J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2008

Uffe er blevet 60 år

Når vi i Landsforeningen J.A.K. og i J.A.K. pengeinstitutterne nævner navnet Uffe, er ingen i tvivl om, at der er tale om Uffe Madsen, Folkesparekassens direktør gennem 25 år.
Den 14. juni rundede Uffe det skarpe hjørne 60 år. I den anledning har J.A.K. bladets redaktion lavet et interview, hvor vi har forsøgt at komme rundt om både pengemanden Uffe og den mere private del af fødselaren.

Blå bog

Uffe Madsen
Fødested:
Egebjerg i Odsherred,
nær Nykøbing Sj.
Uddannelse:
Realeksamen 1964

HD i kreditvæsen og finansiering ved Handelshøjskolen i København 1979
Arbejde:
J.A.K. Banken 1964-1973
12 mdr. udlandsophold i
engelsk pengeinstitut 1970-1971
1973–1983, Sparekassen
Bikuben herunder Nuuk i Grønland i 3½ år

Folkesparekassen 1983-?
 


Du har som søn af Ragnhild og Peter Madsen levet et helt liv med J.A.K.
Hvordan har det været at vokse op i og med J.A.K. ideologien?

I mit hjem fyldte J.A.K. naturligvis meget, men jeg husker det mere som en del af en helhed, hvor åbenhed og samfundsinteresse var en naturlig del af hverdagen. Jeg voksede op i et landbomiljø, hvor mine forældre var blevet påvirket i mange forskellige retninger.
Min mor havde en uddannelse som friskolelærer, og fra hendes hjem var hun meget påvirket af fri- og højskoletanken samt af andelsbevægelsen. Hendes forældre drev landbrug, og de havde begge selv været på højskole i deres unge dage - det blev de så optaget af, at de oprettede en friskole og et af landets første andelsmejerier. Det var afgørende for dem, at alle deres børn dels skulle på højskole og dels have en uddannelse, hvilket især for pigerne ikke var helt almindeligt for mere end 100 år siden.
Også min far stammede ud af en landbrugsslægt. Det var nok ikke de åndelige værdier, der fyldte mest i hans hjem, men en mere traditionel og materialistisk indstilling til tilværelsen. Min far blev ”vækket” dels gennem et ophold på en ungdomsskole og dels på en højskole, hvor han fik øjnene op for, at der også er andre værdier i tilværelsen end de rent materialistiske. Som mange generationer i slægten før ham viede han sit professionelle liv til landbruget, men hans måde at praktisere det på var på ingen måde traditionelt.
Jeg husker, at højskolesangbogen ofte blev taget i brug, når der var gæster i mit hjem, og at der blev drøftet samfundsspørgsmål og af og til også emner af mere åndelig karakter. Det var spændende at høre på de forskellige holdninger og argumenterne. Her var pengesystemet og dermed også J.A.K. ét af mange emner, der blev drøftet, men det overskyggede på ingen måde de mange andre emner.


Hvad er for dig de vigtigste elementer i tankesættet Jord-Arbejde-Kapital?

Det absolut vigtigste for mig er holdningen til, at penge og andre værdier ikke må være genstand for udbytning og spekulation. At en person, virksomhed, fond eller lignende er kommet i besiddelse af penge og værdier som f.eks. jord og ejendomme, berettiger ikke til at øge denne formue gennem udlån og spekulation. Jeg har absolut intet imod, at personer og virksomheder tjener penge, men det skal være en aktiv indsats gennem produktion, handel eller service, som tilfører samfundet en værdi. En passiv indtjening tilfører ikke samfundet værdi – tværtimod er den medvirkende til at skabe ubalance.
Det er for mig en gåde, hvorfor de fleste mennesker i min alder er så fokuseret på at få størst mulig rente af deres opsparede penge – det er næsten blevet en folkesygdom at flakke rundt blandt pengeinstitutter for at få størst muligt afkast. Disse afkast skal naturligvis betales af andre, som har behov for at låne til ejendom, uddannelse, virksomhed eller lignende – og det er børn og børnbørn til de mennesker, som søger de højeste renter, som må betale regningen. Tingene hænger naturligvis sammen, og vi lader de næste generationer optage stigende gæld, for at vi kan få tilfredsstillet vores trang til at rage til os. I stedet bør vi give afkald på renter af vores opsparing og lade vores børn og børnebørn låne pengene til lavest mulig omkostning. Det kan man gøre gennem vores J.A.K. pengeinstitutter, og det er et meget vigtigt element i tankesættet omkring J.A.K.

Hvordan har du selv oplevet rejsen fra J.A.K. Banken over Bikuben til Folkesparekassen?

