J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2009

TID TIL ØKONOMISKE SAMTALER
Af Henrik Friis, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen J.A.K.

Ønsk jer ikke tilbage til de fede tider
I en tid, hvor verdensøkonomien er i krise, er der nok mange, der ønsker sig tilbage til de gode tider, de såkaldte fede år. Lige så forståeligt et sådan ønske er, burde det i stedet give anledning til dyb eftertænksomhed. Når den ene arbejdsdag tager den anden, og vi ikke taler dybt sammen om økonomiens natur og vores rolle i økonomien, er der virkelig grund til at overveje, om vi nu gør det rigtige. Der er en overhængende risiko for, at automatpiloten er slået til. Er vi for mange i automode, er faren for kollektiv kollektion overhængende. Når mere end en halv million mennesker mister deres arbejde i US på kun en måned, kan vi ikke længere fornægte massernes medansvar. Jeg vil påstå, at den væsentlige faktor for den nuværende økonomiske krise netop er massernes uvidenhed om deres egen økonomiske adfærd. Ja, en del af krisen er også min egen uvidenhed. Om end jeg gerne vil overbevise mig selv om, at jeg vidste bedre, må jeg også indrømme, at jeg i de forgangne år kunne havde handlet med rettidig omhu i min egen økonomiske færden.

Påstanden om massernes medansvar
Tages der udgangspunkt i krisens udspring, består den af nye låneformer, usikre udlån og amerikanske borgere, der ikke kunne betale. På lånersiden finder vi nogle mennesker, der valgte at låne til deres boliger, biler og ekstra forbrug til en lav variabel rente, og da renten steg, havde de svært ved at betale. Dette er velkendt, men hvor mange var det, som ikke kunne betale? Hvad var restancerne løbet op til? Ifølge business.dk var tallene september 2007 stadig til at overskue.
En vigtig pointe er, at lige så ubetydelig en aktør er for økonomien, lige så altafgørende er ”de mange”, når de gør det samme, og det viser sig at være et dårligt valg. Vidste den almene amerikaner ikke, at en rente på 1-2 % p.a. kunne risikere at stige? Åbenbart ikke, eller så lod de sig friste til øget forbrug, grådighed i deres forbrugsadfærd på trods. Set fra udlånernes side, eller snarere udlånerne til udlånerne, så var der tale om høj systematisk risiko, dvs. at lånet i sig selv var risikabelt, og dermed opstod en større sandsynlighed for, at mange lån kunne komme i restance samtidig. Når store banker og virksomheder knækker, så har det selvfølgelige en effekt, men det er lavineeffekten fra ”de mange”, der kan skabe reelle og langvarige virkninger på økonomien. Holder ”de mange” sig fra fristelser, vil de kunne stabilisere økonomien mod temmelig store stød.
Udover at man selvfølgelig har en forpligtelse over for sig selv, når man træffer økonomiske valg, har man også en kollektiv forpligtelse. Når mange venner, naboer og andre bekendte beretter om fiduser, om værdistigninger i boliger, samt om hvordan de bare kunne låne – de fik det tilbud, de skulle ikke en gang spørge eller forhandle om det. I et sådant tilfælde går ”de mange” i en bestemt retning, og det skal give anledning til forsigtighed og eftertænksomhed for den enkelte borger og udlåner.

