J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2010

STÅR ØKONOMIEN I VEJEN FOR EN LØSNING PÅ KLIMAPROBLEMERNE?

Af Jakob Mikkelsen, formand for Landsforeningen J.A.K.

Efter kommunismens sammenbrud for 10 år siden har der været en næsten euforisk stemning i den borgerlige lejr - og langt ind i socialisternes rækker. Statskapitalismens duelighed var blevet modbevist, og nu var der kun privatkapitalismen som samfundssystem tilbage. Vi fik stor økonomisk vækst, og friværdierne bare steg og steg, som var der ingen ende på væksten. Den evige lykke lå lige om hjørnet. Der var en ende på væksten, om end årsagen til stoppet kom udefra.
Det var nogle uansvarlige spekulanter i USA, der var årsagen til sammenbruddet. Det var, da deres banker og kreditinstitutioner gik ned, at verden gik i stå på grund af manglende tillid til bankerne indbyrdes. Stigningerne har været båret af spekulanter, der hele tiden har fundet på nye veje til øget indtjening.


Den franske præsident Sarkozy har kaldt det for ”et perverst grådigt” system, og både den nuværende og den forhenværende engelske premierminister har udtalt sig på linje hermed. Herhjemme har det været småt med erkendelsen af, at det er selve det økonomiske system, der har en iboende fejl i form af renten. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har fat i det med hensyn til kapitalfondene og har på glimrende vis beskrevet det i bogen ”I Grådighedens Tid”, der tidligere er omtalt i J.A.K. bladet. Højtstående bankfolk har så sent som december 2009 udtalt, at det ikke er den ultrakortfristede finansiering af deres udlån, der har svækket dem, men at de har lånt pengene ud til de forkerte. Mage til arrogance skal man lede længe efter!

Det de tre ovenfor omtalte herrer har skudt efter har spekulanterne, og i forbindelse med klimaforhandlingerne har der været forslag fremme om at finansiere kompensationen til u-landene via en skat af omsætning på børserne. Som bekendt blev det ikke aktuelt i denne omgang.
Men hvad er det, vi i i-landene vil betale dem for? Jo, såmænd: Vi vil betale dem for ikke få en større CO2-udledning, men på samme tid vil vi gerne have, at de udvikler sig til et godt og købestærkt marked. Vi vil også gerne have store dele af vor produktion forlagt til Asien og Østeuropa, da arbejdslønningerne og i stor udstrækning de for produktionen så snærende miljøkrav ikke er nær så belastende for produktionsomkostningerne der! Men hvorfor er vi endt der?

Det størst mulige afkast
Med det nuværende økonomiske system er det ikke kun investorerne, der skal have deres udbytte, men kapitalen (pengene). Det skal forstås på den måde, at FØRST skal kapitalen forrentes, og derefter skal investorerne have deres. For at der kan blive så stor en kage som muligt til investorerne, søger man derhen, hvor det størst mulige afkast af investeringen findes. Da man ingen forpligtelser har her i Europa, men blot kan afskedige folk og overlade deres forsørgelse til det offentlige, så er det største potentiale i Asien og Østeuropa af førnævnte årsager.
Vi får altså en verden, der er helt skæv forstået på den måde, at vi i de vestlige lande har brug for en højt uddannet arbejdskraft til den vidensbaserede produktion og som følge deraf ikke rigtig har jobs for dem, der enten ikke har evner eller har lyst til at tage en teoretisk uddannelse - med det resultat, at de får svært ved at få job. På samme tid får vi i Østeuropa og særligt i Asien en produktion, der slider mennesker ned og belaster miljøet unødigt hårdt. Det er et usundt system, der ikke er ønsket af nogen, men som kapitalens krav om forrentning har medført.

