J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 5 - 2007

Velstand for de få

Mens vi i Danmark bliver rigere
og kæmper for velstandsforbedringer,
bliver udviklingsbistanden reelt sat ned.
Hver eneste bistandskrone
vendes og drejes, og en del af
pengene tjener mere vore egne
interesser end udviklingslandenes



AF MADS BEYER OG LARS ANDERSKOUV, MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE


Skæv fordeling af velstanden
Den globale økonomi tordner der---udad, og globaliseringen af økonomien har, ifølge UNDPs årsrapport 2007, skabt et økonomisk system med klare vindere og tabere.
Mange udviklingslande oplever i disse år en økonomisk vækst, der ligger over den vækst, den industrialiserede verden oplever. Specielt fordi denne gruppe omfatter befolkningsrige vækstøkonomier som Kina og Brasilien, vokser mange menneskers velstand.
Samtidig er der dog en endnu større gruppe af udviklingslande, der halter langt bagefter i den globale økonomi. Og afstanden mellem de rige og de fattige øges, både mellem landene indbyrdes og internt mellem borgerne i de enkelte lande. Ifølge UNDP besidder de to rigeste procent af verdens befolkning mere end halvdelen af den globale velstand, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen kun har under én procent. Tæt på en milliard mennesker lever for under 1 dollar om dagen, mens en dansk malkeko får næsten 3 dollar om dagen i EU støtte.
Alt i alt bliver den store globale velstandsstigning ganske ulige fordelt. Velstandsstigningen kommer kun nogle få nationer til gode, og kun et begrænset udsnit af de enkelte nationers befolkninger får glæde af den øgede velstand.
At velstandsstigningen kun kommer bestemte befolkningsgrupper til gode ses bl.a. ved, at størstedelen af verdens fattigste er kvinder og minoriteter, og at andelen af farlige og dårligt betalte jobs stiger.
Den voksende ulighed er helt givet den største trussel mod en fredeligere verden, da kamp om ressourcer er kilden til de fleste konflikter. En bæredygtig udvikling kan kun sikres, hvis vi i fællesskab arbejder for en rimelig fordeling, og for at også de fattigste har indflydelse på deres egen dagligdag og de rammer, som de lever under.

Globalt ansvar eller egne interesser
Det erklærede mål for dansk udviklings-samarbejde er udryddelse af fattigdom i verden. Og Danmark støtter FNs 2015 mål – i hvert fald på papiret og i de mindre sager (det seneste bud på danske prioriteter kaldes ’En verden for alle’). Men når det kommer til at skabe det globale partnerskab, som det 8. 2015 mål peger på, så kniber det.
Den danske Globaliseringskommission kom med mange forslag til, hvad Danmark kan gøre for at klare sig i en globaliseret verden – en verden, hvor den smarte og stærke vinder, og den svage taber. Men den gav ingen bud på, hvordan Danmark kan blive en global aktør, som arbejder for en mere retfærdig verden. Danmarks bidrag til de globale organisationer udgør en faldende del af bistanden, erhvervsstøtteprogrammer (som lige så meget kommer dansk erhvervsliv til gode) har været stigende, og Danmark er med til at fastholde urimelige handelsvilkår, som hæmmer de svageste landes muligheder.


