 + 300 = 600 årskroner. På en rentefri boligopsparing dobles op til 1200 årskroner. En opsparing på 300 kr. giver således mulighed for at låne 1.200 i to år. Ønsker du at låne penge i 10 år, bliver lånebeløbet tilsvarende mindre, nemlig 240 kr.
Eksempel: Køb af bolig til 1,5 mio. kr.
En bolig finansieres typisk ved 80 % kreditforeningslån, 15 % lån i sparekassen og 5 % udbetaling.
I et eksempel med en pris på 1,5 mio. kr. anbefaler Folkesparekassen, at du har en opsparing på omkring 75.000 kr. Er de penge indbetalt på Folkesparekassens rentefrie boligopsparing på 3 år med 2.100 kr. om måneden, er der i alt 75.000 kroner til udbetaling samt 225.000 årskroner at gøre godt med.
De 225.000 årskroner betyder, at huskøberen kan låne 45.000 kr. over 10 år til en rente på 3,5 % om året - resten af lånet er så til 9 %. For at undgå, at du sidder med to lån, beregner vi en forholdsmæssig mixrente af de to renter.

Sådan sparer du endnu flere årskroner op
Du kan også vælge at spare mere op. Derudover er der også andre måder at samle årskroner til et lån på:
• Du kan starte din opsparing tidligere.
• Du kan spare mere op.
• Det gennemsnitlige beløb, du har på en rentefri løn- eller budgetkonto, giver også årskroner.
Og så kan du overdrage dine opsparede årskroner til dine børn, familie eller venner.
- Er der årskroner nok til, at hele lånet bliver til den lave rente, er der mindst 1.000 kroner at spare om måneden på renteudgifterne. Det er da en pæn gevinst at få, blot ved at vise, at du kan spare op, og så selvfølgelig have det rigtige pengeinstitut, understreger Martha Petersen.

TILMELD DIG EVENTYRLØBET 2012 SAMMEN MED FOLKESPAREKASSEN
Meld dig til før nytår og kom gratis med!
Vi har længe snakket om, at vi gerne vil tilmelde et helt hold fra Folkesparekassen til Eventyrløbet. I 2012 skal det være, fastslår Hans Kjems, afdelingsleder for Folkesparekassen i Odense.
Han og kollegaerne i afdelingen har besluttet sig. Medarbejderne strammer snørebåndene, når Eventyrløbet 2012 løber af stablen den 17. maj. Og helst sammen med så mange kunder som muligt.
- Vi sørger for trykte trøjer til deltagerne og en bod ved standpladserne, hvor deltagerne kan nyde en øl, pølse eller sunde snacks, når strabadserne er overstået, forklarer Hans Kjems og inviterer alle kunder med til turen.
Der er tre ruter til Eventyrløbet. En børnerute på 2,3 kilometer, en rute på 5 kilometer og en på 10 kilometer. Hvis du har ambitioner om at slå rekorden, skal du slå Wilson Kogo, som i 2002 løb 10 km på 29,33 minutter!
Men ro på! Der er ingen krav om, hvor hurtigt du gennemfører løbet, så alle kan være med. Derfor inviterer vi medarbejdere og kunder til at gå, lunte eller sprinte med os.
Vi giver dig en gratis løbetrøje, og hvis du tilmelder dig før nytår, betaler vi også tilmeldingsgebyret på 150 kroner for dig.
Du skal tilmelde dig i afdelingen på Kronprinsensgade 7B, 5000 Odense C. - eller sende en mail til Dorthe på dve@folkesparekassen.dk. Du kan tilmelde dig fra i dag og frem til 1. februar.

UFFE MADSEN OG SØREN DAHL FALDT I HACK
Godt 60 lækkersultne lyttere havde reserveret billet, da Folkesparekassen i Aarhus bød velkommen til Café Hack Special med Søren Dahl fra det populære søndags-program på Danmarks Radios P4. Gæsten var tidligere direktør Uffe Madsen, og fra scenen talte de to om alt fra gamle MG’er, over en barndom med biodynamisk landbrug før den slags rigtig blev opfundet, til Uffe Madsens 47 år i finansverdenen - ikke mindst i Folkesparekassen.
Side om side med en lækker middag fra Café Hack og god vin i glasset fik de fremmødte serveret adskillige specialiteter fra den tidligere direktørs liv.

Høj underholdningsværdi
Med Sørens Dahls lune nordjyske humor og Uffe Madsens åbenhjertige svar var der intim og varm stemning i den tætpakkede café. Denne blanding gav også episoderne fra Uffe Madsens liv og Folkesparekassens barndom stor underholdningsværdi. En af anekdoterne fortæller en hel del om den sidste danske sparekasses første direktørs økonomiske sans og “grønne” tankegang.