Sådan har det ikke altid været!
I de gamle stammesamfund havde man også forskellige produktioner og funktioner. Alle havde en plads, og alle tog del i samfundets opgaver. Der var handel, men det var tuskhandel, altså man byttede varer eller ydelser. Noget var mere efterspurgt end andet og havde som følge deraf en større værdi og kunne byttes for mere end andet. En dygtig kurvemager eller væver kunne selvklart få mere i bytte for sine varer end den, der var knapt så dygtig. Der var dog brug for dem begge, idet der var behov for varer af flere kvaliteter.
I princippet kunne en sådan stamme sagtens fungere uden byttehandelen. Alle skulle bare gøre deres del af arbejdet, alt efter hvad de havde de bedste evner for, og der ville være nok til alle! (forestil dig, at vi gjorde det samme i vort samfund - og tænk over, hvor mange der ville blive ledige, blot fordi de i deres daglige arbejde arbejder med penge).
Nu har det altid været sådan, at man i en lille kreds ikke kan alting selv, eller inden for et lille geografisk område har alting selv, hvorfor der vil være brug for at bytte ting over større afstande. Man handlede over større afstande, fordi man ikke havde/kunne fremstille det selv.

Renten gjorde en forskel!
Når jeg tænker på min barndom, kan jeg huske, at selv den mindste flække havde en eller flere håndværkere og handlende. Man handlede lokalt og brugte den lokale håndværker, der også tog de unge i lære og på den måde sørgede for uddannelsen af næste generation. Nu var det ikke tuskhandel, men alligevel en forholdsvis lokal økonomi der fungerede. Havde det ikke været for renteøkonomien, kunne det i princippet have fungeret, som det gjorde i stammesamfundet. At renten gjorde en forskel ligger i, at der nu var en fremmed spiller på banen, en spiller som ikke bidrog med noget, men som kun trak arbejde ud af samfundet. Det fik den betydning, at man nu ikke alene skulle fremstille noget/arbejde så meget, at man selv fik nok. Nej, nu skulle man først arbejde så meget, at renten kunne betales, hvorefter der kunne blive til dem selv.
Resultatet blev en strukturudvikling, hvor produktionen flyttede ind til byerne og arbejdskraften samme vej, og hver gang der skal bygges et hus eller en fabrik, eller endog en vej, sker det via gældsætning. Gælden vokser og vokser, og en større og større del af vort arbejde går til at føde renteuvæsenet, der til enhver tid skal have først. Det er logisk, at vi nu er nået til det punkt, hvor produktionen flyttes ud i verden, langt fra ansvar og anstændighed af hensyn til forrentningen.

Renten i det aktuelle samfund
På samme måde kan man se på arten af det, der frembringes i vort samfund. I stammesamfundet var det de nære behov, der styrede arten af produktionen. Havde stammen ingen mad, gik man på jagt. Man satte sig ikke og lavede perler, fordi man gerne ville se godt ud. Det kunne godt være, man satte sig og lavede perler, men så var det, fordi man var så god til det, at perlernes værdi var så høj, at andre ville betale godt i kød og andre primære fornødenheder for dem, og på den måde gjorde alle, hvad de var bedst til i forhold til stammens behov. Produktionen stod i et forhold til evner og efterspørgsel. Pointen er, at det i princippet var et ligeværdigt bytteforhold. Der var ingen tredjepart, der tog sin del først.
I dag er gældsætningen så stor, at ingen længere tænker på værdien af det, de fremstiller, men alene på, om det kan sælges, så forrentningen bliver bedst mulig. Jamen, det er vel også godt nok, for kan det sælges, så er der jo også brug for det? Nej, så enkelt er det ikke. I dag er udviklingen i rentesystemet så fremskreden, at mange har så lidt, at de er nødt til at nøjes med det, de har råd til, og ikke hvad de har godt af. I dag sælges produkter under betegnelsen mad, der på ingen måde er egnet som menneskeføde og da slet ikke som føde for vore dyr. At det kan sælges, skyldes alene, at vi har ladet systemet komme helt ud af balance, og det er alene rentens skyld.

Renten ødelægger vores dømmekraft!
At mennesker handler, som de gør, har sin årsag i, at de ikke forstår, at det kan være anderledes. Renten har ødelagt vores dømmekraft; renten har sat sig som en kræftsvulst i vores tankegang; renten kræver konstant økonomisk vækst! Vi har som mennesker mistet følingen med os selv; vi køber mad, vi ikke har godt af, og vi køber ting, vi ikke har brug for! I dag er der ikke længere noget, der hedder ”nok”. Vi er at sammenligne med ræven, der går i blodrus i hønsehuset: Vi bliver ved og ved, så længe det er muligt, og ikke så længe vi har behov.
Det er yderst sjældent, at vi hører én sige, at vedkommende nu har nok. Sker det, er det en privatperson, og da rigtig meget af vor produktion styres af kapitalkoncentrationer i form af selskaber eller fonde, er det slet ikke muligt at sige, at meget nu er nok! Der er et evigt krav om vækst affødt af renten, der lige så længe, som vi arbejder med det nuværende system, skal betales. Da renten kun kan betales ved ny gældsætning, skal der hele tiden investeres for at få råd til det. Det er skruen uden ende.

