J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2011

Renten betyder kortsigtede
investeringer

 

At kalkulere med rente

Når vi tilbydes et investeringsforslag, må vi beregne konsekvenserne. Har vi råd til det? Vi forventer en forrentning af investeringen. Vi ønsker, at investeringen skal være sikker og desuden give en højere fortjeneste, end vi kan få ved at placere pengene på en konto i banken.

Økonomen laver en beregning, som skal vise lønsomheden. Hvis renten i samfundet generelt er 10 %, skal investeringen give mere for at være lønsom. Ellers kunne vi bare sætte pengene i banken eller noget tilsvarende, som kan give et sikkert afkast på 10 %. Banken kanaliserer kapitalen videre til nogen, som vil låne dem for en mere lønsom investering i et eller andet projekt. Vi slipper for at investere selv, men får mulighed for at få en del af afkastet. Dette er et helt normalt ræsonnement fuldt på linje med den neoklassiske teori. Kapitalen havner herved dér, hvor den giver det største afkast.

Det kan også være, at forskellige forslag til investering kæmper om den kapital, som en virksomhed tilbyder. Så bestemmer virksomheden sig for en diskonteringsrente (intern rente), som man anvender ved enhver kalkulation ved investeringer. I diskonteringsrenten indgår sædvanligvis det almindelige renteniveau, inflation, ejernes krav til afkast og en risikopræmie.

Selv den offentlige sektor anvender diskonteringsrenter ved beregning af, hvad en investering koster. Kommuneforbundet anbefaler kommunerne en diskonteringsrente, som er baseret på 5 års gennemsnitsrente for statsobligationer samt inflation. Herefter er det op til den enkelte kommune at fastlægge en rente, som modsvarer dens finansielle omkostninger, da kommunerne ret ofte nødvendigvis må låne til enhver investering.

I 2004 og 2005, som var år med en lav rente, foreslog Kommuneforbundet en diskonteringsrente på 5 %. I en privat virksomhed som Ericsson lå diskonteringsrenten på 5,5 % i 2003. Diskonteringsrenten er altså stærkt knyttet til markedsrenten – jo højere markedsrente, desto højere diskonteringsrente.

Hurtigt afkast
Hvilken betydning har det så? Jo højere en diskonteringsrente, man forventer på sin investering, desto hurtigere skal investeringen have betalt sig hjem.

”Man vil have maksimalt udbytte. Når man overfisker, udtynder fiskebestanden og får et lavere fangstudbytte, kompenserer man ved at fiske mere effektivt i stedet for at lade fiskebestanden genetablere sig. Fiskefartøjerne skal jo forrente sig.

En langsigtet økonomi ville virke bedst muligt ved en fornuftig fremgangsmåde, mens nuværende tankegang om den korte økonomi fører til udbytning”.

Bengt Hubendick

I samfundet i dag findes der hele tiden investeringsforslag, som kæmper mod hinanden, da resurserne er begrænsede. Med hensyn til diskonteringsrente vinder de investeringsforslag, som giver hurtigst gevinst.

Rentebilledet på kapitalmarkederne sætter en pris på det fremtidige forbrug.
Renten er den betaling, långiveren vil have for at udsætte sit forbrug.
Når et pengebeløb i dag skal sidestilles med ét i morgen i de neoklassiske modeller, tager man hensyn til tiden gennem diskontering. Det betyder, at man tilstræber en rentesats, som bevirker, at et pengebeløb, der forventes nogle år frem i tiden, beskrives som en lavere nuværdi….

Søren Bergstrøm m.fl. i ”Hållbar
ekonomi”, Utbildningsradion, 1996, side 127


Det er af stor betydning, hvordan ind- og udbetalinger forudsat i investeringen foretages rent tidsmæssigt. Ved hjælp af diskonteringsrenten fastlægges alle planlagte betalinger.

