J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2011

Lav en
sparekasse!


– Og du må ikke køre den i sænk, lød ordren, da Uffe Madsen i 1983 fik nøgler, tre medarbejdere, en tilladelse og sit skrivebord. Første måned med en balance på 14 millioner kroner. Fredag den 29. april 2011 var det slut. Uffe Madsen trådte tilbage og overdrog skrivebord, 22 medarbejdere og en balance på 480 mio. kroner til Folkesparekassens nye direktør, Martha Petersen.

AF CHRESTEN HEESGÅRD IBSEN

– Her er bygningerne, en tilladelse til at drive sparekasse, tre medarbejdere på deltid og et skrivebord. Lav en sparekasse! Det var opgaven fra Funder Fælleskasse og formand, Kingo Carlsen til den da kun 34-årige Uffe Madsen.
Året var 1982 - lige før jul. Uffe Madsen boede i Grønland og var souschef i Bikubens afdeling i Nuuk. Afdelingen var en af Bikubens internt højt profilerede, og havde man løst opgaven - at tage sin treårige tørn i Grønland - var man så godt som sikret en lang og høj karriere hos Bikuben.

Tror på rentefri
Uffe Madsen havde skabt en ny uddannelse for grønlandske bank-ansatte og netop fået et tilbud om at blive direktør i Bikubens afdeling i Vejle efter opholdet i Grønland. Men han havde fået et anderledes og langt bedre tilbud, som han ikke kunne sige nej til.
- Jeg synes, det er spændende at prøve at starte op med noget helt nyt. Og jeg har selv været dybt engageret i JAK (Jord, Arbejde og Kapital). Så jeg sagde ja til Funder Fælleskasse og Kingo Carlsen. For jeg har hele tiden troet på, at rentefrie penge er det rigtige, fortæller Uffe Madsen.

Danmarks yngste sparekasse
Funder Fælleskasse var i 1982 en fælleskasse - en økonomisk forening - for 30-35 familier. Over hele Danmark var der masser af fælleskasser, men de manglede bankfunktioner. Derfor diskuterede fælleskasserne at starte en sparekasse. Funder Fælleskasse med stifteren, Kingo Carlsen, i spidsen ønskede handling og besluttede at lave den selv. I 1982 sendte de en ansøgning om tilladelse til at drive sparekasse til finanstilsynet, og i marts 1983 dukkede Folkesparekassen op som det sidste og yngste pengeinstitut i Danmark omfattet af sparekasseloven.

Gammelt skrammel
- Vi var Lis, Mona, Gerda og så mig. Jeg tog fat i Sparekasseforeningen og spurgte, hvad vi skulle bruge for at have den rigtige teknik. Jeg købte noget gammelt skrammel - altså billigt og brugt Edb-udstyr - af Jelling Sparekasse, og så var vi kørende fra februar 1983 med reception den 2. maj, fortsætter Uffe Madsen med et smil.

Kunder i butikken
Anden del af opgaven var at få nogle kunder i butikken:
- Jeg rejste ud til fælleskasserne rundt om i landet. De var splittede. Nogle var vrede over, at vi bare havde startet en sparekasse. Andre var glade for, at de nu kunne få et pengeinstitut at være i.
20. februar 1985 var der kunder nok til, at Folkesparekassen foretog sin første ansættelse.

Tre Gitte Hansen’er
- Det blev Gitte Hansen (nu Iversen). Det var det nok blevet under alle omstændigheder, for der var ikke færre end tre Gitte Hansen’er til den samtale, erindrer Uffe Madsen. Gitte er stadig i Folkesparekassens afdeling i Silkeborg, og medarbejderstaben er i dag vokset til 22.
Balancen er vokset fra 14 millioner kroner i 1983 til 480 millioner kroner i dag. Med hensættelser på kunder på blot 57.000 kroner i regnskabsåret 2010 - ud af samlet udlån på 260 mio. kroner - er Uffe Madsen godt tilfreds med Folkesparekassens økonomi.

