J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2011

En rentefri samfundsbank
AF POUL BUSK SØRENSEN

JAK har en ide om et samfund, hvor penge ikke er en vare, men et rentefrit omsætningsmiddel
På min private opslagstavle har jeg en tegning af to mænd på en øde ø. Den ene har netop åbnet en kiste, som er drevet i land, og udbryder: “Åh, nej! Det er ikke andet end penge”.
Tegningen - som i øvrigt er lavet af Füchsel - er god humor, ikke blot sjov, men også med et indhold. Med sin lette streg og nogle få ord sætter tegneren fingeren på en af verdens største sandheder: Penge har ingen værdi i sig selv.
Havde det været en kiste med kartofler, kunne de to mænd på den øde ø have spist nogle af dem - og have brugt andre af dem som læggekartofler, så de også var sikret mad til kommende tider.
Havde kisten indeholdt værktøj, kunne de gå i gang med en masse opgaver: bygge en bolig, lave fiskestænger osv.
Ja, hvis kisten havde været fyldt med papir og blyanter, kunne de skrive bøger og digte eller fremstille kunstneriske tegninger.
Meget kunne blive resultatet, hvis kisten havde indeholdt alt andet end penge!

Hvad er penge?
Med sin tegning har Füchsel - måske uden at vide det - faktisk illustreret Landsforeningen JAKs økonomiske ideprogram. Efter JAKs opfattelse må penge ikke tillægges nogen selvstændig værdi, men skal være et neutralt omsætningsmiddel, som på en let måde omsætter varer og tjenesteydelser.
JAK mener at se et problem i, at vi i vor dagligdag har gjort penge til en vare i sig selv - en vare, der kan købes og sælges som en sæk kartofler - og den helt store katastrofe indtræffer, når penge belægges med rente. Konsekvensen af princippet “rente og rentes rente” bliver en evig gældsætning, som aldrig kan betales.
Jeg indledte denne artikel med at fortælle om en øde ø. Billedet med en ø kan efter min mening også bruges til - på en forenklet måde - at belyse, hvordan rentesystemet virker. Lad mig vise det ved nogle eksempler.

Eksempel nr. 1
Med det formål at etablere et mønster-samfund får en gruppe mennesker stillet en ø til rådighed kvit og frit. Der laves en aftale med det store samfund (staten), så evt. moms og alle skatter kompenseres ved offentlige tilskud, så det går lige op.
Beboerne beslutter, at aktiviteterne på øen skal ske som i et moderne samfund - med rigtige penge, ikke som tuskhandel. For hurtigt at komme i gang med diverse produktioner og udveksling af andre gøremål følger øen de kendte normer og kontakter en af det store samfunds private banker for at låne nogle penge. Ansøgningen bliver imødekommet på følgende vilkår: Et lån på 10 mio. kr. - 10% p.a. i rente - Afdragsfrit i 10 år - Øen som sikkerhed for lånet.
Der vil så ske det, at øens pengemængde vil falde med 1 mio. kr. om året (renterne). Når de 10 år er gået, er pengene væk, og beboerne må aflevere øen til långiverne.
Så fantasiløst vil rentesystemets dirigenter nok ikke optræde, for et sådant eksempel vil straks afsløre rentens konsekvenser. Det kan gøres meget smartere.

Eksempel nr. 2
De samme mennesker overtager øen og låner 10 mio. kr. på samme “fine” betingelser som eksempel nr. 1. Pengemængden falder også her med 1 mio. kr. om året, men efter 5 år gives et tillægslån på 5 mio. kr. (det store samfund har gennem opskrivning af øens ejendomsværdi “øget” sikkerheden). Nu bliver den årlige rentebyrde 1,5 mio. kr.
Efter de 10 år gøres regnestykket op: Gæld på 15 mio. kr. - Pengemængde 2,5 mio. kr. Konsekvens: Fallit eller nye lån til at betale renterne!
Kunne der tænkes andre økonomiske modeller end i de to eksempler?

Eksempel nr. 3
Vi tager endnu en gang vore venner, deres ø og de 10 mio. kr. i lån til 10% i rente - men pengemængden holdes konstant, ved at långiver hvert år fører renterne tilbage til øen, f.eks. til finansiering af vejbyggeri, skoler, sygehuse, forskning og videnskabeligt arbejde.
Et sådant samfund vil ikke miste sin pengemængde og kan hele tiden udvikle sig, men naturligvis på långiverens filantropiske nåde og barmhjertighed. Vi skal huske, at långiver fortsat har øen som sikkerhed og kravet om rentebetaling.
Spørgsmålet er derfor, om vi også kan forbedre den økonomiske model i eksempel nr. 3?

