J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2008

At skrive historie – om J.A.K.
Af Henrik Fode

Historie er på mange måder et ”mærkeligt” fag. En fortid skal sammentrænges på et vilkårligt antal sider – og det siger næsten sig selv, at det kan give problemer med stofvægtning og prioriteringer. Inden for faget bruger man ofte to begreber: Man taler om Historie 1 og Historie 2. Det første begreb dækker virkeligheden eller fortiden, sådan som den udspandt sig, mens det andet begreb ”historie 2” er rekonstruktionen af fortiden. Med andre ord historikerens bearbejdning og fortolkning af fortiden. En sådan er naturligvis præget af historikerens almene baggrund, faglige indsigt og evt. opdrag. Er opgaven henvendt til et fagligt forum – eller en bredere offentlighed?
Historie og historieformidling er med andre ord ikke helt så let at få ”hold på”, og det forklarer da også, at der ofte opstår uenighed, når det endelige produkt skal anmeldes og vurderes.

Jeg har fået til opgave at skrive om J.A.K. fra bevægelsens start frem til i dag. For at spille med åbne kort skal jeg oplyse, at jeg er magister i økonomisk historie, har undervist på universitetet, arbejdet med arkiver i næsten 40 år og skrevet en lang række bøger og artikler publiceret i ind- og udland samt regelmæssigt leveret artikler til dagspressen. Jeg har kort og godt gennem mange år arbejdet med formidling af historie, men alligevel står man altid famlende, når et nyt emne skal underkastes behandling.

Sådan var det også, da jeg fik opgaven med at skildre J.A.K. bevægelsen. Jeg har svært ved at sige, hvornår jeg første gang hørte om J.A.K. og ”manden fra Brande”, men det går nok helt tilbage til min gymnasietid, for jeg var allerede dengang levende optaget af historie, politik og samfundsforhold i øvrigt.

Historie kræver kildemateriale, og som gammel arkivmand og arkivchef hører jeg nok til den kreds, der har mødt flest arkiver i dette land. Er der noget som en uåbnet ”arkivpakke”, nej vel, men er der mange af dem, kan det trods alt virke trættende. For at skrive J.A.K. historien var det derfor afgørende at sikre, at der var kildemateriale til stede.
Jeg havde tidligere mødt J.A.K. bladet, men aldrig hele den lange række, som Uffe Madsen præsenterede mig for. Jeg startede med Statsbibliotekets eksemplarer, der snart var registreret som fagblade, snart som dagblade. Det var besværligt, men afdækkede hurtigt netop det liv, der fandt sted i bevægelsen i de første år af 1930erne. Jeg fik fat i J.A.K. bladet ”Hver 2Dag” – og jeg var solgt. Sikke en verden, der udfoldede sig her. Hvilken energi, blev der ikke udvist hos K.E. Kristiansen – ”førstestyreren” og hans broder Frederik K. Kristiansen. Konstant var de på rejse, og konstant kommenterede de den aktuelle politik i stærke angreb på landets økonomiske politik. De udfordrede Nationalbanken med egne ”pengesedler”. De blev genstand for en selvstændig lovgivning, der endte med loven af 2. maj 1934, som forbød en række af bevægelsens initiativer. Det var spændende at følge. Men – så opstår en af historikernes store problemer – perspektivet at undgå at blive fanget af detaljer samt at fastholde de store linier og overblikket. Der kunne sagtens skrives 200 sider om de første par år – men læsningen ville blive for en lille snæver gruppe, da temaet ville blive nationaløkonomi, diskussioner om guldstandard, penge og valutapolitik – for og imod en Nationalbank - og meget mere af den type.

Midt i det hele stod K.E. Kristiansen, der havde en uddannelse som landinspektør – altså langt fra nationaløkonomi, men alligevel udfordrede han de bedste nationaløkonomer og politikere i landet til duel i tale så vel som i skrift. I min fremstilling håber jeg trods alt at have fanget meget af den diskussion, så det også for en bredere læsergruppe står klart, at bevægelsen virkelig udfordrede det socialdemokratisk/radikale politiske system, personificeret i statsminister Thorvald Stauning, justitsminister K.K. Steincke og handelsminister Christen Hauge.

