J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2009

DEN FINANSIELLE KRISE
Af Uffe Madsen

De første tegn på sygdom i den internationale finansielle verden så vi i sommeren 2007, hvor nogle store europæiske banker meddelte, at de stod over for betydelige tab på beholdning af værdipapirer, som havde sin oprindelse i USA, og som var sikret gennem pant i ejendomme. Det var papirer med baggrund i de såkaldte ”subprime-lån”, som bankerne havde investeret massivt i. Disse papirer gav et rigtigt godt afkast, og mange banker optog endda lån i andre banker – det såkaldte interbankmarked – for at investere pengene i subprime-papirer. En sikker pengemaskine, så længe låntagerne i USA betalte ydelserne på deres lån.

Låntagerne blev bare ikke ved med at betale forfaldne ydelser. I løbet af 2007 blev restancerne stadig større, og det resulterede i bankernes meddelelse om stigende tab på værdipapirerne. Disse meldinger blev på det internationale pengemarked modtaget med usikkerhed om, hvorvidt man turde fortsætte med at låne penge ud til bankerne. Markedet for pengeudlån bankerne imellem frøs mere og mere fast, og ingen turde have tillid til hinanden.

I efteråret 2007 blev den engelske realkreditbank – Northern Rock – løbet over ende af kunderne. Banken var dybt afhængig af at kunne optage lån på pengemarkedet, og kun en feberredning, hvor Den engelske Stat overtog banken, forhindrede et kollaps. Banken havde i øvrigt et halvt år forinden etableret en bankafdeling i Danmark, hvor man som netbank tilbød indskydere en højere rente, end danske pengeinstitutter tilbød, og derigennem havde de modtaget en del midler, der straks blev kanaliseret videre til at dække den manglende likviditet i England. Statens overtagelse af banken i England betød, at de danske opsparere ikke led tab i den anledning.

Det fastfrosne pengemarked resulterede også i krisen hos bankTrelleborg i Danmark, der blev tvunget til fusion sidst i 2007. Efter årsskiftet eskalerede krisen i USA, hvor først investeringsbanken Bear Sterns kollapsede, og senere måtte de to største aktører inden for realkreditlån i USA – Fannie Mae (Federal National Mortage Institut) og Freddie Mac (Federal Home Mortage Corporation) – have kunstigt åndedræt.

Senere i 2008 blev Danmark igen ramt gennem lukningen af Roskilde Bank, og i USA måtte én af verdens største investeringsbanker – Lehmann Brothers – give op.

En ny dimension i krisen så vi, da islandske banker heller ikke kunne optage de lån, der var nødvendige for at få deres og den islandske økonomi til at hænge sammen. Bankerne blev stort set alle overtaget af staten, og for første gang i nyere tid kunne man konstatere virkningerne af et nationalt sammenbrud.

De manglende ydelsesbetalinger på subprime-lån i USA var starten på en verdensomspændende finansiel orkan, der tiltog i omfang og styrke. Hvordan kunne det gå så galt og få så omfattende konsekvenser?

Svaret er i al sin enkelhed grådighed og manglende evne til at gennemskue de komplicerede finansielle konstruktioner, som blev opfundet og udbudt til salg på det globale marked.

Grådigheden var stor hos bankernes ledelse, som ud over stærk vækst i deres pengeinstitutter også hentede store private indtægter gennem incitamentsordninger med aktieoptioner, der især i USA var kommet op i svimlende højder, men også i Danmark har denne aflønningsform været meget brugt. Det viser sig, at denne grådighed overskygger den kritiske bedømmelse af situationen, og overblikket forsvinder.

Også hos investorer og bankernes kunder har der været udvist grådighed. Afkastet kunne ikke blive stort nok – dels var der krav til stigende forrentning af indeståender på konti i bankerne, og dels krævede aktionærerne stigende afkast af deres investering i aktier.

Men måske er den største synder nok den vestlige verdens liberale holdning til penge og troen på, at markedskræfterne styrer udviklingen. Investorer i alle størrelser – lige fra de største hedgefonde til de små private investorer – kræver størst muligt afkast af deres penge, uanset hvordan afkastet opstår. Pengene vil flyde derhen, hvor de største afkast findes, og på det globale marked er der ingen forhindringer i denne strøm. Kapitalens frie bevægelighed er EU sikret og er én af grundlovene i Det Indre Marked.

I de senere år har Danmark nydt godt af denne frie bevægelighed, idet internationale investorer i stor stil har haft tillid til dansk økonomi og købt op i danske aktier og obligationer, hvilket har styrket kursdannelsen. Da der i løbet af 2008 opstod usikkerhed omkring lån i fast ejendom, blev mange af disse investorer nervøse for deres realkreditobligationer og solgte dem. Det forårsagede et kursfald, som er tiltagende, da endnu flere investorer ønsker at komme ud af det faldende marked. Usikkerheden, som har rod i subprime lånene i USA, har nu påvirket prisdannelsen på danske obligationer, således at realkreditobligationer nu er blevet væsentligt billigere end statsobligationer. Vi står nu i december måned 2008 foran refinansiering af rigtig mange obligationer med variabel rente, og spørgsmålet er så, om markedet kan opsuge dem til en rimelig kurs, eller om kurserne vil falde drastisk med stærkt forhøjede renteudgifter for husejerne til følge.

Denne usikkerhed har danske politikere ikke haft lyst til at prøve af. For at modvirke den manglende købelyst gav de pensionsselskaber tilladelse til ekstraordinært at opkøbe disse obligationer, og dermed er der rakt en hjælpende hånd ud til de mange husejere, som efter eget valg har ønsket at finansiere deres huse med variabelt forrentede lån, og som i øvrigt gennem de senere år har haft en lavere låneydelse end husejere med fast forrentede lån. Både politikere og Nationalbanken har tidligere mange gange advaret mod faren ved variabelt forrentede lån og oplyst, at de husejere, der valgte denne billigere låneform, ikke ville få hjælp ved kraftig stigning af renten – det ville blive deres eget ansvar. Man kan med rimelighed i dag spørge, om dette indgreb for at hjælpe husejere med variabelt forrentede lån er rimeligt over for dem, der for en sikkerheds skyld valgte de fast forrentede lån.

For at få det tilfrosne interbankmarked i gang igen, har Den danske Stat, i lighed med øvrige lande i den vestlige verden, vedtaget en krisepakke, hvorved der i et samarbejde mellem de deltagende pengeinstitutter og staten er stillet en ubegrænset garanti for pengeinstitutternes indlån og låneoptagelse i andre institutter. Denne pakke, som er beskrevet i en anden artikel her i bladet, bør kunne sætte gang i den normale udveksling af likviditet pengeinstitutterne imellem.

Politikere i både Danmark og udlandet har gjort sig rigtig store anstrengelser for at dæmme op for den finansielle krise og forsøgt at undgå en udvikling, der bringer tankerne tilbage til den såkaldte ”sorte torsdag” på den amerikanske børs den 24. oktober 1929, der indledte den krise, der i de efterfølgende år fik katastrofale følger for verdens økonomi. Den kommende tid må vise, om anstrengelserne bærer frugt, så den nuværende situation ikke udvikler sig til en egentlig økonomisk krise for den vestlige verden.
 

J.A.K. bladet