Genbrugstanken
EDB holdt sit indtog - og også dengang var der færre penge end ønskeligt til den slags. Det var imidlertid kommet direktøren for øre, at de ældre sparekasser var ved at skifte til nyere udstyr. Genbrug er grønt - og efter nogle køreture havde Uffe Madsen samlet et større lager af EDB-terminaler, printere osv, i kælderen. EDB’en kørte upåklageligt, og der var i årevis ingen ventetid på udstyr, når noget gik itu. Og medarbejderne kunne så glæde sig over, at udstyret, de til dagligt arbejdede med, samtidigt blev hædret på EDB-museum.

Lyttede med
Det var anden gang, Folkesparekassen og lokalrådet i Aarhus inviterede kunder og andre nysgerrige til det populære arrangement med Søren Dahl. Igen tog publikum rigtigt godt imod arrangementet og lyttede opmærksomt med, da Uffe Madsen rullede sit liv ud i Søren Dahls hyggelige Café Hack ved siden af Aarhus Teater


FOLKESPAREKASSEN SAMARBEJDER MED TOTALKREDIT OM REALKREDIT TIL PRIVATE
De færreste køber hus kontant. I stedet sker det med et realkreditlån plus et banklån - og så betaler man som regel en del af prisen med penge, som man har sparet sammen.
Det kan du med fordel gøre ved at benytte Folkesparekassens boligopsparing med dobbelt op på årskronerne.

- Vi samarbejder med Totalkredit om realkredit. Det er en vigtig partner og en væsentlig del af vores forretning. Totalkredit sikrer, at vi kan yde de rigtige realkreditlån til den rigtige pris, fortæller afdelingsleder i Odense, Hans Kjems.
Fordelen for Folkesparekassen ved at benytte Totalkredit er, at kreditforeningen ikke er knyttet til en bestemt bank, som det kendes fra nogle af de andre store realkreditforeninger.

- Når du skal købe hus, kan vi derfor tilbyde finansiering af det. Vi vurderer ejendommen for Totalkredit, der yder lån på op til 80 procent af handelsprisen - og så er det Folkesparekassen, der yder finansiering med fradrag af købers egenkapital på den resterende del.
Når Folkesparekassen rådgiver dig, sker det efter en almindelig kreditvurdering. Du kan vælge lån med fast rente, lån med variabel rente, lån med variabel rente med loft. Alle lån kan ydes med eller uden afdrag i op til 10 år. Som udgangspunkt skal du som køber kunne sidde i dit hus med fast rente og afdrag. Også selv om du vælger et lån med variabel rente eller uden afdrag.
- Fordelen ved lån med variabel rente er jo, at renten lige nu er meget lav. Men du skal være bevidst om, at den kan stige. Din økonomi skal kunne bære, at det kan ske hvert år, hvis du vælger et F1-lån. Fleks-lån er ok, hvis du bruger de penge, som du sparer, på at nedbringe anden gæld. For eksempel banklån eller dyre forbrugslån. Hvis du i stedet bruger de ekstra penge til at øge dit forbrug, så er anbefalingen at vælge den faste rente, forklarer Hans Kjems.
Med fast rente kender du din ydelse - eller husleje - over hele lånets løbetid. Desuden kan du konvertere dit lån. Det betyder, at du kan nedbringe den samlede gæld ved at skifte lån over perioden.

- Vi forklarer folk forskellen og giver så gode råd, som vi kan. Vi snakker om det med kunden og finder i fællesskab frem til, hvad der er bedst for den enkelte, fortæller Hans Kjems.
I januar ser du sikkert mere til Folkesparekassens realkreditpartner, når Totalkredit er hovedsponsor for herrelandsholdet i håndbold.

De unges marked
Uanset hvordan du vælger din boligfinansiering, er renten historisk lav i dag. Det giver en fordel til de unge, som måtte stå og overveje at købe bolig. Desuden er huspriserne på vej nedad i forhold til de glade 00´ere, hvor huspriserne steg voldsomt.

- Der er selvfølgelig forskel fra område til område. Men lige nu er der masser af billige boliger, som har ligget længe på boligmarkedet. Det er købers marked. Og renten er lav – 4 procent på fastforrentede lån er meget billigt, siger Hans Kjems, afdelingsleder i Odense. Et scenarie, der peger på, at de unge i dag har ekstra gode muligheder i boligmarkedet end tidligere.