Eksempel nr. 4
Hvad er der som udgangspunkt sket i alle tre eksempler?
Jo - Fællesejet (øen) blev stillet som sikkerhed for de penge, der som omsætningsmidler skulle sørge for, at øens økonomiske liv kunne fungere.
Så kan man stille det store spørgsmål: Er det nødvendigt at lade nogle uvedkommende personer (f.eks. via en bank) skaffe pengene? Kunne det ikke lige så godt være samfundet selv, der udmøntede sine værdier ved at stille dem som sikkerhed for de nødvendige omsætningsmidler?
Helt banalt ville det i øens tilfælde betyde, at der blev oprettet en “samfundsbank”, som ved at tage pant i fællesejet (jorden) udstedte de nødvendige penge.
Pengenes rolle ville jo være den samme, nemlig at sørge for omsætningen af de varer og tjenesteydelser, som udgjorde det daglige liv på øen. Forskellen ville være, at når der ikke var nogen rente-betaling, kunne den oprindelige pengemængde holdes konstant og fortsat opfylde sin funktion.
Skulle øen udvikle sig eksplosivt og have brug for flere penge i omsætningen, ville det være muligt at udmønte nogle af de nyskabte værdier - naturligvis under en fastlagt kontrol. Resultatet ville under alle omstændigheder blive et helt andet og mere positivt end i de to første eksempler!
Man kunne måske få den tanke, at det store samfund ikke ville tillade øen at trykke sine egne penge. I vore dage kan et sådant problem let klares, ved at omsætningsmidlerne skabes som tal i et edb-bogholderi, hvor hver borger på øen får sin konto, og hvor al omsætning klares som posteringer. Så kan enhver også se, hvor fjollet det ville være at lægge rente på edb-tallene!

Konsekvensen af et rentesamfund
I vort land har Nationalbanken monopol på at udstede penge. Da pengene er nødvendige for samfundets omsætning, og da gæld, skatter og moms skal betales med rede penge, kan vi ikke undvære pengene.
Pengene kommer ud i samfundet, ved at Nationalbanken mod betaling af en rente kanaliserer danske kroner til de private pengeinstitutter, der så låner pengene ud mod en endnu højere rente til produktion og forbrug.
Hver gang en produktion igangsættes, sker det med lånte penge, hvilket vil sige, at gælden og rentebyrden i samfundet forøges.
Dækningen af renterne kan kun skaffes gennem nye lån, da ydelserne jo skal betales med penge. Ingen långiver ønsker produktion som betaling - nej, de producerede varer skal omsættes til penge for at betale renterne. Efterhånden som renterne vender tilbage til långiverne, vil de ofte blive lånt ud mod nye renter - og det vil så ske igen og igen. Er jeg naiv, hvis jeg påstår, at det aldrig vil stoppe og betyder evig gældsætning?
Dette pengesystem betyder, at samfundets borgere vil opleve gode tider, når der sendes mange penge i omløb, mens færre penge via kriseforlig, lønstop, prisstop, offentlige besparelser og andre panikreaktioner fratager folket muligheden for at betale renterne på de igangværende pengelån - og så får vi dårlige tider.
Pengemangel bevirker, at samfundet på samme tid kan have arbejdsløshed og masser af uløste opgaver.
Hvis renterne på lånene skal kunne betales, stiller det krav om fortsat vækst og størst mulig indtjening i virksomhederne, hvilket kan give sig udslag i ringere produkter, accept af forurening og et dårligt arbejdsmiljø. Ja, det er til at græde over, at samtidig med, at vi med flid og kløgt kunne være i stand til at skabe et mønster-samfund, tvinger et rentebaseret pengesystem os til det stik modsatte.
Alle spændes for rentevognen. Overflodssamfundet bliver stress og jag i stedet for frihed og lykke - det bliver alles kamp mod alle i stedet for et samarbejde for et bedre samfund.
Det kan med tørre tal bevises, at samfundets gæld stiger med rentebyrden, og det går stærkere og stærkere, jo højere rentefoden er. Med en rentefod på 5% fordobles en gæld på 15 år - med en rente på 15% sker fordoblingen på 5 år - og vi har haft år med en endnu højere rente (spørg blot dem med de gamle studielån)

