J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2011

Det nuværende pengesystems skadevirkninger
AF MIKKEL KLINGE NIELSEN

”Of all the many ways of organising banking,
the worst is the one we have today.”
Den engelske centralbankdirektør Mervyn King, 25. oktober 2010

Det nuværende pengesystem er miljømæssigt ubæredygtigt, socialt uretfærdigt, udemokratisk og økonomisk ubrugeligt. Det skaber et krav om vækst, giver bankejerne et økonomisk privilegium og medfører koncentration af rigdom, demokratiske skævvridninger, finansiel ustabilitet, konjunkturudsving, inflation, ineffektiv fordeling af produktionsfaktorerne og nedprioritering af fremtiden.

Denne artikel redegør for skadevirkningerne ved det nuværende pengesystem. Som det vil fremgå, er det bankernes pengeskabelse og den rentebaserede lånefinansiering, der er det grundlæggende problem. – Først beskrives de skadevirkninger, der vedrører den nuværende pengeskabelse.

Bankernes ”møntningsgevinst”
Bankernes privilegium består i, at kontopenge (dvs. indestående på bankkonti) har en velfunderet juridisk status som penge, og at bankerne – inden for visse rammer – kan skabe kontopenge ”over balancen” til udbetaling af deres udlån eller betaling for deres køb af obligationer og aktier m.m. Dette forhold giver bankerne en slags møntningsgevinst.

Denne møntningsgevinst (også kaldet seigniorage) består ikke i værdien af de kontopenge, som bankerne skaber ”over balancen”, men i de deraf afledte økonomiske fordele – det vil sige i den indtjening i form af renter og udbytte, kursgevinster på obligationer og aktiegevinster, der følger med de udlån, obligationer og aktier, som bankerne har finansieret ”over balancen” med skabelsen af kontopenge. Der er altså ikke tale om en møntningsgevinst i traditionel forstand – som netop består af værdien af de skabte penge minus produktionsomkostninger – men om en ”afledt” seigniorage.

Der eksisterer ingen præcise opgørelser over bankernes afledte møntningsgevinst – hverken i Danmark eller i udlandet. Joseph Huber og James Robertson har dog foretaget et groft skøn for 1998 (se side 89 i Creating New Money, som kan downloades gratis fra neweconomics.org). Anvendes deres opgørelsesmetode på danske forhold, er tallet ca. 15 mia. kr. for både 1998 og 2010. Det er en arbejdsfri indkomst af denne størrelsesorden, som hvert år tilfalder bankerne og deres ejere til skade for alle andre økonomiske klasser – ene og alene i kraft af det privilegium, som samfundet har givet bankerne.

Pro-cyklisk udlån
Bankernes profit-orientering får dem til at agere pro-cyklisk. Dvs. jo mere økonomien vokser, jo mere villige er de til at udlåne penge; og jo mere økonomien skrumper, jo mere tilbageholdende er de med deres udlån. På grund af sammenhængen mellem bankernes udlån, pengeskabelsen, pengemængden, konjunkturen og efterspørgslen efter bankernes udlån forstærker og forværrer bankernes pro-cykliske udlån konjunkturudsvingene. Højkonjunkturen bliver hurtigere til en overophedning, og lavkonjunkturen får et ekstra dyk og trækker i langdrag.

Styring af pengemængden
Nationalbanken kan kun påvirke pengemængden – og dermed også konjunkturen og inflationen – indirekte, primært ved at justere renteniveauet, som påvirker efterspørgslen efter bankernes udlån. Logikken er, at når Nationalbanken øger sit renteniveau, øges bankernes renteniveau, hvorved låneomkostningerne for bankernes udlån stiger, hvilket reducerer efterspørgslen efter deres udlån. Tilsvarende reducerer en sænkning af renteniveauet låneomkostningerne og øger efterspørgslen.

Erfaringen har dog vist, at der er andre faktorer, som påvirker bankernes udlån – og at renten derfor er et upræcist og ineffektivt pengepolitisk instrument. Fx er det jo lavkonjunktur, når renteniveauet sænkes. Under sådanne ugunstige økonomiske forhold er borgerne og virksomhederne tilbageholdne med at forøge deres rentebærende gæld. Og for bankernes vedkommende kan lavkonjunkturen have afstedkommet en likviditets- eller solvenskrise, som vanskeliggør forøgelse af udlånet.

