J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2010

HØJE VARMEGRADER
AGURKETIDER?

Sikke varmegrader, der har været denne sommer, og sikke mange politiske fejltrin fra alle sider i disse – normalt kaldet – agurketider.
Har varmen været trykkende, så har den i hvert fald også været afsmittende på den aktuelle økonomiske udvikling.
Det vil ikke være muligt at tage temperaturen på alle facetter, men vanen tro kan jeg ikke lade være med at pege på de områder, hvor moralen (selvfølgelig kun efter min mening) måske ikke er det højst prioriterede – og også områder, hvor pengespekulationen sætter nogle giftige aftryk, får et par kommentarer med på vejen.

Hen over sommeren har vi hørt, at opsvinget spreder sig ud over Danmark og hele Europa og måske det meste af verden.
Nogle frygter, at denne optur ikke er holdbar, og det sætter naturligt de påtænkte investeringer på ”stand by”, og så kan kædesituationen hurtigt opstå. Uden investeringer kan væksten ikke holdes i gang!

Vi får et spiralkredsløb, der indeholder økonomisk krise - lavere investeringer - mindre forskning - mindre udvikling - mindre innovation - færre jobs - mindre vækst - lavere produktivitet = økonomisk krise.

Greens konjuktur-undersøgelser viser fx, at ca. 40 % af landets virksomheder investerer mindre i dag end for et år siden. I forvejen udløste sidste års finanskrise en historisk lav investeringsrate på ca. 14 %.
For almindelige mennesker kan det være svært at se, hvor væksten skal komme fra, når gældskrisen, de finanspolitiske stramninger og €-kursen er ustabil og uden mål.

Spørgsmålet er, hvad vi skal sætte menneskene til at beskæftige sig med, når det økonomiske tilbageslag og de usikre fremtidsudsigter gør virksomhederne mere tilbageholdende med at foretage nye investeringer under strammere og strammere kredit-vilkår/muligheder?
Det er jo ikke, fordi de kommende arbejdsledige så overføres til fx sundhedssystemet, hvor plejen – efter sigende – ikke er optimal.

Det er jo heller ikke, fordi de kommende arbejdsledige så overføres til varetagelse af bedre fysisk og psykisk miljø.
Det er jo heller ikke de kommende arbejdsledige, som får lov til at dele arbejdet med dem, der arbejder alt for mange timer.

Sådan fungerer systemet ikke i dag!
Vi skal næsten stå i vand til halsen, før vi foretager os noget. Vi venter hellere på, at alle andre tager ansvaret, så vi selv undgår at få sved på panden.
Jamen, så lad os da bygge os ud af krisen!
Så enkelt er det ikke. Alt for mange byggespekulanter fik alt for mange muligheder og alt for lang snor af banker og kreditinstitutioner – for egne penge var der som regel ikke nogen af – der resulterede i, at flere pengeinstitutter – endda rimelig store pengeinstitutter – gik i sort og måtte lukke eller overtages af andre.

Er det så byggespekulanterne, der kommer til at betale?
Nej, så naive er de da ikke, men mange pengeinstitutter var det i hvert fald og fik ”hedeslag”, som skabte steppebrande overalt.
Resultatet for byggebranchen er nu den, at branchen hænger fast i den værste krise siden slutningen af 1920-erne, og værre er, at yderligere fald måske er i vente.

Desværre kan man ikke alene måle byggebranchens krise på faldne boligpriser, finanskrise og internationale lavkonjukturer. Også beskæftigelsen i byggebranchen har været stærkt faldende.
Læser man statistikker på området, kan det konstateres, at beskæftigelsen ikke har været så lav siden 1993. I år 2010 regner man med en beskæftigelse på ca. 138.000, hvilket er mere end 12 % lavere end i både 2003 og 2004.
Vi starter bare flere offentlige byggerier!!!
Hvem skal betale? Og hvad skal der betales med?
Pengeinstitutterne skal man ikke forvente den store hjælp fra. Selvom de har fået og stadig får mange penge fra det offentlige, vælger man i stedet for at investere at konsolidere sig.