Et hurtigt pristjek hos boliga.dk bekræfter tallene fra Hans Kjems. Boligpriserne er nedadgående.
For eksempel er prisen per kvadratmeter på parcel- og rækkehuse - ifølge boliga.dk - i Odense Kommune faldet med knapt 13 procent fra 2. kvartal 2007 (14.464 kr. / m²) til i dag (12.494 kr. / m²).
I Aarhus Kommune er den tilsvarende pris faldet med knapt 9 procent fra 2007 (19.638 kr. / m²) til i dag (17.878 kr. / m²).
I Silkeborg Kommune er prisen per kvadratmeter på parcel- og rækkehuse faldet med 7 procent fra 2007 (12.961 kr. / m²) til i dag (12.041 kr. / m²).

- Så det er billigere at købe hus for de unge i dag, end det har været længe, understreger Hans Kjems.



EN GOD IDÉ AT BRUGE E-BOKS
Har du hørt om e-Boks? Sandsynligvis. Hvis du bruger netbank, vil du måske have lagt mærke til et punkt i menuen til venstre, hvor der står e-Boks. Måske er du allerede full-time bruger af e-Boksen. Så kan du roligt springe denne artikel over.

e-Boks er din postkasse på nettet. I den modtager du post fra det offentlige, din bank eller dit forsikringsselskab. Og det er faktisk en fordel:

For det første er det gratis
For det andet kan du selv vælge hvilken post, du vil modtage i din e-Boks i stedet for i din postkasse derhjemme.
Du er med til at spare os i Folkesparekassen for nogle udgifter og arbejdsgange. Vi slipper for at printe og poste din kontoudskrift, en overførsel eller hvad vi ellers sender til dig.
Du er med til at spare miljøet for en masse papirspild.

Faktisk sparede danskerne i 2011 miljøet for 3.135 ton papir ved at bruge e-Boks. Og gennemsnitligt sparer virksomhederne - som Folkesparekassen - op mod 80 procent af udgifterne til forsendelse, når kunderne vælger e-Boks i stedet for papir.

De dokumenter, som e-Boks distribuerer, dækker alt fra lønsedler til længere bank- og pensionsopgørelser. Et gennemsnitsdokument er på to A4-sider. Dermed består de samlede forsendelser af 380 mio. sider papir plus konvolutter, oplyser e-Boks på deres hjemmeside.

Det er enkelt at tilmelde sig e-Boks. Det gælder både som privat og som erhvervskunde. Du kan logge ind på din kontooversigt i netbank, klikke på e-Boks i venstre menu og tilmelde dig.

Hvis du har spørgsmål eller skal bruge hjælp til at oprette dig i e-Boks, kan du altid ringe til os i én af Folkesparekassens afdelinger.


GRØNNERE BOLIG MED ØKONTOLÅN

Med energiprisernes himmelflugt er mange boligejere, også førstegangskøbere, på stikkerne for at spare på omkostninger til energiforbrug. Er årskronernes lånemulighed brugt til købet af for eksempel håndværkertilbudet på et hus, kan et Økontolån til en årlig rente på 5 % være en billig måde til at finansiere bæredygtige forbedringer.
Et lån på for fx 250.000 kr. med en løbetid på 10 år kan tilbagebetales med 2.645,37 kr. om måneden.
Såfremt en almindelig kreditvurdering tillader det, er muligt at låne helt op til en halv million kroner i 10 år.

Økologisk bæredygtig
Skal der isoleres, er det en god ide at overveje et bæredygtigt isoleringsmateriale; skal et gammelt oliefyr ud, kan en CO2 neutral masseovn komme ind. Og så er der de mange andre muligheder for at gøre boligen grønnere: Vedvarende energi som sol- , jord- og vindenergi, rodzoneanlæg i stedet for septiktank og meget mere - alt sammen med lån fra ØKOnto.

Råd godkender lån
I sidste ende er det ØKOnto-rådet, der afgør, hvad lånene må bruges til. Rådet, der består af 5 medlemmer, laver de generelle retningslinjer, men det afgør også, om der kan ydes lån, hvis et projekt ikke ligger inden for rammerne.
ØKOnto er blevet til i samarbejde mellem Landsforeningen JAK og JAK pengeinstitutterne, og pengene kommer fra de kunder, der har valgt at stille deres opsparede årskroner til rådighed for miljøforbedringer bredt. ØKOnto-rådets medlemmer er udpeget af Landsforeningen JAK og JAK pengeinstitutterne.

De grønne årskroner
Som sparer har man to muligheder for at gøre årskroner grønne.
Den ene er at oprette en ØKOnto, hvor de opsparede årskroner går direkte i JAK pengeinstitutternes fælles ØKOnto-pulje.
Den anden mulighed går ud på at donere en del eller alle sine årskroner fra for eksempel en lønkonto til den grønne pulje.
 

J.A.K. bladet