J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2008

Kapitalfonde

Af Finn Bentzen

Jeg har i al beskedenhed i dette medlemsblad skrevet flere artikler omkring KapitalFonde, MagtFonde, Fusioner m.v. og henviser i den forbindelse gerne til mine artikler:

Fusioner skaber frustrationer - nr. 8/2000
Stor, større, størst – nr. 8/2000
Mennesket bag pengene – nr. 3/2002
Kapitalfonde er lig magtfonde – nr. 2/2006
Globalisering – nr. 2/2006
Hvorfor gælder skattestoppet ikke investorer/kapitalfonde – nr. 5/2007

Hvad er en Kapitalfond?
For mange læsere må jeg vist først prøve på at definere, hvad der forståes ved en Kapitalfond.
Typisk set er en kapitalfond slet ikke en fond i ordets rette betydning, men et dansk eller udenlandsk kommanditselskab, der på vegne pengemænd/investorer køber, udvikler og sælger virksomheder på vegne af en række investorer.
Investeringer i kapitalfonde er normalt kun åbne for udvalgte investorer, og en kapitalfond koncentrerer sig typisk om nogle få virksomheder.
Levetiden på sådanne fonde er ofte kun 10-12 år, hvor de første år bruges til at købe op og derefter de sidste år til at sælge ud.

Jeg har i andre artikler om emnet – se ovenfor – gjort den betænkelige bemærkning, at kapitalfondes virksomhed kan sammenlignes med det i ”gamle” dage kendte fænomen ”selskabstømmere”.
En kapitalfond synliggør ganske enkelt de rige mænds penge – investorer – der investerer penge i virksomheder med potentiale, videreudvikler virksomhederne og sælger dem, når de har vokset sig modne til nye købere og således, at der kan scores en god fortjeneste.
Kapitalfondens investeringer er lånefinansieret. Der er efter min opfattelse tale om ”rene spekulationspenge”

Også andre har givet udtryk for betænkeligheder ved disse kapitalfondes vækst på markedet.
Jeg mener at have læst, at vor p.t. fungerende vicestatsminister, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, har udtrykt det således:
”Faldet i skattebetalingerne i de opkøbte virksomheder er bekymrende, hvis det afspejler en mere aggressiv skatteplanlægning fra de nye ejeres side. Det skal vi følge tæt op”.
”Vi skal være sikre på, at det går ordentlig til, når virksomheder bliver overtaget. Det er afgørende, at ledelsens loyalitet ligger hos de eksisterende ejere. Dette tillidsforhold kan sættes over styr, hvis en kapitalfond forud for overtagelsen stiller ledelsen favorable bonusordninger i udsigt”.

Jeg henviser gerne til mine artikler om TDC m.fl. fonde, og hvor nødvendigt det efter min mening må være, at kapitalfondene får pligt til at oplyse om de påtænkte udbytteudbetalinger i tilknytning til overtagelsen.
Vi har jo set ”svimlende” beløb målt i forhold til almindelige menneskers livsløn, og kan det være rimeligt?

Det, disse pengemænd er rigtig gode til, er at finde virksomheder eller selskaber, der er undervurderet, og ændre og/eller forbedre kapitalstrukturen i virksomheden/selskabet. Dette medfører oftest, at ledelsen får mere frihed til at træffe de rigtige beslutninger, og at ledelsen via disse pengemænd/kapitalfonde får friske sparringpartnere.
Det skaber interesse, får bedre, yngre og stræbsomme ledere til at gå ind i og overtage, men efterlader også det spor, at de gamle ejere og direktører og bestyrelser har sovet i timen og ikke gjort det godt nok.

Truer kapitalfondene Fondsbørsers eksistens?
Ja, det påstår de største skeptikere. De hævder, det kan gå så galt, at børsnoterede virksomheder bliver afnoteret ved opkøb - ja, der er endda nogle, der hævder, at enkelte kapitalfonde kan blive så store, at de bliver større end hele landets BNP, hvilket kan give dem enorm stor magt i samfundet.
Selvom kapitalen altid har haft stor magt, så skal man nok spise brød til disse skeptikeres sorte spådomme, for i virkelighedens verden ser tingene straks anderledes ud. Realiteten er den, at kaptalfondes køb af børsnoterede virksomheder er beskedne og udgør kun ca. 20 % af kapitalfondenes samlede køb.

En anden oplysning er den, at direkte investeringer som følge af udenlandske kapitalfondes opkøb af danske virksomheder var på ca. 35 mia. kr. i 2005 og 1. kvartal af 2006.
Hver gang en kapitalfond køber 10 virksomheder, er kun de to børsnoterede.
Nej, jeg tror ikke, kapitalfondene er en trussel for børsernes eksistens. Det er snarere at tro på en sameksistens, som begge kan ”nyde godt af”.
Kendsgerningen i dag er den, at børsnoterede selskaber skal være mere åbne end unoterede selskaber, og derfor kræver det, at kapitalfondene også selv viser større åbenhed, når nu deres hovedvægt er lagt på ikke noterede selskaber.