Finanskrisen slut
- Jeg synes, det er en drømmesituation i en tid, hvor hver 3. sparekasse har givet underskud på grund af hensættelser, slår Uffe Madsen fast. Han ser finanskrisen som et overstået kapitel. Med en sikker styring af likviditet og solvens, god egenkapital og 6.000 gode kunder overdrager han en sund forretning til efterfølgeren Martha Petersen.
- Folkesparekassen har haft en god, løbende kurve. Sådan én, der går fra venstre nederste til højre øverste hjørne i tabellen. Det er fedt, at vi er udvidet til to uddannelsesbyer, og det har været et af højdepunkterne for mig, da afdelingen i Aarhus og den i Odense begynder at løbe rundt, forklarer Uffe Madsen.

Martha Petersen tager fat
- Der er øgede krav til dokumentation og forretningsgange i finanssektoren. I mine øjne er de krav mest for omverdenens skyld og ikke for vores egen. Men det er en holdning, der er forældet. Den stemmer ikke med verden i dag. Martha (Petersen - ny direktør) tager fat i dem. Det er dejligt at se, at hun gider gå ind i den rolle. Martha har kvalifikationerne til at tage butikken, som den er i dag, og få rigtigt meget ud af den, vurderer Uffe Madsen.

Børnebørn og gamle biler
Han sidder i redaktionsudvalget for JAK bladet og i arbejdsgruppen for bæredygtig økonomi - et tværgående projekt, der skal komme med bud på en bæredygtig samfundsøkonomi. Han fortsætter sit arbejde i de to grupper.
- Mine børn vil måske sige, at jeg er vokset sammen med Folkesparekassen. Men jeg er mentalt klar til at sige farvel, siger Uffe Madsen, der står til rådighed for sparekassen indtil den 1. juli.
Han vil bruge mere tid med familien - ikke mindst hans fem børnebørn. Og så er der lige de gamle biler.

MG’erne.

Uffe Madsen sidder i bestyrelsen for MG klubben Jylland og Fyn, en forening med 1500 medlemmer. Desuden er han bestyrelsesmedlem i HMS - Historisk Motorsport.
Han er den lykkelige ejer af to MG’er. En MG B ’67’er-model, som han købte i 1973. I 2007 kom endnu én til “samlingen” - en MG A fra 1962.


Uffe Madsen (født 1948)

Job og udnævnelser
15. juli 1964:
Første arbejdsdag i JAK Banken i Middelfart
1967:
9 måneders ansættelse i JAK Bankens afdeling i København
1968: Aftjening af værnepligt i civilforsvaret i 12 måneder
1969: Forskellige afdelinger af JAK Banken, herunder Silkeborg
1969 - 1970:
Bankassistent i National Westminister Bank, Stoke on Trent, England
1970: JAK Bankens afdeling i Slagelse
1973: April - Bikuben, Hovedkontoret i Silkegade, København
1974: Udnævnes til fuldmægtig i Bikuben
1977: Januar - Souschef, Bikuben i Stege på Møn
1979: 20. Juni - Souschef, Bikuben, Nuuk (Godthåb)
1983:
Direktør, Folkesparekassen, Silkeborg, 3 deltidsansatte, balance: 14 mio. kr.
2011:
Afsked og overdragelse af Folkesparekassen, 22 ansatte, balance: 480 mio. kr.

Uddannelse:
1964:
Realeksamen (10. klasse) fra Fredericia Gymnasium. “En elendig realeksamen”, kalder Uffe Madsen selv sin præstation
1967:
Handelsskoleeksamen. Uddannet assistent i JAK Banken i Middelfart
1975: Højere diplomuddannelse, HD, 1. del
1979: 19. juni - Eksamen, Højere diplomuddannelse, HD, 2. del

Fritid:
Den store fritidsinteresse er gamle sportsvogne og historisk motorsport
 

J.A.K. bladet