Derfor står renten også i vejen for en aftale om CO²-begrænsninger. Kapitalen kræver sit FØRST, og derfor blev klimakonferencen også kun et spil om at placere Sorteper hos de andre og skaffe sig selv de største fordele. Kun få havde format til at påtage sig deres andel af ansvaret, uanset hvad de andre gjorde, og derfor blev det et eksempel på politik, når det er værst.

Stort set alle gik mere op i at positionere sig bedst muligt i forhold til de økonomiske muligheder efter en eventuel indgåelse af en sådan aftale end i at få en aftale. Derfor var det dømt til at gå galt.
Vi er nødt til at være parat til at se bort fra egne smålige interesser og se på, hvad der er nødvendigt. Maldivernes præsident Nasheed udtrykte det meget præcist, da han sagde, at hvis vi ikke er i stand til at redde Maldiverne i dag, vil vi ikke i stand til at redde os selv i morgen! Vi har spillet menneskeligt fallit!

Men hvordan skal det så gøres?
I stedet for at afholde en ny konference om klimaet, burde man afholde en tilsvarende konference om indførelsen af et nyt økonomisk system, der ikke fremmer kynisme og uansvarlighed, men balance og harmoni. Hvis kapitalen (pengene) ikke søgte derhen, hvor den blev bedst forrentet, men derhen, hvor den gjorde mest gavn, ville verden hurtigt se anderledes ud. Hvorfor? Jo, fordi det så ikke ville være kapitalejerne i form af fonde og andre pengetanke med et forrentningskrav, der bestemte, men folket på den ene eller anden måde. I en sådan situation ville vi hurtigt indse, at det ikke giver nogen mening at sende arbejde den halve vej rundt om jorden, når vi lige så godt selv kan udføre det.
På samme måde kunne det jo også være, at vi fandt ud af, at der ikke er grund til, at mange mennesker går og laver ingenting og får understøttelse for det, når mange andre får stress af at have for meget at lave. På samme måde ville vi måske også overveje lidt mere, hvad vi bruger vore resurser på, både råvarer og arbejdskraft. På samme måde ville vi nok også overveje endnu engang, hvor meget vi vil belaste miljøet – herunder CO2-udledningen – for at fremstille vore produkter. Hvordan kan jeg tro det? Jo, det kan jeg, fordi jeg har set, hvordan penge kan ændre et menneskes værdier fuldstændigt, så meget at mere ikke er nok. Jeg tror på, at økonomisk frigørelse er et vigtigt skridt på vejen til en bedre verden - og jeg tror, at økonomisk frigørelse er, at økonomisk vækst gøres til et begreb, vi ikke gider beskæftige os med, fordi alt andet er vigtigere.

Hvor skal pengene komme fra?
Hvis vi ændrer det økonomiske system, så der ikke kan hentes indtægter i form af renter på penge, melder spørgsmålet sig: Hvor skal pengene komme fra? Pengene skal komme fra banken! Men banken er ikke en bank, som vi kender den i dag, hvor den har som formål at berige en gruppe af kapitalejere, der kynisk udnytter, at vi skal bruge penge til at finansiere vore projekter. Banken skal drives af folket til folkets bedste, og der kan ikke tages renter. Jamen, hvem vil da låne penge ud uden renter? Det vil samfundsbanken, der står bag alle de mindre banker, som virker lokalt. Det er en samfundsopgave at drive bank, altså at stille omsætningsmidler til rådighed til finansiering af frembringelse af værdier (real kapital).

Penge kan ikke i sig selv være en vare, der skal have en pris. Et samfund, der bygger på den tankegang, er et sygt samfund, som drives ud i større og større ubalance til skade for alle!

J.A.K. bladet