Det var slet ikke min plan, at jeg skulle uddannes inden for bankverdenen. Selv om jeg syntes, at det var sjovt at hjælpe til i mine forældres landbrug, var det ikke den vej, jeg havde lyst til. Det sjove var at drøne rundt på en traktor, selv om mine eskapader på den grå Ferguson ophørte brat, da jeg i en alder af 3 år fik den startet og kørte direkte ind i en ladeport. Fra den dag blev nøglen til min store fortrydelse altid taget ud og gemt af vejen. Det var teknikken og ikke landbruget, som var min store interesse, og derfor havde jeg en drøm om at beskæftige mig med et eller andet i en teknisk retning.
Min far var bl.a. medlem af J.A.K. Bankens bestyrelse, og han tog mig af og til med i banken og om bag skranken, hvor der skete spændende sager. Dengang var der ingen computere, men der var store bogholderimaskiner, som så spændende ud, og jeg fik lov til at være med til at sætte dem op med forskellige programmer. Bankarbejdet fik dermed en interessant vinkel for mig, og da jeg skulle vælge retning for min uddannelse, blev det banken – og det var absolut ikke for at stemple checkhæfter eller andre gøremål, som bankelever dengang blev beskæftiget med.
Medvirkende til dette valg var vist også, at jeg i en alder af lige fyldt 16 år var grundig træt af skolen. Jeg havde godt nok bestået realeksamen, men karaktererne lod en del tilbage at ønske – især af min mor. Jeg havde absolut ikke lyst til mere skolegang, og der fandt jeg så en bankuddannelse som passende – jeg havde ikke forestillet mig, at jeg i alle de 3 elevår i banken sideløbende skulle gå på handelsskole om aftenen. Da jeg opdagede det, var min karriere som bankmand tæt på en brat afslutning, men jeg besindede mig og bestod også handelsskolen.
Min ansættelse i J.A.K. Banken varede 8 år, hvoraf jeg det ene år havde den store glæde at få et ophold i en engelsk bank. Det var meget spændende – dels fik jeg et indblik i engelsk bankvæsen og kultur, og dels blev jeg fortrolig med sproget. Jeg husker tiden i J.A.K. Banken som meget spændende med gode kolleger og fantastisk godt sammenhold. At jeg også fik en rimelig god uddannelse, havde jeg glæde af i min efterfølgende ansættelse i Sparekassen Bikuben.
Som det er mange bekendt, blev J.A.K. Banken overtaget af Bikuben ved udgangen af 1972. Bikuben havde mange interesser i denne fusion, der med ét slag gjorde den gamle københavnske sparekasse landsdækkende. En anden interesse var de omkring 200 bankuddannede medarbejdere i J.A.K. Banken, som Bikuben kunne få brug for, idet en ny bank- og sparekasselov var på trapperne, og den gav sparekasserne adgang til at drive bankforretninger.
Et halvt år efter fusionen blev jeg tilbudt et spændende job i Bikubens hovedkontor i København, idet der skulle opbygges et kreditkontor for hele landet, og dette kontor skulle opbygges af nogle udvalgte medarbejdere, hvoraf mange var bankuddannet. Det lød rigtig spændende, og jeg accepterede at flytte til København. Dette var mit første møde med en organisation uden for J.A.K. Banken, og jeg så meget frem til dels at bo i hovedstaden og dels at være med i opbygningen af et kontor for kreditgivning i hele landet med dertil hørende uddannelse af medarbejdere - og deltage i udviklingen af et af landets største pengeinstitutters udlånspolitik.
Jeg blev ikke skuffet – det var virkelig spændende, og jeg lærte meget. Samtidig benyttede jeg fritiden til at videreuddanne mig på Handelshøjskolen. Efter fire år i København fik jeg tilbudt en stilling som souschef og kreditansvarlig i en sparekasse på Møn, som Bikuben netop havde overtaget. Sparekassen havde mange nødlidende lån, og de var landet på mit bord i København. Da jeg alligevel ofte var på Møn, var springet til at flytte derned ikke så stort, og jeg accepterede igen udfordringen.
Det blev 2½ dejlige og spændende år som en del af et øsamfund. Det var en lærerig proces for mig – måske mest i den sociale vinkel, idet jeg nu kom tæt på de mennesker og virksomheder, som var en del af de nødlidende kreditter. Jeg opdagede, at det ikke bare var et spørgsmål om en teoretisk skrivebordsbeslutning, hvordan afgørelsen på en sag skulle falde, men at der bag kreditterne var mennesker af kød og blod, og at lukningen af en virksomhed kunne have mange sociale følger.
I foråret 1979 blev jeg af Bikubens direktion opfordret til at tage en stilling som souschef i Bikubens afdeling i Godthåb (nu Nuuk) på Grønland. Det var en ansættelse for tre år, og selv om min familie og jeg slet ikke var parat til at forlade Møn, blev vi alligevel enige om at sige ja og tage udfordringen op. Hvor mange gange i ens liv får man tilbudt tre år i Grønland?
I juni måned 1979 – 2 dage efter, at jeg havde fået min HD eksamen fra Handelshøjskolen i København – drog vi, dvs. min kone, to børn og én hund, med flyet til Grønland. Det var bare spændende, og vi blev ikke skuffet. Igen et helt andet liv med nye udfordringer i en organisation, som havde meget stor bevågenhed fra Bikubens direktion. Vi havde deroppe meget store beføjelser i forhold til danske afdelinger, og vi havde bl.a. som følge af den store fremgang i fiskeindustrien i Grønland en meget stor fremgang. I de godt 3½ år, som jeg var ansat på Grønland, voksede afdelingen fra 36 medarbejdere til omkring 70.
Da de planlagte tre år nærmede sig meldte spørgsmålet sig: Hvad nu? Skal vi blive på Grønland i en længere periode, eller skal der ske noget helt andet. Jeg fik nogle udmærkede tilbud om stillinger i Bikuben, men efter perioden i Grønland var det vanskeligt at finde noget, som lød tilpas interessant.
I sommeren 1982 fik jeg gennem min far at vide, at nogle mennesker i Silkeborg var i færd med at oprette en sparekasse, som skulle være et J.A.K. pengeinstitut. Jeg havde periferisk hørt om oprettelsen af J.A.K. fælleskasserne rundt omkring i landet, men havde ikke fæstnet mig synderligt ved det, idet jeg jo havde mit liv i det traditionelle bankvæsen. Jeg blev dog alligevel så interesseret i projektet i Silkeborg, at jeg i sommerferien kørte til Silkeborg og fik en orientering af Kingo Carlsen, som var én af projektets initiativtagere, og som jeg i forvejen kendte godt.
Resultatet af dette møde og de overvejelser, som vores lille familie efterfølgende havde i Grønland, blev, at jeg ansøgte stillingen som direktør for Folkesparekassen i Silkeborg. Som bekendt fik jeg stillingen, og i februar måned 1983 drog vi hjem til Danmark igen for at være med til at starte et helt nyt pengeinstitut. Det var rent fagligt en helt ny udfordring for mig, men det var også en tilbagevenden til J.A.K. efter 10 uforglemmelige år i Bikuben. At det så nu er blevet til 25 år i Folkesparekassen er for mig komplet uforståeligt – det føles som det kun er få år siden, vi startede op.
En opsummering af alle disse pragtfulde udfordringer og oplevelser er, at J.A.K. Banken lærte mig den første del af bankfaget, og at denne lærdom blev udvidet gennem de mange muligheder, som af den ene eller anden årsag blev mig tildelt i Bikuben, for at jeg kunne bruge denne erfaring i J.A.K. sammenhæng igen. Alle steder har jeg haft gode og engagerede kolleger, som har lært mig hvor vigtigt det er, at det daglige samarbejde og respekt for hinanden på en arbejdsplads er af central betydning, hvis man ønsker at udvikle en organisation.