Udenlandske investorer
Udlandets investering i Danmark fører til en forøgelse af Nationalbankens valutareserve – og som modpostering hertil til en forøgelse af centralbanklikviditet (også kaldet high powered money) svarende til det investerede beløb. Disse nyskabte high powered money giver bankerne mulighed for at øge deres udlån og værdipapirbeholdning i henhold til kreditmultiplikatoreffekten. Således øges mængden af kontopenge – og dermed købekraften – i Danmark langt ud over det investerede beløb. Udenlandske investorers investeringer i Danmark har således en gearet – dvs. en unaturlig stor – effekt på konjunkturen i Danmark. Men når de udenlandske investorer trækker deres investeringer ud af Danmark, opstår der en ”negativ kreditmultiplikatoreffekt”: bankernes udlånsmuligheder stækkes – og i yderste instans er de nødt til at opsige udlån. Det fører til pengemangel og faldende konjunktur. Sammenhængen mellem udlandets investeringer i Danmark, pengemængden og konjunkturen presser således de danske politikere til at tækkes de udenlandske investorers interesser, hvilket medfører en demokratisk skævvridning hen imod nyliberalistiske reformer.

De største bankejere
Som udgangspunkt har en aktionær indflydelse i forhold til sin ejerandel. Men har man aktiemajoriteten, så bestemmer man 100 %. I praksis er det dog ofte sådan, at storaktionærer kan opnå bestemmende indflydelse med langt færre ejerandele. Een eller få storaktionærer bestemmer således typisk over mange andre medejeres kapitalandele.

For bankernes vedkommende er egenkapitalen – som følge af fractional reserve banking – desuden meget lille i forhold til deres aktiver. Og da bankerne via deres udlån til virksomhederne har betydelig indflydelse på disse, rummer den nuværende indretning en gearing af de bestemmende bank-storaktionærers økonomiske indflydelse – og qua denne muligheden for en unaturlig stor politisk indflydelse. Kreditmultiplikatoren er således også en ”magtmultiplikator” og medfører en demokratisk skævvridning hen imod de største bankejeres interesser. Udviklingen i retning af færre og større banker øger multiplikatoreffekten.

Finansiel ustabilitet
I dag er indestående på en bankkonto juridisk set blot en forpligtelse, som den pågældende bank har over for kontohaveren. Det betyder som udgangspunkt, at kontohaveren risikerer at miste sit indlån, hvis banken bliver insolvent. Og da gearingen i bankerne er stor, er evnen til at modstå tab begrænset. At hovedparten af bankernes aktiver udgøres af deres udlån, hvortil der knytter sig et betydeligt tab i nedgangstider, øger risikoen for insolvens yderligere.

Indskydergarantiordningen
Indskydergarantiordningen garanterer imidlertid op til 100.000 € af indlåners indestående i en bank, såfremt den går i betalingsstandsning eller kommer under konkursbehandling. Det virker umiddelbart befordrende for den økonomiske stabilitet. Men det betyder også, at indlånerens økonomiske tilskyndelse til at interessere sig for bankens udlåns- og investeringspolitik – og specielt den dertil knyttede risiko – forsvinder, såfremt vedkommendes indlån ikke overstiger det garanterede beløb på ca. 750.000 kr. Det fører alt andet lige til, at bankernes udlåns- og investeringspolitik bliver mere risikobetonet og spekulativ – dette forstærker den finansielle ustabilitet – samt til en overførsel af økonomisk indflydelse fra indlånerne til bankejerne.
– Nedenfor følger de skadevirkninger, som skyldes den nuværende finansieringsform.

Nedprioritering af fremtiden
Det, at man kan opspare risikofrit og få en rente deraf, medfører, at hvis man fx indsætter godt 97 kr. i banken nu til 3 % i rente, så vil man stå med 100 kr. om et år, hvorved 100 kr. om et år svarer til 97 kr. nu. 1 kr. i banken i dag er altså mere værd end 1 kr. i banken ude i fremtiden – blot fordi penge kan yngle risikofrit i banken.