Det er ikke nogen gratis forretning for bankerne at betale for statsgarantierne.
Midt juni i år havde de danske banker/pengeinstitutter således udstedt statsgaranterede obligationer for 139 mia. kroner, hvilket alene giver staten et afkast på 1,3 mia. kr. årligt.

Hvis vi skal blive lidt ved de store tal, så oplyser økonomi- og erhvervsministeriet til folketingets finansudvalg den 10. juni d.å., at staten forventer at tjene 3,1 mia. kr. i 2010 og 3,2 mia. kroner i 2011 i renteindtægter på udlån foretaget gennem bankpakke 2, hvis ikke der kommer flere nødlidende banker på banen.
I BØRSEN den 15. juli d.å. oplyses det, at den gennemsnitlige rente på bankpakke 2 er 10,08 %.

Det er ikke ligefrem JAK satser, man regner med her.
Nu er det så heldigt for bankerne, at de blot sender regningen videre til os forbrugere - lige meget, hvor dårligt bankerne varetager vore interesser, og det er her, man kan stille spørgsmålet, om det er rimeligt?
Hvis nej, så er spørgsmålet, hvem der så skal betale?
Det bliver alligevel os, for der er ikke andre til det.
Det er næsten ikke størrelser, vi kan forholde os til, men vi skal være opmærksomme på, at det altid er os, der skal betale pengene tilbage, og det kommer vi til at mærke.

Vi læser fortsat om Amagerbanken, der i skrivende stund stadig er i krise og måske ikke mere lever, når denne artikel/dette indlæg ser dagens lys i JAK bladet.
Denne bank risikerer at miste store dele af sit indlån, når den ubegrænsede indlånsgaranti udløber. Banken kan simpelthen – efter min opfattelse – ikke overleve, hvis banken ikke får statsgarantien, og selv om det lykkes at få statsgarantien, vil det koste banken meget dyrt, hvis den begynder at miste noget af sit indlån.
En regning på 130-150 mio. kroner er ikke urealistisk til/for bankens kunder og aktionærer.
Det må give hedeture på Amager, selv når temperaturen falder!

Har bankerne ikke samfundsmæssige forpligtelser mere?
Det er forståeligt, at mange ikke mere har tiltro til det eksisterende pengesystem, for hvor har dette system taget mange af os almindelige pengeinstitutkunder ved næsen.
Alle sidder vi tilbage med en næse som en krum agurk i agurketider.
Valutaspekulation er stadig brugbar og gældende, selvom de fleste tilbeder €-en.
Konsekvenserne? Hvem skal betale regningen?

Lad os knytte nogle bemærkninger til €€€€€€-først.
Nogle mener, at €-en og eurozonen overlever sin gældskrise – min sidste artikel om Grækenland og mine henvisninger til situationen i andre Euro-lande er mere skeptiske.
Økonomer, der lider af ”overfladebehandling”, bruger det korte svar: ”Ja, euroen vil fortsat eksistere”.
Det er jo en ”glidende” forklaring.

Intet er sikret, så længe
• Eurozonens finanspolitiske styring og ledelse ikke fungerer
• De nationale budgetregler ikke er implementeret
• Styringen af de strukturelle divergenser ikke er eksisterende

Det er ganske nødvendigt at igangsætte gennemførelsen af en regel om god finanspolitisk adfærd i alle landene og en effektiv økonomisk styring af euroområdet, og at der sættes fokus på styring af privat gæld, eksterne ubalancer og årsagerne hertil.
Oversat til praktisk politik vil det nok sige, at euroen på sigt ikke kan overleve uden en ganske stor del politisk finanspolitik pegende nærmere hen mod en union, hvor der nedfældes konkrete fælles reformer.

Omkring de tre ovennævnte punkter kan nævnes for så vidt angår punkt 1: Selv om det på forhånd lykkes at opdage uheldige strategier, så kan der stadig komme gældskriser. Fælles stabilitetspakker af alle, uden at nogen lande går over til strudse-politik, er livsnødvendigt.

Hvad punkt 2 angår, så har mange medlemslande vedtaget bindende budgetregler for at holde den nationale gæld under kontrol. Man kan måske komme i tvivl om, hvorvidt så mange forskellige lande med så voldsom forskellig økonomisk status og befolkning kan fremme de kollektive interesser frem for hjemlandets egne interesser.
Man kan – heldigvis – ikke se bort fra de enkelte landes folkelige afvisning af finanspolitisk føderalisme.