Investeringer, som giver indtægter hurtigt, vinder over investeringer, hvor indbetalingerne kommer længere fremme i tiden. Man foretrækker hurtige betalinger, så pengene kan anvendes til nye investeringer, som giver afkast eller kan indsættes i banken mod rente.

Investeringer med udbetalinger, som kan skydes frem i tiden, vinder over investeringer med udbetalinger på kort sigt. Udbetalinger vil man altså udskyde længst muligt. Det mærkelige i dette er, at ved hjælp af diskonteringsrenten er udbetalinger meget langt frem i tiden ikke af nogen værdi. Lige så mærkeligt er det, at investeringer, som giver langsigtet afkast, ikke kommer i stand.
Effekten bliver følgende: Jo højere markedsrente, vi vælger i kalkulationen, desto ringere muligheder for langvarige investeringer, som kunne bidrage til velfærd på langt sigt. Næsten alle investeringer, som er nødvendige for et holdbart samfund, bliver ”økonomisk ulønsomme”. Kernekraftanlæg bliver ”økonomisk lønsomme” – ikke mindst på grund af, at affaldshåndteringen kan vente langt frem i tiden. Alle konsekvenser, som kan udskydes 30 år eller mere, har altså i dag en yderst ringe betydning med de nævnte beregningsmetoder.

Beregningerne bygger på den antagelse, at penge altid skal forrentes, hvilket vil sige, at andre mennesker betaler renten, og/eller at vi kan udbytte jordkloden i samme takt. Denne tankegang er helt hen i vejret. Meningen må være, at vi skal skabe et holdbart samfund. Derfor må udbytningen af jorden formindskes. Samtidig bør vi ikke acceptere, at nogle tjener renter på andre – hvis vi vil skabe en retfærdig verden.

Renten begunstiger kortsigtede beslutninger og forhindrer det, som er ønskværdigt på længere sigt. Vi opfatter renteafkast som udtryk for en god økonomi; som norm for det ønskværdige. Dette betyder, at så længe vi tænker på den måde, kan vi ikke relatere det kortsigtede og det langsigtede til hinanden på en rimelig måde. Det kortsigtede, det hurtige renteafkast, bliver det foretrukne. På den måde nedvurderer vi fremtidige problemer og muligheder. Herigennem risikerer vi at overlade et uløseligt problem til vore efterkommere.

Kåre Olsson, medlem af JAK



At sælge hønen, som lægger guldæg
Herman E. Daly, som i 1996 fik den alternative Nobelpris, skriver i bogen ”For the common good” om problemet med diskontering. Hvornår er det økonomisk rationelt at sælge hønen, som lægger guldæg? Alle udbyttede områder (fisk i havet, træ i skoven etc.) er som en evighedshøne, der lægger guldæg. Snusfornuft tilsiger, at man aldrig skal sælge hønen. Nuværende beregninger om nyttemaksimering foreslår, at man skal sælge hønen i visse tilfælde, nemlig når forrentningen af pengene er højere i banken end reproduktionen af det udbyttede område. Ejeren af hønen har to alternativer: Behold hønen og sælg æggene i al evighed – eller sæt pengene i banken og optjen renter i al evighed. Er tilskrivningen af renter højere end salgsindtægterne for æggene, så sælg hønen! Alternativt: I nuværdi-prognosen diskonteres salgsindtægterne for æggene med en kalkulationsrente, og er den diskonterede sum mindre end salgsprisen for en høne i dag, skal du sælge hønen!

Når vi skal investere i fremtiden, anvender vi altså beregninger med diskonteringsrente, hvor der tages udgangspunkt i en anslået markedsrente, inflation og et krav om afkast. Faktisk ved vi ingenting om de fremtidige forhold, men den økonom, som ikke vil beregne en diskonteringsrente, vil nok blive betragtet som en noksagt, og hans kalkulationer vil i bedste fald havne i papirkurven.