Konflikten betød imidlertid, at bevægelsen, der på det nærmeste var blevet landsdækkende, blev isoleret politisk. Ville man have indflydelse, måtte man alliere sig med andre grupper og bevægelser, der var utilfredse med den økonomiske og sociale udvikling. Set på baggrund af en senere udvikling var det næppe nogen skøn forening, men også det hører med til historien med fællesmøder med DNSAP, nazisterne, og LS, Landbrugernes Sammenslutning. Også det er en del af historien, og her tjener det J.A.K. til ære, at man ikke forsøger at bortviske den del af fortiden.

Historikerne taler også om ”drivkræfter”. Hvad driver historien frem, hvorfor handler vi, som vi gør? Også her er J.A.K. værd at lægge mærke til. Det var ikke blot det økonomiske, der prægede bevægelsen, men også særlige ”livsværdier”. Her måtte jeg lære om Mazdaznan, om ”det rette styre”, siden også om vegetarisme og senere også om ”grøn økonomi”, for slet ikke at tale om ”personligheder” med en karisma og energi, der langt overgår, hvad vi i dag kan forestille os. Jeg har søgt at skildre, hvordan Frederik K. Kristiansen rejste land og rige tyndt året rundt for at vise sine lysbilleder og propagandere for bevægelsen. Også under besættelsen foregik sådanne rejser, men nu i kolde tog med overnatning i uopvarmede kroværelser eller beskedne private hjem. Familien måtte lide afsavn i måneder, mens sådanne rejser stod på. Hvorfor gjorde han det? Her er det igen svært for historikeren at finde en forklaring. Den eneste synes at være, at han troede på bevægelsen, samt at hans hustru Anna Kristiansen støttede ham helt og holdent. J.A.K. var blevet en livsstil med en samlet ideologi, som familien helt og holdent støttede på trods af en svær privatøkonomi. Der var dengang ikke penge til en rejsesekretær, for det var i virkeligheden det, Frederik K. Kristiansen var. Han bandt de mange kredse og foreninger sammen om noget fælles. Han var bindeled mellem J.A.K.s ukronede ”førstestyrer”, broderen K.E. Kristiansen, og bevægelsens rødder. Det blev sagt, at man ”så op til K. E. Kristiansen, men broderen Frederik K. forstod man”.

Vi får som historikere ofte bebrejdelser for, at vi har ”magten” til at fælde dom over fortiden. Selv føler jeg ofte, at man let kan virke ”bedrevidende”, når man i en fremstilling knytter vurderinger til et forløb. Men det er vel trods alt vores opgave, når det skal forklares, hvorfor noget gik galt. I 1930erne forsøgte J.A.K. sig med et stort anlagt ”afregningssystem”. Man handlede kort og godt på ”bog” i et stort bogholderi, hvorved man på det nærmeste undgik de forhadte Nationalbanksedler. Men det måtte gå galt. Der lå ingen kalkulationer bag. Hvad kostede det at opretholde et sådant system? Dengang måtte alt håndteres manuelt, hvilket naturligvis krævede betydelige ressourcer. Det måtte gå galt. Her er et eksempel på, at det er rimeligt, at historikeren fælder sin dom: For ambitiøst og naivt.

Læsning af J.A.K. bladet i besættelsesårene og de første efterkrigsår viser en bevægelse, der optrådte en smule famlende. En vis træthed kunne spores, men igen finder K.E.K. på noget nyt. Et nyt hjemsted i Middelfart samler bevægelsen, der også herfra sætter gang i en kursusvirksomhed for at fange de unge.
Efterkrigstiden og udviklingen i Østeuropa har Kristiansen svært ved at forstå – og fortsat er det ham, der udstikker retningslinierne. Han står temmelig alene, efter at broderen var faldet bort i 1948. På en måde var han fascineret og på en måde skræmt af udviklingen med atombomber, NATO og Warszawa-pagten og Korea-krigen. For en historiker virker det, som om han ikke kunne følge med eller acceptere, at udviklingen fortsatte i et stadig højere tempo. Hans bevægelse så hjælpeløst til. Der var kun ét at gøre for Kristiansen, som jeg skriver, at vende tilbage til de holdninger, som bevægelsen havde stået for i 1930erne:
• Antimilitarisme
• Antikapitalisme
• Antikolonialisme
Gennem alt var han gennemsyret af en dyb bekymring for civilisationens fremtid. Det var det rene, skære vanvid, det der foregik ude i den store verden.

