J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2011

Hvor kommer
vores penge fra?


AF UFFE MADSEN

Penge, som vi kender dem i dag, har vi på den ene eller anden måde gjort brug af i de seneste omkring 1.000 år. Indtil da foregik handel først i form af ”tuskhandel”, som var ombytning af varer, og senere ved ombytning af varer mod ædelmetal efter afvejning.

Efterhånden blev der behov for at gøre handel med varer mere smidig, og udstedelse af prægede mønter i guld og sølv blev mere og mere almindelig.

Mønternes værdi svarede til værdien af det pågældende metal. Senere blev det normalt at iblande billigere metaller i mønterne, så deres værdi ikke længere svarede til metallets værdi, men så længe der var tillid til mønterne som betalingsmiddel, var der ingen problemer dermed. Endnu senere blev mønterne suppleret med pengesedler.

På samme måde som i de fleste andre lande blev udstedelsen af sedler og mønter i Danmark varetaget af kongen – og senere staten. I 1818 blev Danmarks Nationalbank oprettet som en selvejende institution og fik ved kongelig bevilling retten til at stå for seddeludstedelsen. Indtil 1933 var det dog ikke ulovligt at lave sine egne penge, og der var i 1920’erne og 30’erne flere eksempler på privates udstedelse af penge. Som det mest fremtrædende var JAKs udstedelse af andelspenge i 1931 og 1932.

Med virkning fra 1. januar 1931 blev det dog gennem en revision af straffeloven forbudt private at lave sine egne penge, idet straffelovens
§ 170 fik følgende ordlyd:

”Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som uden hjemmel i lovgivningen forfærdiger, indfører eller udgiver på ihændehaveren lydende forskrivninger, der fremtræder som bestemt til i snævrere eller videre kredse at benyttes som betalingsmiddel mand og mand imellem, eller som må forventes at ville blive benyttet på denne måde. Uden for foranstående bestemmelse falder fremmede pengesedler”.

Ifølge Nationalbankloven er det Bankens formål at opretholde et sikkert pengevæsen og at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning. Nationalbanken er uafhængig af Folketing og regering i udformningen af pengepolitikken. Som i ethvert andet velordnet samfund er det således Nationalbankens opgave at stille de penge til rådighed for samfundet, som kræves for at gennemføre den nødvendige og ønskelige handel med varer og tjenesteydelser.

Det kan så være interessant at analysere pengefunktionen i dagens Danmark, som er væsentligt ændret siden 1930’erne, idet begrebet ”elektroniske penge” stort set har overtaget funktionen som betalingsmiddel, idet kontante penge (dvs. sedler og mønter) i de senere år kun har udgjort omkring 6 % af den samlede pengemængde. Resten – dvs. de elektroniske penge – forefindes på anfordringskonti (transaktionskonti) i de danske pengeinstitutter. Gennem den øjeblikkelige hævemulighed med Dankort / netbank, samt sikkerheden gennem pengeinstitutternes indskydergaranti, anses disse midler for at have samme sikkerhed og tilgængelighed som kontante penge og indgår derfor i pengemængden.

I figur 1 ses forholdet mellem cirkulerende kontante penge og elektroniske penge.

Hvordan skabes så de elektroniske penge?
Overførslen af penge fra én transaktionskonto (anfordringskonto) til en anden er ikke pengeskabende – det forøger ikke den samlede beholdning af indeståendet på landets samlede kontobestand. Heller ikke selv om den ene konto tilhører Staten, som overfører penge til borgernes konti fx i form af overførselsindkomster.

Den handling, som samlet set får saldoen på anfordringskonti til at stige, er, når pengeinstitutter låner penge ud til deres kunder, idet disse lån indsættes på kundernes transaktionskonti, hvorfra der kan disponeres til køb af varer eller lignende.

Den pengeskabende proces i forbindelse med borgernes optagelse af pengeinstitutlån består i al sin enkelhed i følgende:

• En borger ansøger sit pengeinstitut om et lån
• Pengeinstituttet bevilger lånet på de i låneaftalen fastlagte vilkår
• Borgeren underskriver låneaftalen
• Pengeinstituttet indsætter lånebeløbet på borgerens anfordringskonto

Den samlede beholdning på anfordringskonti er forøget med lånebeløbet, og dermed er der også sket en forøgelse af pengemængden.

Regulering af pengeinstitutternes udlånsmulighed sker gennem Lov om finansiel virksomhed og Nationalbanken. Kontrol og overvågning af pengeinstitutterne foretages hovedsageligt af Finanstilsynet. Et væsentligt krav, der stilles til pengeinstitutterne, som regulerer deres muligheder for at foretage udlån, er krav til en likviditet på mindst 15 % af indeståendet på samtlige anfordringskonti. Det betyder, at når der gennem optagelse af et lån indsættes fx 100.000 kr. på en kundes anfordringskonto, behøver pengeinstituttet kun at forøge sit likvide beredskabet med 15.000 kr., og resten på 85.000 kr. kan lånes ud til andre kunder. På denne måde skabes der gennem etablering af et lån mulighed for at foretage yderligere udlån. Denne effekt betegnes som ”kreditmultiplikatoren”.

Det enkelte pengeinstitut oplever ikke selv den fulde værdi af pengeskabelsen, idet lånebeløb i stor udstrækning fordeles mellem landets øvrige pengeinstitutter. Jo større et pengeinstitut er, desto større andel af pengeskabelsen forbliver i instituttet. Har et institut fx en samlet markedsandel på 15 % af det indenlandske marked, vil instituttet også kunne forvente en stigning på 15 % af de udlån, som kanaliseres ud gennem andre institutter.

På denne måde er udstedelsen af stort set samtlige penge i vores samfund overladt til det private bankvæsen med de følger, som dette nu måtte have.

Spørgsmålet er, om det er tilfredsstillende og forsvarligt, at de betalingsmidler, som skal få vores samfund til at fungere, er overladt til privat initiativ gennem bankvæsenet. I den forbindelse skal der erindres om, at private bankers hovedformål er at generere et overskud til glæde for aktionærerne, og muligheden for udstedelse af penge er en væsentlig del af bankernes indtjening.

Af hensyn til samfundets økonomiske udvikling bør det derfor drøftes, hvorvidt denne stigende magt og indtjening, som er overdraget fra Nationalbanken til de private pengeinstitutter, er hensigtsmæssig, og hvilke negative virkninger den pålægger samfundet.
 

J.A.K. bladet