Er der plads til J.A.K. i fremtidens pengeverden?
Jeg er helt overbevist om, at J.A.K. også er en del af fremtidens pengeverden. Der er behov for, at nogle tilbyder kunderne en anden form for service og har en anden holdning til penge. I realiteten er der ikke meget forskel på, hvad de enkelte pengeinstitutter tilbyder deres kunder. Der kan være lidt forskel på rente- og gebyrsatser, og forskel på om det hedder en ”højrentekonto” eller ”jubilæumskonto”. Hvis vi sammenligner med den produktudvikling, der sker inden for andre brancher, halter pengeinstitutterne langt bagud. Der sker stort set ingen produktudvikling – alle tilbyder de samme varer, og løber i hælene på hinanden.
Alligevel taler vi ganske rigtigt om en hård konkurrence inden for pengeinstitutterne, men det er ikke på produktudvikling, der er konkurrence. Det er mere på rentesatser, beliggenhed og ikke mindst på de medarbejdere, der tegner pengeinstituttet.
J.A.K. pengeinstitutterne har et produkt, som ingen andre har – netop det at modtage indlån uden forrentning og igen låne disse midler ud billigst muligt til kunderne. Her fokuseres det på at gøre udlånene billigst mulige, hvor der i andre pengeinstitutter fokuseres på at give højst mulig rente til indlånskunder for at tiltrække sig kapital. Det skal så indrømmes, at J.A.K. pengeinstitutternes udfordring består i at tiltrække indlånsmidler, men det må der arbejdes på. Der skal tænkes nyt også i vores verden.
J.A.K.s grundidé om rentefrie penge skal også formidles på en nutidig måde – også her står vi over for en udfordring, som vi må tage op.

