J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2008

Pressemeddelelse

Kapitalfonde – Rå pengemagt
eller aktivt ejerskab

Børsens Forlag udgiver “Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab”

Med sin vidende og gennemresearchede fremstilling afmystificerer Robert Spliid her en af erhvervslivets store myter: Myten om kapitalfondene.
Det er godt 30 år siden, at kapitalfondene blev aktive medspillere på det danske marked. De kom for alvor i offentlighedens søgelys i 2005, hvor ISS og TDC blev opkøbt. Siden er fulgt en heftig debat om motiver og virkninger af disse opkøb. I “Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab” får læseren en nøgtern gennemgang af de faktiske forhold omkring kapitalfondene, og et kvalificeret grundlag for en diskussion af deres betydning.
Robert Spliids erklærede mål er at imødegå den lukkethed, der er omkring kapitalfondene. En lukkethed de ifølge forfatteren selv har valgt, for ikke at være gennemsigtige for konkurrenter og potentielle købere i forbindelse med salgsstrategiske overvejelser. En større åbenhed vil ifølge forfatteren kunne afværge en politisk indgriben over for fondene foranlediget af befolkningens pres. En indgriben, som vil skade både virksomheder og fonde.
Robert Spliid har undersøgt opkøbene af de store virksomheder og interviewet personer bag fondene. Resultatet er et sjældent indblik i en afgørende del af Danmarks finanshistorie og adgang til ikke før offentliggjorde oplysninger om tidens gigantiske virksomhedsopkøb. Bogen er drevet af stort engagement og indsigt, og ikke mindst en intention om at give en fordomsfri redegørelse for kapitalfondenes virke. Han diskuterer kapitalfondenes magt og arbejdsmetoder og beskriver samtidig de kæmpe muligheder, som står åbne for de selskaber, der bliver opkøbt.
“Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab” henvender sig både til læsere, der ikke har stiftet bekendtskab med kapitalfonde før og læsere, der allerede er velorienterede inden for området. Bogens første to kapitler er en introduktion til begrebet kapitalfonde, herefter følger en redegørelse for kapitalfondenes historie og til sidst gennemgår forfatteren syv opkøb, herunder salget af TDC og ISS.

Om forfatteren
Robert Spliid, cand. polit., er direktør i IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg, hvor han også er bosat. Han er desuden mangeårig skribent for Dagbladet Børsen på det finansielle område.

Kontakt Regine Wowk Andersen på
tlf. 33 43 30 00 eller rwa@borsensforlag.dk for yderligere spørgsmål.


FAKTA
Udgivelsesdato:
Torsdag d. 8. november 2007

Titel: Kapitalfonde – Rå pengemagt
eller aktivt ejerskab
Forfatter: Robert Spliid
Pris: Kr. 460,- inkl. moms
Forlag: Børsens Forlag
www.borsensforlag.dk
 

J.A.K. bladet