J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2010

Et historisk tilbageblik
Denne artikel er skrevet af K.E. Kristiansen i J.A.K. bladet den 6. august 1948

Man må forbavses, når man kommer ud for en diskussion med dem, der regner sig for ”fagfolk” på pengevæsenets område, forbavses over, at de overvældende økonomiske ulykker, der har ramt menneskeheden overalt i verden, ikke har gjort noget synderligt indtryk på dem. Er det virkelig således, at blot visse mennesker har deres eget så nogenlunde på det tørre, så kan den appel til fornuftig og grundig gennemtænkning af problemet, som jo altid ligger i mødet med omgivelsernes kriser, ikke nå igennem egoismens skal og derfor ikke sætte den højere tænkeevne i funktion.

Der findes ligefrem stående ”ordklicheer”, tankeløst gentages tusinder af gange, skønt deres indhold kun er tomt sludder, oprindelig serveret af en eller anden ”fagmand” og siden gentaget og gentaget, så de til sidst danner en massiv væg, værnende den overfladiskhed og uvidenhed, der hindrer erkendelsens lys i at bryde igennem, hvorved de problemer, der jo kun synes vanskelige på grund af uvidenhedens modstand, stadigvæk kan forblive uløste.

Vi træffer dette forhold på alle livsområder. Som forfærdende ”mørkets uhyrer” gør de sig gældende inden for det såkaldte religiøse område. Her skal man være i høj grad varsom med at træde dem for nær. Det er enhvers ukrænkelige ret at forblive i den overtro, han ynder.

Inden for samfundsøkonomien pines vi af uhyrer hver dag, uden at den ”jævne mand” opdager dem. Spørg en ”fagmand” inden for økonomien, om det privatkapitalistiske rentesystem er et godt system. Ja, helt godt er det måske ikke, indrømmer han, men det er så nogenlunde det bedst mulige. Hvis han kunne gøre brug af sin sunde fornuft, ville en smule eftertanke hurtigt åbenbare for ham, at systemet er aldeles og absolut uholdbart. Han behøvede så vist ikke at være udlært i den højere matematik for ganske simpelt at kunne regne sig til dette resultat. Og stolede han så ikke helt på sin logik, kunne han tage problemet fra en helt anden side og undersøge, hvorledes systemet virker i praksis. Det ville ikke vare mange minutter, før han måtte indrømme, at praksis på det kraftigste understreger rigtigheden af den sunde logik: Under et sådant system skal gælden med uundgåelig konsekvens vokse til krisepunktet, derefter krise og ”om igen”. Men akkurat lige uforstående stirrer mennesket på det skete og opdager ikke sammenhængen.

”Det er akkurat lige så berettiget at tage rente for at leje sine penge ud, som det er at tage noget for at leje sin hest eller for at leje et værelse ud”, lyder det. Uvidenheden siger højtideligt ”amen”, og så er det slået fast som et dogme, man ikke skal røre ved.

Den simple kendsgerning, at både hest og værelse koster det arbejde og omkostninger at producere, mens penge kan fremstilles omtrent gratis, falder ikke sådanne ind, og møder de påstanden, ser de på vedkommende, der fremsætter den, som en, der vistnok rettelig burde anbringes på en vis anstalt.
At rente umuligt kan betales af den simple grund, at når samfundet betragtes som en helhed – en organisme – så må denne helhed bestandigt låne for at betale rente, fordi lånesummen jo ydes, uden at renten er medindbefattet, og det lån, der optages for at betale renten, skal også forrentes o.s.v., men denne sammenhæng vil det være dem umuligt at forstå af den simple grund, at de tænker på Per og Povl – og måske dem selv – som virkelig har kunnet betale renten. At dette argument aldeles ikke kan anvendes over for helheden, samfundet, vil det være umuligt at forklare dem af den ganske naturlige grund, at der kræves andre hjerneceller til at opfatte samfundet som en helhed, end der kræves for at opfatte Per, Povl og dem selv som særinteresser. Det nytter ikke her at ville anvende logik, endnu mindre at appellere til moral, for den del af hjernen, der er brug for til begge dele, er ganske passiv – død på grund af åndelig atrofi (underernæring, svindsot).
Eller tage en tanketorsk som denne. Der skal være et vist forhold mellem pengemængde og varemængde, for ellers får vi enten deflation eller inflation.

Tidens største evangelium inden for pengeverdenen lyder jo således: vi har alt for mange penge og alt for få varer. Vi er nødt til at fjerne pengene. Hvilket eldorado er ikke denne uvidenhedens urskov for emsige finansministre og skatteeksperter? I almindelighed er det jo en pinlig ting at flå sine medmennesker økonomisk med trykkende skatter, men set ud fra dette uhyrlige postulat (den massive mængdeteori) bliver skattevæsen og udsugende finansministre ligefrem til menneskehedens velgørere, og det giver en anderledes god samvittighed som baggrund for en pinlig bestilling.

