J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2008

Hvor sundt kan det blive betyder vel:
Hvor usundt er det?

Af Finn Bentzen

Når de seneste to temanumre sætter fokus på ”hvor sundt kan det blive?”, skal det vel måles mod en ”contra”, nemlig ”hvor usundt er det?”.
I temanummer nr. 2 (april 2008) og i dette nummer fokuseres mest på usund mad, fedmeepidemi, økologi - og ikke mindst, at usund mad gør ondt på miljøet.
Lige så relevant som disse ovenfor nævnte ting i vort medlemsblad er vel at stille spørgsmålet:

Hvor sund kan verdens økonomi/vor økonomi blive og ”Hvor usund er den”?
Gennem utallige artikler har jeg bl.a. forsøgt at beskrive, hvordan verdensøkonomien virker på almindelige mennesker, for spekulanter og for regeringer, for de riges klub, for de syv, for magthaverne og for de fattige mennesker og lande.
Tænk bare lige over, at i Rusland i dag er der ganske få mennesker, der bliver så styrtende rige, at ingen almindelige mennesker kan måle det, fordi de har købt rettighederne til at pumpe ”jordens livgivende blod” (olien) op fra jorden og sælge den.
Samtidig dør der utallige mennesker de samme steder af sult, af kulde, af druk, af kriminalitet og af likvidering.
Kan ét eneste menneske eller ét enkelt land virkelig eje jordens rigdomme og sælge disse og blive så styrtende rige, at de bliver nødsaget til at købe bl.a. fodboldspillere (nutidens slavehandler) for at bruge nogle få procent af deres penge?
Er det sund verdensøkonomi?
Er vi bevidste om, hvor usund denne økonomi er?

Nu hører man, hvor skrækkeligt det er med USA dollar-kursen, og nu stiger renten, og nu kan man ikke tjene arbejdsfri millionindtægter ved at sælge ejendomme.
Var det, og er det sund verdensøkonomi, at bl.a. USA for ”lånte” penge har overtaget/indtaget verdensherredømmet?
Er det moralens vogtere?
Intet land er så forgældet som USA.

Se, dengang bl.a. jeg var dreng, da havde opsparing og respekt for pengenes værdi en helt anden klang.
Husker endnu nogle ”Julens Glæde”?
Husker endnu nogle, da vi købte sparemærker i skolen og klistrede dem ind i en bog. Når skoleåret så var overstået, fik vi mærkernes værdi udbetalt i kroner.
Var det sund økonomi?
Ja, det var i hvert fald et sundt forhold til opsparing og penge, og opsparing blev betragtet som en af de vigtigste forudsætninger for et godt liv.

Har pengeinstitutterne så levet op til:
Hvor sundt kan det blive?

Nu bliver man nok ovenud populær ved at påstå, at pengeinstitutterne har været medvirkende til at skabe begrebet:

Hvor usund er denne pengeverden?
Var det ikke sådan, at der i gamle dage i bankverdenen var en økonomisk ansvarlighed, og at der var en stor respekt for bankpersonalet, lige fra direktør og bestyrelse ned til bankeleven og bankbetjenten? Tingene foregik stille og ordentligt.
Så kom der tryk på kedlerne i 70-erne med høj inflation og lånebegrænsning i pengeinstitutterne.
Nu, hvor der var brug for pengene, steg rentemarginalerne.
Det var ikke ualmindeligt, at forskellene på ind- og udlånsrenten kunne være op til 10 %.

Jo, nu kørte det for pengeinstitutterne!
Der var ikke det pengeinstitut med respekt for sig selv, der ikke byggede filialer i hver lille flække eller forstad, og der blev antaget personale i bundter.

Det blev endnu mere usundt
da Finansbanken opstod og konkurrerede om indlån.
Finansbanken var ikke medlem af bankforeningen og kunne således undgå at overholde den indgåede aftale, der dengang var med Nationalbanken om udlånsbegrænsning.
Det hed sig, at Finansbanken bestemt ikke var et pengeinstitut for ”pæne” mennesker.
Uanset, hvordan man definerer ordet ”pæne” mennesker, er jeg helt sikker på, at kunne et besøg i Finansbanken den gang tjene egne personlige interesser, så glemte man let definitionen af et ”pænt” menneske.