Andre negative påstande om kapitalfonde
Det påstås, at kapitalfonde er mere lukkede end børsnoterede selskaber. Det siger jo næsten sig selv, at sådan må det være, når samfundet ikke rigtig har gennemanalyseret kapitalfondenes virkelige natur og hensigt. Det er dog sikkert, at kapitalfondenes manglende åbenhed kommer dem selv til skade.

Det hævdes ligeledes, at kapitalfondene mangler pli og moral og bevæger sig meget i ”tusmørke” og spekulerer mest i varmere skattely.
Man kan også få den tanke, at kapitalfonde tænker i hurtige gevinster, som giver de købte virksomheder kreditproblemer(gældsplaget) og en reduceret egenkapital.

Vi har også set, at kapitalfondene ”fyrer” medarbejdere til skade for beskæftigelsen. Påstandene dokumenterer ikke, at sådanne fyringer ikke var sket alligevel.
Jeg tror ikke, man kan påstå, at kapitalfondene køber virksomheder op for derefter at fyre store medarbejdergrupper.
Det er måleligt, at i to ud af tre virksomheder, som blev købt af buyout-fonde i perioden 2000-2004, blev beskæftigelsen faktisk fastholdt eller steg, medens kun en ud af tre reducerede antallet af tilknyttede medarbejdere.

Betaler kapitalfondene for høje priser for de selskaber, de køber?
Om de nuværende købspriser er for høje eller for lave, hænger vel mere sammen med, hvor dygtige kapitalfondene er til at skabe vækst i indtjeningen i årene fremover.

Kapitalfonde er lig magtfonde
Som jeg påstod i artiklen i J.A.K. bladet nr. 2/ april 2006, er forkortet kapital= magt=herredømme.

Det interessante er så, at kapitalfonde normalt ikke ligger inde med store likvide midler. Ideen er nemlig den, at kapitalfondene får tilsagn om likvide midler fra deres investorer, og først når åbenbaringen skal gennemføres, d.v.s. købet foretages, overføres pengene til kapitalfondene.
Så snart kapitalfondene så igen sælger den opkøbte virksomhed, regner investorernes penge med gevinst straks på den i forvejen gødede jord.
Pengene når aldrig at blive kolde eller falmede, de skal ud og arbejde hele tiden.

Som anført ovenfor drejer det sig om gevinster, så investorerne betragter ikke deres tilbud om at investere penge som et lån, men netop som en (risiko)-investering, der betyder, at kapitalfondene kan låne både hurtigt og billigt af investorerne.

Konkrete taloplysninger
Ifølge ATP er kapitalfondenes opkøb for 80 % vedkommende unoterede(private) virksomheder og kun 20 % børsnoterede virksomheder.
Når en børsnoteret virksomhed bliver opkøbt af en kapitalfond, bliver den samtidig afnoteret på Fondsbørsen.
Iflg. ATP sker 6 ud af 10 gange handelen mellem kapitalfonde (år 2005).

Den første kapitalfond i Danmark så det store lys i 1994, medens begrebet startede svagt i USA allerede i 1970-erne.
Starten var meget beskeden. Således foretog kapitalfondene indtil år 2003 kun ca. 5-10 opkøb om året og til den beskedne samlede sum af 15 mia. kroner.
I år 2005 var stigningen kolossal. Således købte kapitalfondene 27 virksomheder, og beløbet var kommet op på ca. 200 mia. kr.
Opkøbet af TDC udgjorde alene ca. 100 mia. kr.
I år 2006 skete ca. 20 opkøb til en ikke opgjort pris.
Der henvises igen til mine artikler, som omhandler TDC-salget/købet.
De dygtigste kapitalfonde tjener ikke alene deres kapital ved at købe billigt og sælge dyrt, men bestræber sig også for, at der tjenes penge i ejertiden, som jo selvsagt giver en merindtjening i forløbet og ved salget.

En international kapitalfond med en dansk afdeling, som bl.a. ejer FØNIX, ISS og BRANTEX,
har indtil januar år 2007 opkøbt ikke mindre end 50 virksomheder for ca. 43 mia. kroner og aldrig indtil dato haft et tab. Samtidig er antallet af medarbejdere i de overtagne virksomheder steget.
Dette er ikke et enkeltstående tilfælde, men tager man kapitalfondenes virksomhed som helhed, er der selvsagt også alle slags resultater her som alle andre steder.

Der må da være flere end mig, der undres over, at købstilbud fra kapitalfonde ikke får eksisterende aktionærer til at reagere og forsøge selv at realisere forventede gevinster.

Selvom jeg ikke synes, alt stort er godt, kan det bestemt ikke nægtes, at sammenlægninger, fusioner, samarbejde og rationaliseringer kan være af det gode. Det kræver blot den moral,
at prisen ikke er en langt hårdere gældsætning, en ”udbetaling” af virksomhedens formue(egenkapital) som udbytte eller en manglende hensyntagen til de menneskelige faktorer.

Vi skal være med udviklingen og ikke mod den, men udviklingen må samtidig altid være opmærksom på, at det ikke nytter – uden hensyn til træningstilstand – at løbe hurtigere end FORSYNET.
 

J.A.K. bladet