J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2009

Skuespil eller ... ?
Landsforeningen J.A.K´s formand, Jakob Mikkelsens kommentar til finanskrisen.


Vi har i den seneste tid været vidner til et dramatisk forløb omkring finansverdenen. I begyndelsen var der ikke mange, der tog sig af det. Politikerne var ikke ude med hverken løfter eller andet. Selv da Northern Rock kollapsede, var der ikke mange krusninger på overfladen. Det jeg lagde mest mærke til i den forbindelse var, at de danske banker var ude med meldinger om, at det kunne da lige passe, at den britiske stat skulle til at drive bank i Danmark, for det var da helt forkert, at et pengeinstitut havde den slags sikkerheder i ryggen. Det ville give helt ulige vilkår. Det hører vi ikke noget om længere. Nu er det helt ok, at Staten på den ene eller anden måde går ind og løser problemerne.

Vi har i den seneste tid set statsledere og politikere optræde med bekymrede miner på TV, mens de taler om uansvarlig ledelse i bankerne. Der er over store dele af verden nu etableret forskellige beredskaber til forebyggelse af et totalt kollaps, hvis krisen skulle udvikle sig yderligere. Man taler om mere gennemskuelighed og en ændret form for aflønning af topledelsen i bankerne. Som det kom frem for kort tid siden, er det jo ikke kun topledelsen i bankerne, der har været lønnet på en måde, som har gjort dem farlige i deres positioner. De menige medarbejdere har også været på bonusløn eller på anden måde fået kontante belønninger, hvis de nåede bestemte mål.

I forbindelse med Roskilde Banks sammenbrud blev det hævdet, at de menige medarbejdere ikke var vidende om Bankens situation og derfor ikke kunne bebrejdes, at de havde vejledt bankkunderne forkert i forbindelse med køb af aktier i selv samme bank. Det er er svært for mig at gennemskue, hvad der er sandt i denne forbindelse, men ét er jeg sikker på: Det er moralsk angribeligt at opfordre kunderne til at sætte hele pensionen i bankaktier eller belåne hus og hjem for at købe bankaktier. Det er ikke nogen ny problemstilling. Vi ser det med jævne mellemrum. I begyndelsen af ’90-serne var det Varde Bank, den var gal med. Mange her på egnen mistede store beløb i spekulation der. Efter sådanne forløb opstår der altid en vrede mod ”banken”. De mindre kunder føler sig snydt, når det går galt. Igen: Det er ikke nyt. Jeg mindes en bekendt, som vi havde i ’70erne. Hun havde tabt en del penge – som så mange andre – i spekulation i anparter, der som deres første mål skulle give skattefrihed i en vis udstrækning. Hun måtte dog indrømme, at hun selvfølgelig havde været vidende om, at der var en risiko forbundet med investeringen i anparterne, men at hun havde fortrængt den. I forbindelse med købet var det også blevet slået hen, at der kunne været nogen særlig risiko derved. Sådan er det også i dag. De, der har lidt de helt store tab, har også vidst at det var en mulighed, men de besluttede sig for at løbe risikoen.

På den baggrund er det jo dejligt at se verdens statsledere på skift stå frem og fortælle om de tiltag, de har sat i værk for at sikre almindelige mennesker mod tab. Når jeg vælger overskriften, som jeg gør, skyldes det, at jeg kan være i tvivl, om de virkelig er så naive, som de fremstår, eller om de blot ikke tør sige andet af frygt for konsekvenserne.

For mig er det helt klart: Vi har brug for et helt andet økonomisk system, der udelukker spekulation i penge. Det, der har præget denne krise i hele dens forløb, er én ting, nemlig trangen til at tjene penge på penge, at få en stor indtjening uden tilsvarende arbejdsindsats. At bruge nemme penge som motivationsfaktor i en sektor, der arbejder med penge, er som at lege med stjernekastere i et krudtlager. Det kan kun gå galt. Jeg er af den opfattelse, at krisen langt fra er ovre – uanset hvordan det går i de nærmeste år. Det vil sige undtaget et scenarium: at det hele bryder sammen, og vi må starte helt forfra. Da vil vi have muligheden for at tænke nyt og fundamentalt anderledes. Det tror jeg dog ikke, vi er klar til endnu, og derfor tror jeg heller ikke, at vi kommer i den situation endnu.

Et andet menneskesyn
Som alle de andre forfattere til artikler i dette nummer har jeg et problem med at se ind i fremtiden.
En ting er dog sikkert for mig: Et nyt og anderledes økonomisk system må bygge på et helt andet menneskesyn, et menneskesyn, der hylder det fælles og samarbejdet om det fælles. Det vil komme! Det er der for mig ingen tvivl om. Spørgsmålet er blot, hvornår tiden er moden, eller rettere, hvornår vi er modne til det. Tiden er præget af uansvarlighed i forhold til det fælles for egen vindings skyld. Med det mener jeg, at mere og mere produktion er båret af et kynisk ønske om afkast, profit om man vil, uanset omkostningerne for andre. Man siger, at de store multinationale selskaber er som psykopater: De gør kun, hvad der er i deres egen interesse, om det så er humanitært arbejde. Det gøres kun, fordi det øger afkastet på sigt. Sådan er det med mange i dag.

Er jeg naiv? Ja sikkert, men så er jeg stolt af det. Jeg er stolt af at være medlem af og arbejde i en bevægelse, hvor vi arbejder for at sætte det fælles over den enkeltes egoistiske interesser. At vi arbejder for rentens afskaffelse, eller som jeg hellere vil udtrykke det: Vi arbejder for at udbrede kendskabet til, at det kan lade sig gøre på en anden måde, nemlig ved etableringen af et rente- og spekulationsfrit økonomisk system. Det er det, der brug for nu. Vor næsegrus beundring for folk med penge får os til at acceptere alt for meget, og skulle vi alligevel driste os til at anfægte deres adfærd, bliver vi oftest mødt med beskyldninger om Jantelov og misundelse.

Et nyt økonomisk system må bygge på ligeværdighed og næstekærlighed. Dernæst må det bygge på den forudsætning, at penge ikke er en vare, der kan handles eller tjenes penge på. Penge har ingen værdi i sig selv, men er blot et omsætningsmiddel som samfundet må stille til rådighed i det omfang, det er nødvendigt. Vi har et helt forkert syn på penge som noget, vi skal bede om at få lov til at låne, hvis vi har et initiativ. Det er helt forkert. De, der har pengene, bør være taknemmelige for, at nogen vil skabe værdier. Vil ingen det, er pengene værdiløse, for så kan man intet købe for dem – ikke fordi de ikke har købekraft, men fordi der så ikke vil være goder/varer at købe for dem. Det er initiativtagerne, der holder hjulene i gang, ikke dem med pengene.

At et nyt økonomisk system skal bygge på næstekærlighed er ikke nyt i J.A.K. sammenhæng. Det var også sådan, stifterne af J.A.K. så på det. Penge er et byttemiddel og ikke et udbyttemiddel. Er vi ikke klar til at forstå dette, kan krisen ikke løses vedvarende. Så kan det kun blive lappeløsninger.

Afslutningsvis vil jeg svare på mit spørgsmål i overskriften: Jeg tror ikke, at det er skuespil. De ved ganske enkelt ikke bedre, og de er ude af at stand til at forestille sig, at det kan gøres anderledes. Har du lagt mærke til, at når du snakker med folk om et rentefrit samfund, så er de ikke personligt afvisende. Det kunne da være dejligt, siger de, men det kan jo ikke lade sig gøre! Jo det kan. Hvis vi vil!
 

J.A.K. bladet