1 ren procent
Mens debatten i kølvandet på regeringens finanslovsforslag handler om hvem, der skal have hvilke skattelettelser, og hvilke dele af det offentlige velfærdssystem, der skal forbedres hvor meget, er der ikke et ord om ulandsbistanden i debatten.
Udviklingsbistanden sættes ifølge finansministerens udspil i vejret med 200 mio. kroner i 2008, når der er korrigeret for den almindelige prisudvikling. En forøgelse, der til sammenligning er det halve af det beløb, der afsættes til forøgelse af børnechecken samme år.
Den danske udviklingsbistand udgør 0,8 % af det danske BNI (ca. det halve af, hvad vi bruger på forsvaret), hvilket ifølge regeringen er rigeligt, da det sætter Danmark i den del af verden, der yder mest. Med den kolossale velstandsstigning og den globale økonomiske ulighed kan man spørge, om 0,8 % virkelig er alt, hvad vi kan undvære. Samtidig er den danske udviklingsbistand de seneste år blevet udhulet, ved at alt for meget kan medregnes som udviklingsbistand med henvisning til OECD’s DAC kriterier. Her medregnes bl.a. gældseftergivelse som udviklingsbistand.
Mellemfolkeligt Samvirke har tidligere foreslået, at bistanden bør hæves til mindst 1 ren procent af BNI. En ren procent i den forstand, at det sikres, at bistandsmidler ikke bruges på gældseftergivelse, modtagelse af flygtninge, sikkerhedsmæssige aktiviteter, dele af privatsektorstøtten, CO² kvoter og andet, som ikke direkte har en fattigdoms-reducerende effekt. Hvis dansk bistand opgøres efter denne målestok frem for efter DAC kriterierne, skønnes det, at et sted mellem 10 og 20 % af den nuværende bistand ikke længere vil kunne kvalificere som bistand. Med denne kvalitetssikring vil man undgå udhulning af bistanden som den, vi har oplevet i de seneste år, og dansk bistand ville i højere grad blive et flagskib i forhold til at sikre, at der reelt er tale om støtte, som er med til at fremme den erklærede målsætning om udryddelse af fattigdom.

Landbrugsstøtte
Bistandskroner er dog langt fra nok til at rette op på den globale skævvridning. Det kræver gennemarbejdede, langsigtede og ambitiøse indsatser – og især, at der er sammenhæng mellem dem.
Det danske landbrug er blevet opbygget og rustet til den globale konkurrence gennem subsidier og landbrugsstøtte over en lang årrække. Denne protektionisme har historisk været med til at sikre Danmark velstand og udviklet en konkurrencedygtig landbrugs-sektor, der ikke længere har brug for de offentlige subsidier. Disse forvrider markedet og forringer udviklingslandenes mulighed for at opbygge en velstandsskabende landbrugs-produktion med eksportpotentiale.
Selvom der de seneste år er blevet sat fokus på de markedsforvridende toldsatser og kvoter i WTO, og mange udviklingslande har krævet, at USA og Europa afvikler deres landbrugsstøtte, er ureguleret frihandel ikke nok til at skabe lige handelsmuligheder.
Mange udviklingslandes landbrugssektorer halter langt bagefter med en ineffektiv infrastruktur og organisering, og de møder barrierer i form af patenter og standarder, som gør det svært at afsætte deres produkter på de vestlige markeder. Der er derfor brug for en massiv bistandsindsats, hvis udviklingslandenes landbrug skal have en mulighed i den globale konkurrence. De fattigste lande har det samme behov, som det danske landbrug har haft, for beskyttelse og offentlig støtte i en periode. Til forskning og rådgivning, men også til metoder, der kan hjælpe med at udvide produktionen. At indgå i den globale frihandel svarer for mange udviklingslande til at melde sig til et formel-1-løb i en sæbekassebil. Der er derfor behov for en målrettet bistand til de fattige landbrug, og en liberalisering af handelsvilkårene for de fattige landbrug for at skabe udvikling i de fattige landområder.

Indflydelse til verdens fattigste
Mens vindere og tabere klart udkrystalliseres i den globale økonomi, er der behov for at støtte de fattigste lande, så de også kan få glæde af den globale velstandsstigning og sikre, at de fattigste befolkningsgrupper bliver en del af udviklingen.
Dette kan kun sikres ved at sikre verdens fattigste større indflydelse både økonomisk og politisk. Her er der både behov for bistand til langsigtede udviklingsplaner og en positiv særbehandling af de svageste i det globale system. Det var vel også sådan, det danske velfærdssamfund blev realiseret. 
 

J.A.K. bladet