Du har også engageret dig i Danmarks forhold til EU?
Samfundsrelaterede spørgsmål har gennem årene interesseret mig i stigende grad. Ikke gennem det traditionelle partipolitiske system, som jeg ikke har stor interesse for. Jeg har endnu ikke fundet et parti, som jeg fuldt ud deler mine holdninger med. Derimod ligger min interesse i de spørgsmål, der til stadighed skal tages stilling til, og jeg er varm fortaler for, at flere afgørelser lægges ud til afstemning hos vælgerne.
Bl.a. ligger spørgsmålet om Danmarks rolle i EU mig meget på sinde. I 1972 stemte jeg imod ansøgningen om EF medlemskab, og jeg har siden stemt imod de pakker, som politikerne har haft lyst til at høre vælgernes afgørelse på. Især har jeg været modstander af Danmarks deltagelse i den fælles valuta, idet jeg her ser en meget afgørende uddelegering af selvbestemmelse fra vores eget politiske system og Nationalbanken til EU Parlamentet og Den Europæiske Centralbank. Naturligvis gør det rejser landene imellem væsentlig lettere, såfremt vi har samme valuta, og det letter ligeledes samhandelen, men vi giver afkald på en meget væsentlig selvbestemmelsesret, såfremt vi går over til euroen som national valuta.
I dag er jeg ikke tilhænger af Danmarks udmelding af EU, men jeg har opfattelsen af, at EU er et politisk prestigeprojekt til glæde for både de nationale og de europæiske politikere – det er ikke et befolkningsønske, hvilket vi også ser, når politikere i flere lande vover at lægge spørgsmålet ud til en folkeafstemning. Det fælles marked kan være et godt projekt for at skabe dialog, men det skal tages med måde – vi skal hver især nationalt beholde vores selvstændighed, og vi skal for alt i verden undgå at lukke vores grænser af for handel med andre lande for at sikre vores egen produktion og økonomi. På en uendelig mængde områder har EU udviklet sig til et uoverskueligt administrativt system med bureaukrati og tilskudsordninger med deraf følgende store omkostninger, og det vil jeg gerne forsøge at påvirke.

I dit hjem var det jo ikke alene J.A.K.s tanker om det økonomiske, der havde stor prioritet, men også sund levevis, naturlægemidler, skolegang mv. Hvordan har det påvirket dit liv?

Mine forældres holdning til den ideelle skole var påvirket af friskoletanken, hvor der tages hensyn til både barnets personlige udvikling og indlæringen. Nu var der ingen friskole i nærheden af mit hjem, og det resulterede i, at først min storesøster, og dernæst jeg selv blev undervist hjemme af vores mor ved køkkenbordet, så derigennem var der rig mulighed for at præge os. Jeg kom først i rigtig skole i 4. klasse.
Det var spændende at komme i rigtig skole. Dengang var det min opfattelse, at skolegang nok var en smule opreklameret, og jeg fandt ofte på andre spændende aktiviteter end at passe mine lektier. Det smittede naturligvis af på karaktererne, og de var absolut ikke blandt de bedste. Min realeksamen var der heller ikke noget at feste for, men festet blev det alligevel, for skolen var afsluttet – troede jeg.
Allerede inden jeg startede i rigtig skole, havde jeg mange kammerater, som boede omkring mit hjem, og jeg var helt på det rene med, at vi nok ikke levede helt almindeligt i mit hjem. I mit hjem blev der f.eks. ikke spist kød, og det syntes mine kammerater, var noget mærkeligt noget. Det var også underligt, at min far ikke som de andre landmænd sprøjtede afgrøderne på markerne med giftstoffer og spredte ikke kunstgødning ud. I stedet blev gødningen fra husdyrene komposteret og efterfølgende spredt ud på markerne.
Da jeg allerede som barn blev konfronteret med disse unormale holdninger, lærte jeg tidligt, at det er acceptabelt at gøre og tænke anderledes, end hvad normen påbyder os. Jeg skal dog ikke gøre mig selv bedre, end at jeg også skulle afprøve alle disse ”normale” holdninger. Jeg skulle naturligvis som barn smage en hotdog og se, om jeg gik glip af noget spændende, og jeg har i mange år levet af ganske almindelig kost uden de store overvejelser omkring sundhed og ernæring. Da jeg selv fik familie besluttede vi at gå tilbage til den kødløse og giftfrie levevis, ligesom naturmedicin og alternative helbredelsesmetoder blev en helt naturlig del af dagligdagen.