Med hensyn til punkt 3 er det tydeligt, at de strukturelle forskelle mellem fx Tyskland (ekstern overskud) og Grækenland (koloenorme eksterne underskud) kan skabe og skaber divergenser.
Det kræver altså ekstra store indsatser til, for at få euroen og den monetære unions troværdighed til at spille i takt eller bare samme melodi.

Jeg mener fortsat, at ikke alle eurolande endnu er modne til fælles valuta, og det gør bestemt ikke noget, vi stadig venter på stationen – selvom vi har billet – på, at det rigtige tog kommer forbi.

Og så tilbage til valutaspekulationen, som jo i allerhøjeste grad hænger sammen med eurozonepolitikken.
Nu taler vi ikke om private spekulanter alene, men så sandelig også offentlige myndigheder.
Det kan fx konstateres, at flere danske kommuner – på borgernes vegne – har optaget millionlån i SFR.
Det udløser nu – hvor SFR har haft rigtig gode tider – voldsomme økonomiske tæsk til kommuner som Odense, Faxe og Odsherred i form af stigende udgifter til renter og afdrag.
KommuneKredit oplyser således, at ikke mindre end 10 af landets 98 kommuner har spekuleret i valutalån på vore vegne, uanset om vi vil eller ej.
Hvor er det betryggende!
Hvordan Nordea Markets eksempelvis har kunnet rådgive Faxe kommune til at låne 80 mio. kr. i SFR – over 20 % af kommunens samlede lån – og senere konvertere lånet tilbage til danske kroner med et rentetillæg på over 3 % i en tid, hvor man kan konstatere, at SFR i over 40 år aldrig har været højere i kurs over for kronen, må være et ubesvaret spørgsmål.

Vi er jo mange, der i forbindelse med finanskrisen har måttet konstatere, at betegnelsen bankrådgiver er misvisende i allerhøjeste grad. Det er lige før, at ord som sælger og kræmmer er bedre sigende, men det skal man nok ikke røbe til sit pengeinstitut, hvis ikke lige man bruger pengeinstitutter, der ikke lever af at spekulere eller rådgiver om det samme.
Er det ikke en tanke værd, når man nu skal vælge ”rådgiver” i sin bank - at de banker, der klarede sig værst i finanskrisen, var dem, der havde de mest erfarne og ikke mindre magtfulde direktører.
I Danmark kan man blot se på fire af de pengeinstitutter, der i øjeblikket er under Finansiel Stabilitet, det såkaldte statslige afviklingsselskab – en ikke særlig befordrende betegnelse – og konstatere, at i Roskilde Bank, EBH-bank, Fionia Bank og Løkken Sparekasse havde direktionen siddet mellem 15 og 30 år.
Og hvad med bestyrelserne? Skrev jeg ”bonkammerater”, ”loger”, særlige ”venner” – nej, det skrev jeg ikke, men tænkte det måske for højt!
Der blev for lidt dialog, modspil og indsigt.
En bankdirektion, som har siddet i mange år, siger man ikke sådan imod, vel?

Kendetegnet for disse bankers skæbne kan vel groft sammenfattes i tre punkter, idet jeg i øvrigt i al beskedenhed henviser til mine tidligere artikler omkring banker og deres forretningsgange.
De tre kendetegn, jeg vil fremhæve er måske ikke så overraskende, som de er rystende enkle:
1.
En for høj risikoprofil i form af betydelige udlån inden for ejendoms- og pantebrevssektoren og en høj risikokoncentration blandt bankens største kunder
2.
En svag og ikke kvalificeret kreditorganisation med alt for frie hænder
3.
En mangelfuld kreditstyring og kreditsagsbehandling, som nærmest kan betegnes som kvantitet før kvalitet

Er der slet ingen, der har ansvar for slige ekstraudgifter til kommunens borgere, eller er facit bare, at så må vi spare på hjemmehjælpen, de gamle, børnene, miljøet osv., osv.
Det kan ofte være svært at forstå alle sammenhængene.
Logik er det i hvert fald ikke.
At det i allerhøjeste grad er en aktuel bemærkning værd, fremgår tydeligt af signalerne fra Christiansborg.
Komplicerede finansielle instrumenter, der udgør en markant del af kommunernes mia.gæld, kan komme til at koste skatteborgerne meget dyrt, ikke mindst – som set ovenfor – når spekulationerne slår fejl.
Politikere fra alle hjørner af folketinget ønsker derfor nu strammere adgang for kommunerne, når de spiller kasino for borgernes penge.