Da en investor altid kan vælge at spare op i banken i stedet for at investere sine penge, skal den profitmotiverede investor, for at vurdere om investeringen er rentabel, tilbagediskontere de til investeringen knyttede fremtidige pengestrømme til nutidsværdi. Jo længere ude i fremtiden en betaling ligger og jo højere diskonteringsrate, jo mindre er dens nutidsværdi. Kun hvis nettonutidsværdien er positiv, kan det måske – investeringens risikoprofil spiller jo også en rolle – betale sig at foretage investeringen frem for at opspare.

Er der flere investeringsmuligheder, er det alt andet lige projektet med den største nettonutidsværdi, der er mest profitabelt. Da nutidsværdien af en indtægt aftager eksponentielt, jo længere ude i fremtiden den optræder, skaber diskontering en kortsynethed i alle profitmotiverede investeringsbeslutninger. Det fører til en systematisk nedprioritering af langsigtede hensyn – til skade for især naturen og kommende generationer.

Asymmetrisk låneaftale
Bankernes virksomhedsfinansiering har i dag næsten udelukkende karakter af rentebaserede lån. I låneaftalen forpligtiges virksomheden til at afdrage bankgælden og betale renter af den – uanset om investeringen viser sig at skabe profit eller tab. Låneaftalen berettiger således banken til et på forhånd defineret positivt afkast. Typisk kræver banken også, at der stilles sikkerhed, som den kan inddrive i tilfælde af virksomhedens misligholdelse af låneaftalen.

Sikkerhedsstillelsen giver desuden banken en privilegeret position over for virksomhedens øvrige kreditorer. Som udgangspunkt bliver det således virksomheden og dens ejere – og i anden omgang virksomhedens øvrige (simple) kreditorer – som må bære risikoen ved den lånefinansierede investering. Asymmetrien i låneaftalen gavner alene banken og dens ejere.

Kreditværdighed vigtigere end rentabilitet
Bankernes rentebaserede virksomhedsfinansiering får dem til at fokusere på virksomhedernes kreditværdighed frem for rentabiliteten af den aktivitet, som virksomheden søger finansiering til. Jo mere kreditværdig virksomheden er, jo mere villig er banken til at bevillige udlån – og til en lavere rente. Typisk giver det større virksomheder en konkurrencefordel og vanskeliggør og fordyrer de nyetablerede, små og mellemstore virksomheders finansieringsmuligheder. Da der ikke er nogen streng kobling mellem kreditværdighed og rentabilitet, bliver mange potentielt højprofitable investeringer aldrig til noget på grund af afslag fra bankernes side – og bankerne vælger i stedet at udlåne til de mere kreditværdiges, men ikke altid så produktive aktiviteter. Fokus på kreditværdighed hæmmer således en samfundsmæssig effektiv udnyttelse af de til rådighed værende produktionsfaktorer.

– Afslutningsvis redegøres for det vækstkrav, som bankernes møntningsgevinst og den rentebaserede lånefinansiering skaber.

Inflation
Bankernes privilegium er ikke en produktionsfaktor – bankernes afledte seigniorage modsvares ikke at et bidrag til produktionen. Ikke desto mindre øger denne møntningsgevinst virksomhedernes omkostninger, hvorfor virksomhederne er nødt til at hæve varernes prisniveau. Virksomhedernes seigniorage-omkostninger er derfor en væsentlig årsag til inflation.

Pengemangel og forbrugslån
Den seigniorage-skabte prisstigning skaber et misforhold mellem de fire indtægtskilder og varerne – der er ikke tilstrækkeligt med penge i økonomien til at købe varerne for. Køb af varerne kræver derfor en forøgelse af pengemængden. Forbrugerne må derfor i banken for at lånefinansiere deres varekøb. Derved skabes de nødvendige ekstra penge, så varerne kan købes – og konkurser, arbejdsløshed og tvangsauktioner undgås. Men samtidig reduceres forbrugernes fremtidige købekraft som følge af de finansieringsomkostninger, der er knyttet til ”forbrugslånene”. Med forbrugslån skal her forstås lån til finansiering af varekøb i bred forstand – fx også til huskøb.

