J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2009

MIKROLÅN
– NÅR TILLID ERSTATTER SIKKERHED

Af Flemming Kramp

Ord som mikrolån, mikrokredit og mikrofinans bliver mere og mere almindelige i dansk sprogbrug – ikke mindst efter at Muhammad Yunus fik Nobels fredspris i 2006 for at have grundlagt den moderne mikrofinansbølge. Men ikke alle små lån er mikrolån, og et lån på 30.000 kr. kan godt være et mikrolån, så hvad handler det i grunden om?
Det begyndte i 1976, da professor Muhammad Yunus underviste på Chittagong Universitet i Bangladesh. På en tur med sine studerende mødte han en flok kvinder, som flettede bambusmøbler. Penge til at købe bambus for fik de af en ’lånehaj’, der til gengæld krævede, at de solgte de flettede ting tilbage til ham til en pris, som han fastsatte. Og sådan tjente de omkring 25 øre om dagen.
Yunus lånte de 42 kvinder et beløb, der svarede til 140 kroner til deling og sagde, at næste dag skulle de gå ned og købe deres eget bambus, flette deres kurve og møbler og selv sælge dem på markedet. Resultatet var, at deres indtjening voksede fra 25 øre til 5 kr. for en dags arbejde – og Muhammad Yunus fik sine 140 kroner tilbage i løbet af kort tid. På denne måde fødtes den bevægelse, som i dag omfatter over 100 mio. mikrolånere rundt om i de fleste af verdens lande – også Europa.
I de følgende år udviklede man et system, hvor kvinderne i grupper af 5 tog ansvar for hinandens lån; man mødtes ugentlig til afregning og oplæring i at skrive sit navn, man fik undervisning i børnepasning, ernæring og hygiejne osv. I 1983 oprettede Muhammad Yunus så et pengeinstitut, Grameen Bank (landsbybanken), der i dag har over 7 mio. låntagere. Den har været fødselshjælper til en lang række ’Grameen-projekter’ som mobiltelefoni, væverier og yoghurt-fremstilling, foruden at de uddeler studielegater, opretter skoler og giver billige lån til universitetsstuderende.

Hvad er hemmeligheden bag Mikrokredit?
Den ultrakorte forklaring er, at man erstatter sikkerhedsstillelse med tillid. Yunus vidste, at kvinderne ikke kunne stille sikkerhed for de penge, de lånte, men han vidste også, at de var stræbsomme, at de elskede livet og deres børn, og at de sikkert havde så meget stolthed, at de ville betale lånet tilbage, og han tog ikke fejl.
Måske er det vigtigt at minde om, at ordet ’kredit’ kommer fra det latinske ’credo’, der betyder: Jeg tror på! Men nutidens bankvæsen tør ikke forlade sig på tillid, men forlanger sikkerhed – med mindre de i deres grådighed glemmer det som nu i bankkrisen. Eller som Mark Twain siger det: ’Banker er institutioner, der udlåner paraplyer i solskin, men forlanger dem tilbage, så snart det begynder at regne!’
Men tillid kan naturligvis misbruges – og bliver det. Derfor må tilliden lægges i nogle faste rammer, der må uddannes folk til at administrere disse lån, der skal udregnes rentesatser, som ofte er meget høje! Ikke fordi folk ikke betaler lånene tilbage, men fordi små lån er dyrere at administrere, og det er banken, der tager ud til kunderne, ikke omvendt.
Efterhånden har der udviklet sig en særlig mikrofinanskultur og -industri. Der afholdes globale, regionale og nationale konferencer; der undervises i mikrofinans på mange universiteter; der skrives lærebøger, og internettet er fuld af hjemmesider om emnet.

Mikrofinans består af 4 elementer, men mange institutioner opererer kun med de første 2.
1) Lån, som kan variere fra under hundrede til over halvtreds tusinde kroner. Det er ikke lånets størrelse, men systemet med tillid i stedet for sikkerhed som gør det til et mikrolån. De fleste lån gives til kvinder, fordi erfaringen viser, at de er de bedste til at administrere lånene og betale tilbage til tiden (!)
2) Opsparing, som i mange lande er forbeholdt ’rigtige’ banker, men hvor mange udviklingslande nu tillader mikro-organistionerne at blive registrerede og få tilladelse til at modtage opsparing.
3) Forsikring, som ikke mindst blandt fattige er en vigtig ting, både for dem selv og deres familie, men også for mikroorganisationen, som jo ingen ’sikkerhed’ har.
4) Pengeoverførsel, som har voksende betydning, fordi mange fra udviklingslandene er rejst til Nordamerika, Europa eller Mellemøsten for at tjene penge, som de så sender hjem til familien.