Det positive ved krisen
Her opstår noget positivt, for sådan tænkte ”de mange” ikke for nogle år siden; det gør flere heldigvis nu. Den økonomiske krise får forhåbentlig flere mennesker til at tænke og tale mere om økonomi. Om deres egen personlige rolle i økonomien. Refleksion over, hvad der gik galt, er utrolig kostbar. Det er den viden, der kan føre os ud af krisen, hurtigere end hjælpepakker, økonomisk politik eller nye systemer. Det, vi har allermest behov for, er nemlig sunde og frigørende beslutninger, der tages af den enkelte aktør i økonomien. Det nemmeste i verden vil nemlig være at tro, at de finansielle systemer er usunde og skal gentænkes – at vi ikke selv behøver at tage ansvar og lære. Nogen vil selvfølgelig sige, at krisen var ventet ud fra en eller anden teori eller tankegang. Eller krisen skyldes et par få umoralske og begærlige mennesker. Vi må endelig ikke give nogen eller noget skylden – vi har alle et ansvar og en vigtig lektion at lære. Den enkelte lærer forhåbentlig, at det kan betale sig at gøre sig nogle grundige overvejelser om hans/hendes rolle i økonomien. Når vi nu er begyndt at reflektere, er det klogt endelig ikke at lade sig købe for hurtigt.
Næsten alle makro-økonomiske nøgletal peger på en historisk stærk dansk økonomi. Økonomer var lidt uenige, om økonomien var overophedet, og om boligmassen var væsentlig overvurderet, men der var ingen tegn eller faresignaler om sammenbrud. De færreste havde ventet, at krisen kunne starte i pengemarkedet, midt i det finansielle system. Og nu er det åbenlyst for alle, at ”det” ikke kunne vare ved. En sådan bagklogskab bør gøre os endnu mere bekymrede, for det vidner ikke om økonomisk visdom. Enhver, der siger ”hvad sagde jeg/vi…” vil risikere at gøre som andre, følge en ny uheldig tendens. Hvad var ”det” egentlig, som ikke kunne vare ved? Grådigt overforbrug? Udspekuleret spekulation? Absurde gearinger? Sindssyge overbelåninger? Optimistiske prospekter? Usunde incitamenter? Nådeløse kapitalbevægelser? Blind tillid?
Den egentlige årsag til krisen skal findes i os alle. Menneskets umodenhed, når det kommer til økonomisk adfærd. Min egen umodenhed. Krisen er udløst af vores grådighed, uansvarlighed og frygt samt manglende tillid til os selv og andre. Det er ikke kun et par umodne forretningsfolk i verden, der handler umoralsk, uansvarlig og egoistisk. Vi er alle til salg dagligt, vi er alle på markedspladsen og købe ind. Det er på markedet, tonen bliver sat for det økonomiske liv, der omgiver os. Det er uklogt alene at henføre krisen til et par enkelte spekulanter. Eller bare henføre årsagen til ledelsen i konkursramte banker eller finanstilsynets manglende kontrol. Vi skal nok snarere forstå disse mange enkelte personer som noget arketypisk, der lever i os alle - og det, at vi forholder os til den del frem for at fornægte den, er sundt.

Når sandheden skal frem
Vi var alle med til festen, i mindre eller større grad. Selv de store banker tabte hovedet og fik mistillid til interbankmarkedet. Nu har de prøvet en nedsmeltning og må leve med tvivlen: ”På hvilken fast grund kan vi bygge vores forretning..”. Det er den tvivl, mange selvstændige, erhvervsfolk og ejere lever med. Sandheden er, at vi først nu er ved at lære at kravle i den krybbegård, vi kalder ”markedet”. Vi har næppe forstået begrebet ”lige for lige, når vi handler”. Vi er kort og godt små børn, der skal lære at have tillid til verden og tillid til vores egne evner. Tillid er noget mennesket ”oplever” indefra og ud. Det kan systemer og nye lånepolitikker ikke give os. De kan kun udfordre vores tillid. Ligesom hjælpepakker ikke kan løse den økonomiske frygt - det må vi selv fjerne i vores hjerter og hoveder.
Det er en hård dom, men når dommen holdes op mod tidens tendens ”at alle aktiver (biler, privatboliger, virksomheder, investeringsejendomme eller andre porteføljer), der lider af den mistede likviditet, skal tvangssælges”, så står dommen ikke mål med virkeligheden. Der røves over alt. Tvangssalgspsykosen er at invitere det værste i os ind i varmen. Nu rammes alle, små som store, der ligger inde med aktiver, og som lider af likviditetsmangel. Det fremdyrker heller ikke en bedre adfærd. Lige nu spekuleres der jo i, hvad disse aktiver kan erhverves for – både af nye og gamle ejere. Ja, man kunne fristes til at købe Danske Bank aktier, måske vente lidt og se, om bunden virkelig kan komme længere ned. Er det den lærdom, vi søger?

Det værdiløse bedrag
Et godt billede på den sygdom, der har ramt verden, er endeløse tomme huse og biler, forbrugerne ikke længere kan betale. Da anden verdenskrig sluttede, blev krigsmaskiner ophobet i ørkener og på større pladser i lange baner. Det er sikkert også sket efter andre store krige. Nu gør vi det igen med biler og huse fra det 21. århundrede – til opkøb.

En vigtig forskel er, at krigsmaskinerne var der ikke længere brug for – men hvad med de mennesker, der tidligere har boet i de nu tomme huse, samt de kilometer lange bilrækker – er amerikaneren holdt op med at køre bil? Det eneste, der synes at have bevaret værdien, er CASH. Ironisk nok det ENESTE, der ikke har en værdi i sig selv. Mens mennesker – skaberne af værdierne – må stille sig op i arbejdsløshedskøer. Med disse køer, bilbaner og tomme huse siger vi, at gårsdagens værdier er værdiløse. Sikke en illusion. Hvorfor har vi en så lille tillid til menneskets evner? Hvad var der egentlig sket, hvis vi havde bevaret tilliden til værdierne? Tager vi alle restancer på boliger, på biler og lignende, som kan henføres til finanskrisen i Danmark, gad så vide, om de overstiger de 100 mia. kroner, der kan lånes i bankpakke II. Pointen? Vi skal ikke ønske os tilbage til den gamle finansielle situation, for den var ikke ansvarlig. Hvis aktører var med til at ødsle penge, fordi der var nok af dem til en lav rente, skal vi nu ikke også lære at hamstre, fordi der nu ikke længere er nok. Hvis samfundet skal bruge så mange penge for at ”redde os”, så lad os bruge pengene til at redde det reelle. Værdierne og det værdiskabende.