Og endnu mere usundt
da vi gik ind i 80-erne.
Nu kunne der lånes, for udlånsloftet blev afskaffet, og der var ikke grænser for, hvad pengeinstitutterne fik af produkter på hylderne, ofte i skarp konkurrence med både realkredit og forsikringsselskaber.
Det kunne sikkert også være lige meget, for hvem ejede ikke hinanden i 80-erne og gør det stadig?
Det kalder man fri konkurrence og overskuelig kundeinformation!
Der var rigtig blevet forbrugerfest!
Der blev lånt og lånt og udlånt og udlånt.
Pengeinstitutterne skabte sig på rekordtid kæmpebalancer, nogen med større held end andre.

Hvor usund denne handling var
blev synliggjort, da det viste sig, at i den ”hellige balances” navn havde man ofte glemt, at ordet ”nej” til låneansøgninger ofte kunne have været mere kærligt og hensigtsmæssigt end ordene ”ja gerne”.
Resultatet blev jo, at mange – ja faktisk rigtig mange – låntagere måtte gå fra hus og hjem og fik ødelagt deres økonomi og tilværelse fuldstændig, medens mange pengeinstitutter samtidig mistede deres selvstændighed, da nedturen virkelig slog igennem i slutningen af 80-erne.

Hvor bliver sundheden af?
Ja, det er faktisk den, jeg forsøger at analysere mig frem til, men den er sandelig svær at finde, når man samtidig skal gøre brug af bare en lille smule moral og etik.

”Heldigvis” fik vi en finanskrise i begyndelsen af 90-erne, der ændrede den konservative bankkultur.
Pengeinstitutterne begyndte at rationalisere, der blev ”luftet” ud blandt de ansatte – de var jo også kun mennesker – og pengeinstitutterne blev virkelig forretningsorienterede.
Vi havde jo højkonjunktur, næsten ingen forretningsmæssige tab, så der var ingen grund til at holde på de skeptiske ledere.
Nu skulle friske nye ledere med ”kravetøjet” i orden stå i spidsen for den nye positive og progressive udvikling.
Nu var et pengeinstitut blevet til en virksomhed, ligesom alle andre større eller mindre virksomheder.

Nu skulle der først og fremmest tjenes penge til aktionærerne, ligesom det var gældende for ledelsen af alle større virksomheder.
Det bevirkede en udsøgt kreativitet for at skabe indtjeningspotentiale, der virkede positivt for aktiekursen og for interessen for fusioner til en god pris.
Det betød selvsagt, at de pengeinstitutter, der var størst og stærkest og mest sultne, ”åd” de i forvejen svage op som ingenting.
Sådan foregår det jo også i dyrenes verden, ikke?

Hvornår kommer sundheden?
Nu tænker vi forbrugere hverken 10 eller 20 år ud i fremtiden.
Sulten er der lige nu, det er nu, jeg har ”helbred” til at feste.
Det er nu, gevinsten skal gøres op. Stor gevinst ved salg af aktier efter 3 år, direktøren og bestyrelsen honoreres og gør sig økonomisk uafhængige, og de lavere placerede får deres ”udbytte” i form af bedre løn, personaleordninger og pensioner, der også ”redder” dem.
Bliver det til juleaften hver eneste måned på året?
Nej, for nogen må jo betale for dette ”festfyrværkeri”.
Ja, mon ikke, og det er endda med rente og rentes rente.
Læserne kan selv få lov til at gætte, hvem mon betalerne er?
Skulle det kanske være dem, der i forvejen er klemte og ikke har evner eller fantasi eller moral til at sætte spørgsmål ved samfundets sundhedstilstand?

Er evig, kunstig højkonjunktur på kredit sundt?
Det må der være nogen, der mener, for ellers ville verdens centralbanker vel ikke sprøjte finansiering i alverdens bankdrift, for at sætte plaster på den samfundsøkonomiske ubalance, som meget ofte er uden reel forbindelse til udviklingen i brugernes indkomst.

Er det sundt, når disse indsprøjtninger suppleres med op- og nedjustering af renten?
Bevirker det ikke også, at magthaverne må supplere med stigning i de offentlige udgifter, skattereguleringer o.s.v.?

Hvad gøres der ikke i øjeblikket for at redde de amerikanske, forgældede husejere?
Kan det ikke også ske i Europa og måske endda i Danmark?
Fortæller historien os ikke tydeligt, at når vi almindelige mennesker går fallit, at når forbruget derfor falder, at når virksomheder går fallit, at når arbejdsløsheden stiger, så ”braser” pengesystemet sammen, fordi ingen kan låne til forbrug.