Endelig vil jeg ganske kort anføre en status for kapitalfonde.
I mange af mine artikler og indlæg – også i JAK bladet – har jeg advaret mod den ukritiske begejstring for først fusioner og senere kapitalfonde.
I dag kan man konstatere, at næsten alt er forandret for kapitalfondene siden den gyldne tid, hvor de købte flere store danske virksomheder.
Nu kæmper fondene med faldende indtjening og høj gæld - virksomheder, som ingen vil købe - og banker, der ikke længere vil låne penge ud.

I resten af Norden kæmper kapitalfondene også med problemer. Alene Nordic Capital har tabt millardbeløb i tagboksproducenten Thule og i Plastal.
Hoverende kunne jo godt nok skrive ”Hvad sagde jeg”, men det hjælper jo ikke noget.
Ja, det kan godt nok give hedeture, hvis man – som jeg – bruger tonsvis af timer på at analysere udvikling og vilkår og resultater – for der er ikke for mange opmuntringer at skue i den nærmeste horisont.

Man kan vel slutte med den konstatering, at i gode tider er investeringer en naturlig følge af behov for udvidelse af kapaciteten. Er væksten tilfredsstillende stor, er risikoen for at komme til at investere for meget til at leve med.
Modsætningsvis forholder det sig naturligvis i dårligere tider, når ingen tror på vækst i nærmeste fremtid, og pengeinstitutterne samtidig har hævet bommen så højt for, hvad de betragter som sunde projekter, at selvfinansiering kræver stramninger på alle områder incl. personalebesparelser.

Troen på nuet og fremtiden skal komme fra det enkelte menneske og fællesskabet med andre mennesker.
Det må være den stabile platform for investeringer, for kollektiviteten, for vort fælles miljø, for troen på hinanden og for kærligheden til dette liv, som jo kun er en forsvindende lille del af evigheden.

Ultimo juli 2010.

 

Af Finn Bentzen

Som bekræftelse på indholdet af min artikel i dette nummer af JAK bladet mener økonomen og forfatteren til bogen ”la crise du capitalisme américain”, at der ikke er grund til at lægge låg på bekymringer og pessimisme omkring den økonomiske uvikling og fremtid.
Han mener, at den globale økonomi atter vil blive rystet, når subprimelån-boblen springer.

Det er ikke så meget den enkelte ”forbruger”, som det er staternes gæld, der udgør problemet..

”Der er slet ikke penge nok på lånemarkedet på grund af krisen, og det vil derfor være de svageste stater – og dermed befolkninger – der må betale den højeste rente, hvilket vil svække dem yderligere og gøre verdensøkonomien endnu mere skrøbelig”, skriver Poul Jorion.

Det er faktisk, hvad jeg har forsøgt at skrive om gennem rigtig mange år, og det er kendt, at netop denne negative rentevirkning altid har været JAKs advarsel til verdenssamfundet.

Hvad tror man vil ske, når en lang række kreditlån på det amerikanske boligmarked skal fornys i 2012?

Hvem vil refinansiere disse ejendomme, nu hvor værdien er raslet ned i raketfart?

Som bekendt er en kæde ikke stærkere end det svageste led, så når lån fra A til B og videre fra B til C og endelig fra C til D pludselig ødelægges, fordi en af kædens led brister, hvad så?
Trækker det så ikke de andre led med?
Har vi ikke netop set denne udvikling?

Pengeinstitutter og realkreditinstitutter må da kunne se denne udvikling!
Hvorfor reagerer de så ikke?
Ganske simpelt fordi de er kommercielle virksomheder, hvis fornemste formål er at tjene penge - og jo flere, desto bedre.

September 2010

J.A.K. bladet