Bud på økonomisk visdom
Vi er alle forbundne kar. Når jeg eller min virksomhed betaler vores restancer, giver jeg samtidig mulighed for, at andre kan betale deres. Når jeg bremser mine betalinger, fordi jeg bliver nervøs og tvivler på pengestrømmene, mangedobles mine handlinger og rammer vores alles økonomi. Den bedste måde, vi kan sætte gang i det hele, er at købe rigtigt. Låner vi til købene, skal vi selvfølgelig være mere bevidste, ikke kun om at vi kan betale tilbage, men i lige så høj grad om købet nu også er det værd. Når vi spekulerer i, om detailbutikken eller andre snart holder udsalg, så er vi med til bringe dem i fare. Når nogen tager for meget for deres varer, for dermed at komme ovenpå igen – ja, så tager de penge, der var bedre tjent et andet sted. Vi skal motivere hinanden til handlinger, der virker sunde og forebyggende. De må gerne være naturlige og give langsigtet værdi. Drop de hurtige og smarte ting, fiduser og penge.
Når krisen ebber ud, og tilliden stille vender tilbage, så skal vi huske tilbage og se, hvorledes livets økonomiske muligheder kan åbne for uudnyttede potentialer. Der er ingen tvivl om, at når den gamle drivkraft ”mere vil have mere” udskiftes med ”lige for lige i ethvert marked”, så vil verdensøkonomien bevæge sig ind i en vækst, der aldrig er set magen. Tidens børn vil uden tvivl grine lidt af vores krise i 2008 og 2009. De vil uden tvivl også vide, hvordan man prissætter lån en gang om året uden at sætte gang i en verdenskrise. De vil vide meget mere om risiko og systematisk risiko. Krisen er og bliver en eventyrlig mulighed for at lære noget nyt og vigtigt. Den lærdom kan vi allerede blive en del af i morgen, og mit bud er, at det gør vi ved tage mere ansvar og løbende at teste vores økonomiske adfærd, ved at spørge os selv om vores handlinger har en gavnlig afsmittende virkning på andres økonomi. Det gør ikke noget, at vi handler på en måde, der vil udvikle andres økonomiske handlinger i en positiv retning i samme momentum. Alt starter i markedet, hvor vi mødes og udveksler varer, og hvor penge i sig selv ikke spiller nogen afgørende rolle.

”Tæt ved 16 procent af alle boliglån i USA er subprimelån med variable renter. Heraf er 16 procent lige nu i økonomiske vanskeligheder. Det svarer til, at lån for 128 milliarder dollar er sat på pinebænken. Antallet af tvangsauktioner blandt subprime låntagere er steget fra 3,5 procent til 5,1 procent de seneste to år”…”Det svarer til ca. 1,2 procent af alle amerikanske boliglån. Det lyder måske ikke af meget, men det svarer til, at der herhjemme ville komme tab hos realkreditten på 15 milliarder kroner, hvilket mange nok ville anse for at være ganske meget. Nykredit-koncernen, der er Danmarks største inden for realkredit, havde eksempelvis sidste år et overskud på 4,5 milliarder kroner - det bedste resultat nogensinde.”
(”Skal vi frygte subprime-lånene?”
Business.dk, af Lars Erik Skovgaard, fra 10. september 2007).

“Det nemmeste i verden vil nemlig være at tro, at de finansielle systemer er usunde og skal gentænkes – at vi ikke selv behøver at tage ansvar og lære”


“Da anden verdenskrig sluttede, blev krigsmaskiner ophobet i ørkener og på større pladser i lange baner. Det er sikkert også sket efter andre store krige. Nu gør vi det igen med biler og huse fra det 21. århundrede – til opkøb”

Forfattet af Henrik Friis, cand. oecon., omkring årsskiftet på Friland, i forsøg på at forsone sig med mit eget medansvar for min, landets og verdens økonomiske situation. I erkendelse af, at hvad jeg tænker også tænkes andre steder i verden. I erindring om, at hvad jeg formår at gøre, kan inspirere andre til at gøre det samme eller noget endnu bedre. I beundring og forundring over, hvilken forskel et enkelt menneske kan gøre i verden.
 

J.A.K. bladet