Oprettelsen af en samfundsbank
Det er en almindelig betragtning, at det er tilstrækkeligt, at staten har pengeudstedelsen under kontrol. Nej, spørgsmålet er: Til hvem udstedes pengene. I dag må svaret være: Til de private pengeejere.
JAKs tese er, at omsætning af varer og produktion med dertil hørende afregning er en så vigtig samfundsmæssig funktion, at samfundsøkonomien går til grunde, hvis denne funktion overlades som jagtmark for private pengespekulanter.
JAKs endelige mål på det økonomiske område er, at der skal oprettes en samfundsbank, der mod fornøden sikkerhed rentefrit stiller omsætningsmidler til rådighed, naturligvis efter nøje udformede regler.

Hvordan skal en samfundsbank fungere?
I et nyt samfund - som i mit eksempel nr. 4 (læs side 10) - skal Samfundsbanken naturligvis etableres fra starten. Det, som må interessere læserne af denne artikel, vil være, om JAK mener, det kan lade sig gøre at ændre det økonomiske system i det eksisterende danske samfund. Det mener vi faktisk - og tøver ikke med at fremlægge følgende model til debat.
Teknisk set vil der ikke ske den store forandring. Vort nuværende banksystem med Nationalbanken i spidsen kan uden problemer løse den administrative opgave.
Men hvad skal skabe sikkerhed for de penge, en samfundsbank udsteder? Samfundsbanken oprettes med første-prioritets sikkerhed i Danmarks grundværdier. Da der kun behøves en brøkdel af disse værdier for at skabe solid sikkerhed for den udsendte pengemængde, vil ingen kunne bestride soliditeten af Samfundsbankens penge.
Der foretages en vurdering af ejendommenes grund- og bygningsværdi. Gælden i grundværdierne afvikles ved, at Samfundsbanken simpelt hen overtager denne og betaler långiveren (kreditforening mv.). Overstiger grundværdien gældens beløb, eller er der slet ingen gæld på grunden, får ejeren udbetalt friværdien. Hermed har samfundet overtaget grundværdierne og gjort dem likvide, ved at værdien er udbetalt i gangbar mønt og ikke i kreditforenings-obligationer.
Hermed har man foretaget den økonomiske manøvre, som gør det muligt at indføre fuld grundskyld uden at forurette ejeren af jorden. At ville pålægge samfundet fuld grundskyld uden at gøre grundværdien likvid, vil være en uret.
Kun på den her skitserede måde bliver en grundskyld retfærdig. En retfærdig afgift, som alle, der lægger beslag på vort fælles eje - jorden - skal erlægge til de jordløse. En afgift, der går ind i samfundets kasse, hvorfra den fordeles ud i samfundet igen. En sådan afgift vil kunne være en erstatning for de skatter, som rentesamfundet er nødt til at plage os alle med.

Finansiering af faste værdier
Bygninger og andet af fast værdi finansieres også af Samfundsbanken i henhold til en stedfunden vurdering. Den rentebærende gæld, som ejendommene er behæftet med, udbetales til panthaverne, som det er aftalt i lånedokumenterne. Er gælden mindre end ejendommens værdi, vil det overskydende blive udbetalt til ejeren.
Grundværdien vil have første-prioritets panteret, og lånene i de menneskeskabte værdier (bygninger mv.) bliver anden-pant.
Mens købesummen (lånet) i grundværdien ikke skal afdrages eller forrentes, skal lån i bygninger mv. afdrages i et tempo, som er passende for den nedslidning, der sker.
I et rentefrit samfund vil man kunne afskrive de producerede brugsgenstande og bygninger, modsat det vi oplever nu: At jo ældre bygningerne bliver, jo højere bliver prisen på dem. Det sidste er - i det aktuelle samfund - en nødvendighed, så længe man skal kunne skabe plads til en sikkerhed for de evindelige låntagninger, som rentesystemet efter den matematiske regel (rente og rentes rente) forlanger, såfremt låntager ikke skal gå fallit på grund af manglende likviditet.

