J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2011

De mange spæde bække
skal samles til en å

AF POUL BUSK SØRENSEN

Landsforeningen JAK fylder 80 år den 11. februar 2011. Helt naturligt er dette nummer af JAK bladet domineret af artikler, der beskriver, hvad JAK har været, er og gerne skulle blive i fremtiden.

Personligt har jeg været en del af JAK i 50 år. Da erfaren mand er god at gæste, har redaktionsudvalget bedt mig skrive en form for festtale – en opfordring, jeg med glæde påtager mig.

I tidens løb har jeg talt ved mange JAK møder. Her er jeg ofte blevet spurgt, om jeg kunne foreslå en sang til indledning.
Sangen skal naturligvis være fra JAK sangbogen, som indeholder mange tankevækkende tekster, der kan give en god start på en dejlig dag.
Oftest vælger jeg nr. 49, som for mig ikke blot er en sang, men også et stykke prosa, der faktisk udtrykker de fleste af de tanker, jeg gerne vil bygge et foredrag op omkring.
I det følgende vil jeg prøve at vise, hvordan det kan hænge sammen. Sangen starter med disse fire linjer:

Man siger, verden den er ond,
en vild og voldsom elv,
kan hænde dog, det har sin grund
så halvvejs i os selv.

Det er på mange måder en voldsom verden, vi lever i. Det er ikke vanskeligt at finde noget at klage over – men det er ikke altid de andres skyld. Ved nærmere eftertanke kan det måske være vore egne handlinger (eller mangel på samme), der er en del af årsagen til trøstesløsheden.
Der kan være noget at hente i de sidste linjer i første vers:
Forbedred vi vor færden,
bød vi det onde trods,
hvem ved, om da ej verden
den bedred sig med os.

Netop – det løser ikke noget at være passiv. Hvis vi vælger at kæmpe for det gode og sætter vore kræfter ind (i tanke og i handling), kan vi gøre verden en lille smule bedre.
Med en vis optimisme kan vi gå videre og bruge første halvdel af det andet vers som inspiration:

For vi er verden, du og jeg,
vi folk fra tusind hjem,
og hitter fremad vi en vej,
går verden frem ad den.

Vi skal kende vort eget værd. Hver især betyder vi noget. Enhver af os kan være et eksempel til efterfølgelse, og ved samarbejde med meningsfæller kan vi finde en sti at betræde – en vej, der fører os fremad til det mål, vi øjner i horisonten.
Der er ingen grund til at føle sig mindreværdig. Der er nyt mod at hente i versets næste linjer:

Og er du nok så ringe
og bygger lavt i grus,
en sten du dog skal bringe
til slægtens nye hus.

Sammenhold og samarbejde giver styrke. Du er en vigtig byggesten til det hus, vi skal opføre. Du lægger din sten (= dine tanker, dine følelser, din vilje), jeg lægger én ovenpå, og således har vi fundamentet til den JAK bygning, mange andre hver med deres sten vil hjælpe os med at færdiggøre.
Det er helt afgørende, at hver enkelt JAK kvinde og mand bliver sin egen styrke bevidst. Ligesom havet består af et utal af vanddråber, skal små almindelige menneskers tanker og handlinger danne det frigørelsens hav, der kan oversvømme rentesystemet og lade det lide druknedøden.
Sidste vers bringer en opfordring og et svar:

Så virk da for din lille kreds
det bedste, som du kan,
da skal vel også frugten ses
engang for folk og land.

Vi har Landsforeningen JAK, vi har JAK bladet, vi har vore JAK pengeinstitutter – men det er ude i den enkelte region – ja, hos det enkelte medlem af JAK, at de holdbare resultater for fremtiden skal skabes.
Du kan virke for din lille kreds – i din familie, i din vennekreds, tale med naboen og arbejdskammeraterne. Du skal med dit eksempel vise din tro på og kærlighed til JAK sagen.
Når du er parat med et aldrig svigtende virke for JAK, og når alle dine fæller under paraplyen ”Jord - Arbejde - Kapital” gør ligeså, er der al mulig grund til at satse på, at sangens sidste fire linjer går i opfyldelse:

De mange spæde bække
skal samles til en å,
og marken vil sig dække
med tusind blomster på.

Det vil ikke være sidste gang, at jeg har valgt nr. 49 i JAK sangbogen i mit eget virke for økonomisk og menneskelig frigørelse.
 

J.A.K. bladet