Hvordan behandler dagens politikere sundheden?
Den helt oplagte, kortsigtede, pengepolitiske dagsorden er stadig mere og mere styret af det forretningsmæssige princip.
Er alt da bare såre godt?
Det lyder i hvert fald sådan, når det politiske budskab skal ”fordeles” til folket.
Alt går ganske godt, der er ingen økonomiske problemer, ja der er næsten råd til det hele.
Det politiske billede ligner mere og mere en auktion, hvor både højre og venstre side af det politiske billede prøver at overgå modpartens bud.
Overenskomstforhandlingerne er i fuld gang – de, der har mindst, råber efter solidaritet, som det arbejdende menneske har råbt om i så mange år.
Alle erkender, at der er grupper i vort samfund, som bestemt får for lidt for det utaknemmelige arbejde, de påtager sig hver eneste dag.
Problemet er bare, at solidariteten ophører med øjeblikkelig virkning, når det så lige er mig – den bedre stillede, der skal give afkald på løntillæg.

Er overforbrug sundt?
Ligesom det er meget tydeligt, at flere og flere af os luksusmennesker æder og drikker os større og større og lever mere og mere usundt, så er der også tale om et stigende overforbrug af gældsætning, som ikke kan fortsætte i det uendelige, fordi der bliver ikke ved med at være gevind på eks.vis den danske friværdi.
Som det er nu, er det vel sådan, at den ene halvdel af befolkningen har lånt til den anden del af befolkningens overforbrug?
Rigtig mange mennesker har i dag et forbrug, der langt overstiger deres nuværende og kommende indkomst.
Uanset, hvor mange afdragsfrie lån, der oprettes med forskellige navne og melodier, så skal den løbende rente trods alt finansieres.
Det går fint i god medvind, men hvad, når der kommer lidt modvind med stigende rente, arbejdsløshed og stigende forbrugspriser??
Det skal man nok ikke spørge om, for så ødelægger jeg måske din dag.
Jamen, jeg tænker måske også på den generation, som kommer efter os.
Vi har simpelthen ”svinet” vore børn ind i et overforbrug og et ansvarsløst forhold til penge for at kunne få fred og vore egne lyster styret.

Selverkendelse er sundt?
At det ikke er rene tvangstanker, der er udtrykt i denne artikel, dokumenteres vel meget godt af de tilstande, vi ser i øjeblikket.
Hvordan var det nu lige med TrelleborgBank?
Blev den ikke overtaget af SydBank for en rigtig god pris?
Hvem måtte betale for denne store fest?
Var det ikke småaktionærerne?
Eller hvad med eksempelvis Roskilde Bank, der solgte egne aktier, så man næsten ikke kunne følge med.
Lokkede eller rådgav banken objektivt?
Resultatet blev i hvert fald, at mange mistede kursværdier på op til 40 %, og mange af aktieopkøbene var endda lånefinansieret i samme bank.
Er den slags kreativitet sund pengepolitik?
Ser man ikke også, at mange små sparekasser og andelskasser fusionerer eller blive overtaget af større pengeinstitutter?
Er det et sundhedstegn?
Den menneskelige nærhed og kontakt afløses af hjemmearbejdspladser og kontakt pr. computer.
Hvem er det lige, der vil sætte mennesket i centrum?
Hvad med vore egne små andelskasser?
Hvor mange er der tilbage?
Er bevægelsen færdig med at nedlægge og sammenlægge?

En af de bankdirektører, man kan have respekt for, er topchef i Jyske Bank, Anders Dam.
Så sent som i Politiken den 15. marts 2008 erkender bankdirektøren, at ”bankerne har haft alt for stor optimisme --- og --- der er kun et sted, vi kan placere ansvaret, det er hos os selv”
Artiklen bekræfter – desværre – i allerhøjeste grad mine anførte betragtninger.

Hvor sund og/eller usund er J.A.K. bevægelsen?
Det er selvsagt svært at besvare, men når man betragter eksempelvis medlemsudviklingen og tilslutningen til bevægelsens tankesæt, så bliver man forbavsende overrasket.
Medlemstallet er fortsat faldende. Antallet af pengeinstitutter er fortsat faldende.
Enkelte pengeinstitutter inden for bevægelsen – endda en af de største - vedkender sig ikke engang mere sine aner.
Mange frontkæmpere er af naturlige årsager ved at være brændt ud, og hvem tager over?

Personligt vil jeg aldrig kunne svigte J.A.K.s ideal - aldrig - men man kan da godt engang imellem i de mest pessimistiske øjeblikke benytte reklameudtrykket, der siger:

”kan du da ikke se, du er naiv og tror på et uddøende ideal?
Nej!
- så trænger du virkelig til nye briller”

J.A.K. bladet