Finansiering af samfunds-mæssige opgaver
Uanset hvilke samfundsmæssige opgaver, det drejer sig om, må princippet for finansieringen være, at disse anlæg skal afskrives i samfundets bogholderi på samme vis, som det er gældende for de private investeringer.
Derfor er det nødvendigt at afvikle lånene (inddrage den udstedte pengemængde) inden for en passende periode - alt efter det pågældende projekt. Dette vil ikke skabe problemer, da den nytteværdi, anlæggene har, enten i trafikal betydning, som sygdomsbehandler eller som undervisningssted, vil opveje omkostningerne rigeligt.

Alle kan få en bolig
Efter oprettelsen af en samfundsbank behøver begrebet “bolignød” ikke at eksistere, da bygningen af boliger efterhånden er så gennem-rationaliseret, at den økonomiske indsats, samfundet skal yde, for at alle kan få en god og sund bolig, er så ringe, at det ikke vil være nogen anstrengelse.
I et rentefrit finansieret samfund vil der kun være behov for en brøkdel af de indtægter, vi kender i de offentlige kasser i dag, da der ikke vil være noget videre behov for støtte til samfundets medlemmer. Priserne vil falde til et naturligt niveau, nemlig til det, som det koster at producere og distribuere (de faktiske omkostninger uden renter i alle led).

Pengenes rette værdi
Der er ikke noget område af økonomien, hvor begreberne er så forkvaklede, som når talen er om pengenes værdi.
Meget kort kan det siges, at det er, når spekulationens prisfordyrende indgreb er ophørt, at produktionsudgifterne alene udgør varens pris. Hermed er også pengenes værdi fastsat. Pengene kommer på deres rette plads - som et rentefrit omsætningsmiddel.
Man kan næsten høre økonomernes råb: Inflation. Efter JAKs opfattelse er inflation blot noget, der har sin årsag i et forfejlet system. Inflation behøver ikke at være afhængig af få eller mange penge, men har vi et dårligt system, skal vi have pengenød, samtidig med at vi får inflation.
Renteudgifter og skatter lægges på produktionen. Derved stiger priserne, og høje priser på grund af unødige omkostninger er og bliver inflation. Altså er det rentesystemet, der skaber inflation i bestræbelsen på at holde renten oppe og holde systemet gående.
Det, der afgør prisen for varerne - og dermed spørgsmålet om inflation - er og bliver vore produktionsudgifter, og i produktionsprisen har vi den faste ankerplads for pengeværdien.
Der kan skrives (og er skrevet) store bøger om begrebet inflation. Derfor kan de få linjer i denne artikel kun blive en kort beskrivelse af JAKs overvejelser om dette emne.

Konklusion om Samfundsbanken
Hvad er så konklusionen på JAKs ideer om Samfundsbanken? Et kort resume kan i punktform opstilles således:
- At Samfundsbanken kan være en realitet i samme øjeblik, alle forstår betydningen heraf.
- At vort fælles eje (jorden) stilles som garant for vore penge og herved gøres “likvid” ved, at Samfundsbanken “køber” al jord ved at behæfte den med et første-prioritetslån, som er rente- og afdragsfrit.
- At alle menneskeskabte værdier finansieres med et anden-prioritetslån, som er rentefrit, men med afdrag.
- At alle samfundsmæssige opgaver finansieres af Samfundsbanken.
- At al skattebetaling kan ske som en grundskyldsskat.
- At pengenes købekraft forøges i samme tempo, som produktionen billiggøres.


JAK arbejder for økonomisk og
menneskelig frigørelse
I denne artikel har jeg søgt at fremlægge Landsforeningen JAKs tanker om en mulig etablering af et rentefrit samfund og anvist nogle praktiske veje til gennemførelsen heraf. JAK vil ikke postulere, at vi har alle svar, men opfordrer til en udveksling af ideer mellem organisationer og privatpersoner, der ligesom JAK er af den opfattelse, at der er noget fundamentalt forkert ved den nuværende økonomiske tænkning.
Landsforeningen JAK har et videre sigte, nemlig at skabe muligheder for, at vi mennesker kan leve en friere tilværelse uden unødvendige bindinger. En sådan “unødvendig” binding er efter vor opfattelse et forkert økonomisk system, hvor renten stiller os over for en umulig opgave: Vi kan aldrig slippe af med den evige gældsætning!
JAK indbyder til samarbejde om “økonomisk frigørelse”, der kan bane vejen for en “menneskelig frigørelse”, hvor vi - i stedet for at lade et rentesystem tyrannisere os - bruger vor fornuft og følelse til at berige hinanden menneskeligt og kulturelt.
 

 

J.A.K. bladet