De i forbindelse med forbrugslån relaterede finansieringsomkostninger skaber et krav om forøgelse af arbejdernes købekraft – hvilket det forhold, at varerne ikke kan købes for de fire indtægtskilder, også gør. Dette krav kan imødegås ved optagelse af nye forbrugslån. Det skaber øget købekraft på kort sigt, men reducerer forbrugernes købekraft i længden – og starter dermed en ond spiral.

Klassekampen
Kravet om forøgelse af arbejdernes købekraft imødegås også med højere løn og lavere priser. Lønkravet øger virksomhedernes omkostninger – og det gør deres seigniorage-omkostninger også. Stigende omkostninger og lavere priser presser profitten ned – men bidrager i samme moment til kravet om øget profit, som igen kalder på omkostningsreduktion og øget omsætning. Bankernes afledte seigniorage forstærker således spændingerne mellem arbejderne og virksomhedsejerne.

Virksomhedslån
Kravet om omkostningsreduktion imødegås med øget produktivitet, hvilket kræver investering i produktionsapparatet. Også kravet om øget omsætning skaber et behov for investering – for øget omsætning kræver alt andet lige øget produktion, som igen kræver øget produktionskapacitet. Presset på profitten gør det begrænset, hvad virksomhederne formår at spare op. Mange af dem må derfor i banken for at låne til deres investeringer. Dermed øges seigniorage-omkostningerne – og den onde spiral er igangsat.

Arbejdsløshed
Da arbejdskraften er dyr og naturresurserne alt for billige – hvilket i vid udstrækning skyldes det nuværende uhensigtsmæssige skattesystem – tilskyndes virksomhederne, i deres bestræbelser på at reducere omkostningerne, til at fokusere på arbejdsproduktiviteten. Det skaber øget arbejdsløshed og et nedadgående pres på lønniveauet – hvilket reducerer arbejdernes købekraft. Men da arbejdernes købekraft i forvejen er presset (jf. de ovenstående afsnit), har arbejderne ikke råd til at gå ned i tid og dele arbejdet – og fritiden. Der skabes derfor et krav om mere arbejde.

Begær og forbrugerisme
Såvel virksomhedernes krav om øget omsætning som kravet om mere arbejde medvirker til kravet om øget produktion. Det menneskelige begær er selvfølgelig også en afgørende faktor. Det centrale er imidlertid, at den nuværende indretning af pengesystemet i sig selv skaber et krav om øget produktion – og desuden forstærker vores begær efter varer. For uden stigende efterspørgsel kan omsætningen og produktionen ikke øges. Dermed får reklamebranchen en central opgave i det nuværende økonomiske system, for væksten og konjunkturen afhænger af den. Den skal vække vores begær. Det forstærker den materialistiske verdensopfattelse og det værdisæt, som følger hermed. Forbrugerisme bliver sat lig med lykke – men det gavner hverken menneskene eller naturen. Forbrugerne tilskyndes til øget forbrug og lånefinansiering – frem for behovsudsættelse og opsparing.

Dårlig kvalitet
Ovenfor er beskrevet, hvordan pengemanglen, forbrugerlånenes finansieringsomkostninger, arbejdsløshed og virksomhedernes krav om lavere løn reducerer arbejdernes købekraft. Derfor er det heller ikke så overraskende, at efterspørgslen på billigere varer stiger. Mange har ikke råd til andet her og nu – selvom det ud fra en langsigtet betragtning ofte ikke betaler sig for forbrugeren, da billigere varer ofte er ensbetydende med dårligere kvalitet og holdbarhed. Det medfører derfor også et større resurseforbrug. Det forhold, at arbejdskraften er dyr, betyder desuden ofte, at det er billigere at smide det gamle ud og købe noget nyt end at få det gamle repareret. Og reklamebranchen gør sit til at overbevise os om, at man bliver mere lykkelig af den nyeste model. Alt sammen øger efterspørgslen og produktionen.

Vækst og naturens bæreevne
Den nuværende indretning af pengesystemet – nærmere bestemt bankernes privilegium og den rentebaserede lånefinansiering – skaber altså et krav om øget produktion. Dette vækstkrav fører til øget naturresurseforbrug. Det nuværende pengesystem umuliggør derfor miljømæssig bæredygtighed og etableringen af en ligevægtsøkonomi, som holder sig inden for naturens bæreevne
 

J.A.K. bladet