På de ”indre” linier så han imidlertid ikke udviklingen. Han var fortsat ”førstestyrer”, var på vej mod de 70 uden seriøst at have overvejet et generationsskifte. Også her har en historiker sin ret til at komme med sine bemærkninger og kommentarer. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet friske kræfter til bevægelsen?
K.E.K. havde ganske vist fået sin søn Halfdan ind i J.A.K. allerede midt i 1930erne, men fortsat var det faders ord, der var lov.

I 1958 skete der for alvor noget nyt i bevægelsen. J.A.K. Banken åbnede dørene i Middelfart. Hurtigt blev den en forretningsmæssig succes med filialer og kontorer over det meste af landet. Historikeren spørger igen: Hvorfor denne succes, og siden da banken må lukke. Hvorfor?
Referater uden forsøg på analyser og forklaringer er på mange måder uinteressante ganske som kongerækker uden indhold. Jeg forsøger at forklare ved hjælp af kilder og interviews. Al magt var centraliseret i hovedsædet, og da det går galt her, braser filialer og afdelinger naturligvis også sammen.

Det lærer J.A.K. af, og da bevægelsen genrejser pengeinstitutter i form af andelskasser, siden med en overordnet servicekasse i form af Folkesparekassen i Silkeborg, er det netop et udtryk for, at man har lært af historien, gjort en række erfaringer. Nu gælder det om, at den ikke bliver for stærk, som det siges rundt om. Men også her er der en bevægelse i gang. Kravene til pengeinstitutterne gør, at de må slå sig sammen, blive til større enheder. Det har imidlertid også betydet, at Fælleskassen i København ikke længer reklamerer med tilhørsforholdet til J.A.K., men i stedet har fået vedtægter, der er tilpasset den nye brancheorganisation.
De nye pengeinstitutter må naturligvis også adskille sig fra den øvrige pengeverden. Oprindelig var det rentefri konti, der var trækplasteret – og det er det sådan set fortsat – men i dag kræver kunderne ”full service” med tilbud om børneopsparingskonti – næppe uden renter – pensionsløsninger og meget mere.

Landsforeningen J.A.K. lever videre. Jeg har søgt at vise, hvordan den konstant søger at tilpasse sig vor egen tid. Den geografiske struktur er lavet om. Der er etableret velfungerende hjemmesider, hvor der er megen information at hente, herunder også J.A.K. bladet i digital form.

Næsten 80 år med J.A.K. opsamlet på 3 A4 ark kan naturligvis ikke rumme hele ”sandheden”. Det er en meget komprimeret fremstilling, og (som jeg udtrykte det indledningsvis) en komprimeret ”Historie 2”. For læsere og tilhørere imidlertid et godt eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at formidle historien – her om J.A.K. Men heldigvis ligger der næsten 200 sider foran tilhørerne – god fornøjelse.

Til slut vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke for den udviste tillid. En tak skal også lyde til de mange, der har brugt tid på mig, hvor jeg har stillet spørgsmål – og fået svar, der blot har resulteret i endnu en byge af nye spørgsmål. Det har været morsomt med den dialog med de levende kilder. Men heller ikke de må stå alene, for den levende kilde kan også snyde historikeren.


Henrik Fode
Født 1946.
Magister i historie 1973. Forfatter til en lang række bøger og artikler med emner af økonomisk- og social historisk indhold, publiceret i så vel ind- som udland. Hertil et omfattende forfatterskab af byhistorisk karakter.
Gennem en årrække chef for Erhvervsarkivet i Århus. I dag ansvarlig for Byhistorisk Fond, der har adresse på Bymuseet i Århus.
 

J.A.K. bladet