Vi ved, at du har en stor passion for biler, især de ældre modeller, og du deltager med succes i løb for gamle biler. Hvad er det der fascinerer dig ved de gamle biler – det må da være noget af en kontrast til det stillesiddende kontorarbejde?

Det er rigtigt, at biler af ældre typer og motorsport fylder meget i mit liv, og det har det gjort siden min barndom. Når jeg ser på mine reoler, der er fyldt med litteratur om biler, går de ældste blade tilbage til sidst i 50’erne, da jeg i en alder af omkring 10 år drømte om at eje især åbne sportsvogne. Interessen blev også påvirket af min far, som gerne tog mig med til de årlige biludstillinger, der holdt til i Forum i København, og jeg kom hver gang hjem læsset med brochurer, som jeg havde raget til mig. Forståelsen var knap så stor hos min mor, som absolut ikke kunne se noget interessant i mine bunker af blade og brochurer, og resultatet var ofte en kraftig oprydning, hvorefter der ikke var meget tilbage. På et tidspunkt fik jeg måske gjort det klart, at mine blade og brochurer virkelig var værdifulde, og det er så starten på mine mange reolmeter med spændende litteratur.
Drømmen om den åbne sportsvogn blev realiseret gennem mit køb af en 5 år gammel rød MGB, som jeg købte, da jeg var 25 år gammel, og den har siden fulgt mig gennem 35 år og kører bedre end nogensinde. Efterhånden er den blevet en del af familien, og det bliver den ved med at være. Den bruges til at køre på ferie i og har flere gange været i Sydeuropa - og naturligvis også i England, hvor den er født. Den bliver også brugt til konkurrencekørsel sammen med andre ældre biler, og det hænder da, at jeg får en pokal med hjem fra et løb.
Sidste år udvidede jeg stalden med en lidt ældre MG, som var den model, jeg drømte om i 10-års alderen. Denne bil bliver absolut ikke anvendt til konkurrence, og den bliver kun lukket ud, når det er godt vejr.
Min fascination for de gamle biler hænger i mit liv ganske godt sammen med mit mere stillesiddende arbejde i dagligdagen. Jeg slapper af med at ligge og rode med en gammel bil, der – som gamle engelske biler naturligvis gør – drypper af olie og andre gode sager. Det er også ren afslapning at samles med ligesindede og bruge bilerne til det, som de oprindeligt var beregnet til – netop sportslig kørsel og konkurrence. Efter sådan en løbsweekend er de mentale batterier ladet helt op til at tage hul på en ny uge i Folkesparekassen.

I din alder begynder folk at overveje efterløn og pension. Hvor længe får vi lov at beholde den aktive Uffe i vore rækker?

Min aktive deltagelse i J.A.K. fortsætter forhåbentlig mange år ud i fremtiden. Det er ikke et job for mig, det er en livsindstilling. Noget andet er mit arbejde i Folkesparekassen, som jeg har en aftale med Sparekassens bestyrelse om i hvert fald også fortsætter de kommende par år. Det er dog vigtigt, at jeg ikke personligt står i vejen for en udvikling i Sparekassen, og efter mere end 25 år som daglig leder er det nok spørgsmålet, hvor meget mere jeg kan give til Folkesparekassens udvikling. Det ligger dog helt fast, at jeg holder meget af Sparekassen og de mennesker, som jeg der har omgang med hver dag.
Det er også for mig at stoppe så tilpas tidligt, at der endnu er god energi til at starte op på noget helt andet – hvad det så end måtte blive. Højt på min ønskeseddel står også mere tid sammen med min kæreste Pia, som er daglig leder af Kulturhus Århus, og bl.a. derigennem sørger for at give mig en masse kulturelle oplevelser. Derudover er jeg beriget med fem dejlige børnebørn, som jeg glæder mig til at være endnu mere sammen med, inden de flyver helt fra reden og ikke længere vil være så meget sammen med deres bedstefar.
Alt i alt er det jo fantastisk at få lov til at fylde 60 år og kunne se tilbage på en masse spændende og udfordrende oplevelser både privat og arbejdsmæssigt - og samtidig se alle de muligheder, som ligger foran i de kommende år.
 

J.A.K. bladet