Hvis effekten af beregningerne bliver, at vi fejlbedømmer fremtiden – at vi investerer i projekter, som gavner nutiden, men er til ulempe for kommende generationer – tænk, om det er sådan! Tænk, om vi bare ved at anvende en tilfældig beregningsmetode lever på børn og børnebørns bekostning? Burde vi ikke stoppe et øjeblik og tænke over, om noget kunne gøres anderledes?

”Den tid, den sorg”, siger man. Tænk, om vi kunne ændre på det og leve, så vi tænkte lidt mere på dem, som kommer efter os. Så kunne mundheldet blive ”den dag, den glæde”.

Tage Danielsson


Beregninger med negativ rente begunstiger fremtidige generationer
Det kan jo også udvikle sig sådan, at den rentefrie ide nyder fremme, så virksomheder og kommuner får mulighed for at låne rentefrit. Så vil beregningerne for investering se anderledes ud og blive gunstigere for kommende generationer. Det forudsætter naturligvis, at man samtidig tænker på fremtidens mennesker og placerer investeringerne i projekter, som vil gavne dem.

Hvis det er sådan, at man tror, at fx miljøproblemer resulterer i, at tilgangen af resurser bliver mindre i fremtiden end i dag, og at den tekniske udvikling ikke kan kompensere herfor, bør fremtidens resurser have fortrin for dagen i dag.
Det vil sige, at en negativ diskonteringsrente skal øge mulighederne i fremtidens verden!

Søren Bergstrøm m.fl. i
”Hållbar ekonomi”, Utbildningsradion, 1996, side 128



Hvis man tror, at det bliver bedre og bedre dag for dag, kan man uden tvivl anvende en positiv diskonteringsrente. Tror man derimod, at vi er ved at misbruge fremtidige generationers valgmuligheder og til og med sætter deres eksistens på spil gennem vor måde at leve på, burde man altså anvende en negativ diskonteringsrente.


Min ven, som er bonde og skov-ejer, afsaver træernes kviste for at få den bedst mulige kvalitet på tømmeret. Det er håndarbejde, og han tænker ikke på egen løn for arbejdet, som vil give resultat om 60-75 år. Han får altså ikke selv økonomisk udbytte af sit arbejde. Han gør det for næste generation. Omkostningerne ved arbejdet er måske højere end en kalkuleret nuværdi for tømmeret. Jamen – sådan tænker han ikke.

Bo Lundstein, medlem af JAK

Et andet afkast end penge
For mindre virksomheder og for kooperativer kan det være vanskeligt at få adgang til startkapital. Særligt i tyndt befolkede områder er det ofte et problem, at der ikke kan skaffes risikovillige penge. Banker og andre finansielle institutioner, som normalt stiller kapital til rådighed, tror ikke, at en sådan virksomhed kan overleve. Den kan måske ikke klare en rentebyrde, men er ellers sund nok. Hvorfor placeres penge ikke dér, hvor der er behov for dem? Hvorfor placeres penge ikke, hvor der – målt ud fra sund fornuft - findes flittige og dygtige mennesker med gode forretningsplaner?

Man kan se det som et spil, hvor forskellige investeringer hele tiden kæmper om at få adgang til kapital. Når renten styrer, hvor kapitalen skal placeres, er det profittens størrelse i penge (i kroner og øre), der bestemmer, hvor kapitalen placeres. Naturligvis kunne der være andre grunde til at lade et projekt nyde fremme, fx hensyn til miljøet eller eftertiden. Men sådanne argumenter får baghjul, når det er renten, som styrer.

Hvis tankegangen ”det er stygt at tjene penge på penge” vinder fodfæste, kan rentefrie finansieringssystemer måske vokse frem, og investeringer kan finansieres rentefrit. Så bliver andre kvaliteter i tilværelsen vigtigere – og det bliver i stedet muligt at opstille andre krav til afkast af den enkelte investering. Et godt afkast kan fx måles i øgede valgmuligheder, større tryghed i tilværelsen eller flere skoleklasser med færre børn i hver.