Vil man tillade sig at undres over, at det kan gå an at lave flere billetter til jernbanekørsel, end der er brug for dag for dag, da man jo så ifølge deres egen teori måtte frygte inflation på grund af for mange billetter, så falder det dem aldeles ikke ind, at ligesom billetten giver adgang til at transportere et menneske en vis trækning, således er det pengenes opgave i omsætningen at transportere varer og tjenesteydelser fra det ene menneske i samfundet til det andet og gøre det uden at stjæle af varen.



Ligesom billetten i sig selv er værdiløs, således er pengesedlen det også, og ethvert forsøg på at give pengesedlen en egen værdi er akkurat ligeså naiv som at ville gøre hver billet til et lille stykke jernbane. Det ville blive en besværlig rejsemåde – og vi må vel også indrømme, at vor samfundsøkonomi er så besværlig, at den ødelægger de fleste menneskers mulighed for en naturlig livsrejse.
Ligesom billetten er knyttet til vejstrækningen, således at enhver frygt for inflation eller deflation i jernbanebilletten kan spares, således må naturligvis pengesedlen, omsætningsmidlet, være knyttet til produktionen, idet man må finde den rette tilknytningsmåde.

For billetten er det vejstrækningen, d.v.s. længdemålet – antallet af km – der er tilkoblingsstedet. Men hvor skulle man tilkoble pengesedlen til produktionen? ”Ligesom længde måles længdeenhed, rum ved rumenhed, således må værdi måles ved værdienhed” lyder et at tidens trolddomsord. Sætningen er netop så blottet for sandhed og så skuffende ustyret på overfladen, at den annammes uden overvejelse.

Men på den måde er opgaven uløselig. Vil man forstå pengenes virkelige funktion i et moderne samfund, må man frigøre sig for enhver tanke om, at pengesedlen skal have egenværdi. Der er her slet ikke tale om nogen måling, for den vare eller den tjenesteydelse, der skal transporteres er allerede både målt og vejet. Den rummer sit indhold af arbejde, omkostninger, og alt sammen i forvejen målt og vejet – med hvad? Med de forhåndenværende forhold, det forhåndenværende samfunds teknik, dets arbejdskraft, ja endog med dets uhyre byrde af et muligt penge- og finansierings- og styresystem. Alle de foreliggende forhold har sat sit præg på produktet, det rummer en andel af det alt sammen, om så råstoffet er hentet på den ene side af jordkloden og arbejdskraft og maskiner på den anden side.
Resultatet foreligger nedfældet i produktionen.

Så kan de vise mennesker godt komme og fuske i regnskabet og sige: Vi sætter nu prisen, værdien, hvorefter alt har at rette sig. Det kan de godt sige, men det sker bare ikke, for menneskets magt er begrænset, og jo mere uvidende det handler, desto mindre retter forholdene sig derefter. Tværtimod giver naturen sit svar i form af de vældige lussinger og underkendelser, hvoraf verdens ypperste er så ivrige samlere.

Derfor må problemet gribes an på en ganske anden måde. Man må gøre sig klart, at meningen med produktionen er, at den skal tjene menneskeheden. Uden denne erkendte eller ikke erkendte baggrund er produktion vanvid. Den, der producerer og lægger sine bedste evner i, får derved menneskeligt en gevinst, der viser sig i forøget dygtighed. Men hvis produktionen ikke kan omsættes, og derfor blot oplagres, kommer både producenten og forbrugeren på afveje. Og da vi jo alle på samme tid er producenter og forbrugere (bortset fra undtagelserne), så betyder det, at stagnerer omsætningen, så stagnerer udviklingen, og menneskeheden kommer på afveje, der alle ender samme sted: i elendighed, sygdom, afhængighed o.s.v.

Derfor er omsætningsmidler, der betinger både sund produktion og sund omsætning, et så uhyre vigtigt led i samfundsøkonomien.

Den, der forstår omsætningsmidler og dets teknik, vil i de store træk kunne styre samfundsproduktionens veje. Alle ved nu, at sløje priser giver sløj produktion, stigende priser giver livligere produktion. Det er denne lov, menneskehedens hajer, rustningsindustriens lille udvalgte flok, anvender og fremdeles vil vedblive at anvende under det gældende system, til det store ragnarok omstyrter systemet, og det er den samme lov, der med den rette teknik (det egnede omsætningsmiddel) kan skaffe os den økonomiske frigørelse med dens store og rige muligheder.

Af den grund må man sige, at den vigtigste samfundsopgave i vor tid synes at være den, at vi ved hjælp af vor fornuft og erkendelse selv omlægger systemet frem for at lade os begrave under dets ruiner.

Men den opgave løses ikke ved teorier – om de end er nok så gode. End ringere synes mulighederne gennem de politiske programmer, fordi selv den tanke at styre menneskeheden ved de politiske metoder i bund og grund er forfejlet. Se blot forsøgenes resultat!

Tilbage bliver kun én – men til gengæld også en særdeles god dog sejrrig vej: Lev det nye, praktiser det så vidt evner og forhold tillader og lad naturen sørge for resten. Da får såvel det gamle som det nye, hvad det tilkommer, og skulle ikke alle dermed være tilfredse.
 

J.A.K. bladet