Globalt set har man registreret over 3.500 mikro-finansinstitutioner, der betjener 150 millioner kunder. Af dem er godt 100 mio. registreret som ’fattige’, og langt de fleste, ca. 85 %, er kvinder. Da hver låntager i gennemsnit er ansvarlig for 5 personer, betyder det, at en halv milliard mennesker for tiden er omfattet af mikrolån.
Rentesatserne varierer meget, afhængig af hvilken verdensdel man arbejder i, hvor afsides liggende man befinder sig, lånenes tilbagebetalingstid, kurstab ved lån i fremmed valuta osv. De billigste lån ligger omkring 10 % p.a., men typisk ligger de på 20-30 %. Tilbagebetalingsraten er for langt de fleste institutioner på 97-99 %, og kommer den under 95 %, ved man af erfaring, at der er fare for et totalt kollaps. Men selv med en høj tilbagebetalingsrate må man ikke glemme, at der er en lille restgruppe, som måske har det værre, end før de fik et lån. Derfor er mikrolån ikke en legeplads for amatører, men kræver faglig viden med et menneskeligt ansigt. Af samme grund driver andelskassen Oikos ikke selv mikrofinansvirksomhed, men stiller kapital til rådighed for organisationer som Oikocredit i Holland, SIDI i Frankrig, Strømmestiftelsen i Norge, for Folkekirkens Nødhjælp og andre hjemlige organisationer, som alle har fingeren på pulsen og har folk i marken, som kan vejlede, inspirere og følge projekterne.

Jamii Bora – et vellykket mikroprojekt
Jamii Bora begyndte for 10 år siden, da svenske Ingrid Munro, der er byplanlægger i Nairobi, tilbød 50 tiggere, at hvis de begyndte at spare lidt op, ville hun låne dem det dobbelte. Det var begyndelsen, og i dag er Jamii Bora en mikrofinansorganisation med 90 afdelinger og 235.000 kunder. Alle deres ledere er rekrutteret blandt deres egne medlemmer, og den bedst drevne afdeling bestyres af en af de oprindelige 50 tiggere. Hun havde 4 års skolegang, men har udbygget sine færdigheder på den ’business-school’, som Jamii Bora har oprettet.
På et tidspunkt undersøgte Jamii Bora, hvorfor nogle låntagere ikke betalte tilbage til tiden. De fandt ud af, at det som regel var, fordi vedkommende havde ansvar for et familiemedlem, der var indlagt på hospitalet, og såfremt valget var mellem at betale et lån tilbage eller betale for hospitalsbehandlingen, var valget selvklart. Derfor fik man lavet en forsikringsaftale, hvor en familie på op til 5 personer kan blive forsikret mod udgifter til hopitalsbehandling for 14 $ om året, der kan betales i ugentlige rater. 135.000 låntagere har benyttet denne mulighed, og aftalen med en række missionshos¬pitaler har gjort, at disse nu har en nogenlunde fast indkomst.
For at nogle af Nairobis fattige kan komme ud af de slumbyer, de bor i, bygger Jamii Bora en hel by med 2.000 boliger uden for Nairobi. Byen er anlagt med vand, elektricitet, kloakering, skoler, kirker og markedsplads, alt det der savnes i slummen. De seneste 3-4 år har nogle af Jamii Boras medlemmer lavet 2,4 mill. cementblokke og 1,4 mio. tagsten, hundredvis af døre og vinduer osv., og nu er de første 250 familier flyttet ind. De er alle sammen medlemmer af Jamii Bora, og mange boede i Mathare-slummen i Nairobi. Ingen af indflytterne har penge til at købe deres hus for kontant (byggeprisen er ca. 15.000 kr.), men alle har gennem mindst tre tidligere lån vist, at de kan håndtere penge. Det er ’sub-prime lån’ af den gode slags.
Desuden har Jamii Bora et hold ’socialarbejdere’ på 40, som forsøger at hjælpe andre fra Nairobis slum med at starte en ny tilværelse.
Gennem Strømmestiftelsen i Norge har Andelskassen Oikos investeret 1 mio. kr. i byggeriet i Kaputiei.
For engelskkyndige er der en let forståelig video-præsentation af Jamii Bora, fortalt af Ingrid Munro. Gå ind på Google og find ’Jamii Bora – a presentation by Ingrid Munro’.


 


 

 

J.A.K. bladet