Dersom mennesker desuden begynder at tage stilling til, hvad deres opsparede kapital skal anvendes til, kan det nok blive vanskeligt at finde ledig kapital til investering i våbenproduktion, hashhandel, atomkraft eller anden miljøbelastende virksomhed (hvis disse foretagender ikke kan tilbyde andet end en god forrentning) Alting beror på tankegangen hos de mennesker, som har penge at låne ud på kort eller langt sigt.

Aktieudbytte – hvor kommer det fra?
Tanken med et aktieselskab er at appellere til personer, som vil satse penge i forventning om en gevinst. I små aktieselskaber kender man hinanden, og man kender virksomheden, der investeres i. Man fordeler overskud og evt. underskud på en måde, som man bliver enige om, og som gør det muligt at fortsætte driften.
Men hvordan er det i de store børsnoterede aktieselskaber? I bankernes aktiefonde? Hvad sker der, når svenske aktieejere investerer i lande, som ligger langt borte i horisonten? Hvad ved man om virksomheden? Får arbejderne en rimelig løn i den virksomhed, man har købt sig ind i? Findes der social tryghed?

Kvinderne Badagbor Abla og Henou Laoudou arbejder i en sydkoreansk virksomhed, som har etableret sig i frizonen i det vestafrikanske land Togo. Virksomheden udnytter skattefrihed og andre fordele i frizonen. Der laves parykker, hovedsagelig til eksport. Kvinderne arbejder 10,5 timer om dagen, 6 dage om ugen – eller de arbejder 10 timer om natten, 5 nætter pr. uge. Månedslønnen svarer til 250 svenske kr. Der sker fradrag i lønnen, hvis man fx går for meget på toilettet. For stort sygefravær kan betyde fyring. Man kan få en måneds ferie pr. år, men det er ingen generel rettighed.

Fra Svenska Togoföreningens medlemstidning AGBLÉ, nr. 58, 1998



Stockholms Fondsbørs – det er vel Sveriges største spillebule?

Helena Erikgörs, medlem af JAK

Spekulation
At købe billigt på et tidspunkt for at sælge dyrt på et andet tidspunkt, kan man beskæftige sig med, hvis man har resurser. Er man smart, kan man tjene meget på dette ”arbejde”. Men hvem er det, som må købe dyrt og sælge billigt? Katastrofen for husejere med dyre rentelån i 1992 er et eksempel. Mange måtte gå fra hus og hjem uden at komme af med gælden. Billige huse kunne købes op af spekulanter, som så venter med at sælge, til priserne er steget igen.

Værdien af aktier og lignende papirer, som købes og sælges på alverdens børser, kan over tid variere meget. Nogle føler sig rigere, fordi deres aktieværdi er steget. En værdi, som egentlig kun bygger på forventninger. En aktie er det værd, som nogen vil betale for den. Hvis mange vil sælge på samme tid, falder værdien på aktierne. Nogle vinder, og andre taber. Vinderne er dem, som får de rigtige informationer hurtigst.

I slutningen af 1990erne steg aktieværdierne generelt uhørt meget. Mange blev lokket til at købe aktier. Da toppen var nået, solgte de bedst informerede deres store aktieposter. Herefter faldt aktiekurserne. På det tidspunkt ville mange sælge, og børskrakket var et faktum. Tabere blev dem, som ikke fik solgt i tide. Pensionsfonde, som placerer mange penge i aktier, vil efter et børskrak være stærkt udsatte.

Artiklen ”Renten betyder kortsigtede investeringer” er endnu et afsnit fra den svenske ”JAK Boken om räntefri ekonomi och ekonomisk frigörelse” – oversat af Poul Busk Sørensen.
Fra samme bog bragtes i JAK bladet årgang 2010 (nr. 2, 3 og 4) artiklerne ”Hvilke spilleregler skal vi have i vores økonomi” - ”Renten som et problem” - ”Almindelige argumenter for og imod rente”.

Læs om rentepumpen i artiklen ”Renten som et problem”
– JAK bladet nr. 3-2010.

J.A.K. bladet