J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2007

Visionen er tilbage!


AF LARS FOMSGAARD

Jeg har rejst meget rundt i verden, og det har ikke kun været de ”normale” 1, 2 eller 3 ugers sommerferie. Nej, jeg har været så ”heldig” at kunne tage 3, 6 eller 9 måneders ferie. Jeg har mange gange stødt på ”almindelige” mennesker på mine ture, som, når de hørte om mine rejseplaner, sagde: ”Wow, det kunne vi også tænke os, men vi er NØDT til at tage hjem efter fx 2 uger, for vi skal hjem og arbejde”.
Jeg hørte dette NØDT til så tit, at jeg kom til at tænke over, hvorfor alle disse mennesker er NØDT til det?

Jeg undersøgte det lidt nærmere og fandt ud af, at de fleste mennesker forpligter sig økonomisk så meget, at de er NØDT til at nøjes med få ugers ferie om året. Jeg gik lidt videre i mine undersøgelser og opdagede, at den største forpligtelse for de fleste mennesker var betaling af renter. I gennemsnit var over halvdelen af forpligtelserne RENTER.

Hvis jeg nu kunne finde en metode til at fjerne renterne, så ville menneskene få deres frihed tilbage, og de også kunne holde 6 måneders ferie om året, eller hvad de nu ville bruge deres frihed til. Hmm!

I min tid som revisor havde jeg mange gange set, at bankerne lokkede deres kunder til at indbetale store beløb på nogle pensionsordninger, som de fx fik forrentet med 4%. Samtidig med lånte de samme banker store beløb ud til disse kunder, men kunderne skulle fx betale 10% i rente. Det var reelt pengene fra kundernes egne pensionsordninger, som de lånte. Kunderne betalte altså 6% for at låne deres egne penge. Når kunderne havde positive beløb stående på deres løn- eller budgetkonto til 0% i rente og samtidig med havde lån, ja så betalte kunderne reelt 10% for at låne deres egne penge. Man fristes næsten til at sige: ”Hvor dum kan man være?”.

Stor var min glæde, da jeg via Internettet opdagede, at der var andre, som havde opdaget denne urimelighed, og at der var en forening, som arbejdede for at løse dette problem. På JAK´s hjemmeside stod der: J.A.K. arbejder for et rentefrit samfund.., hvilket kunne ske ved oprettelse af en rentefri samfundsbank. Genial ide, og jeg meldte mig ind øjeblikkeligt.

Jeg har nu været medlem i adskillige år og har i den tid oplevet, at det er meget sværere at overbevise gamle J.A.K. medlemmer om, at vi skal have et rentefrit samfund end folk, der aldrig har hørt om det før. Jeg har gennem statsbiblioteket fået fat på samtlige J.A.K. blade helt tilbage fra begyndelsen af 30´erne for at finde en årsag, og jeg tror, jeg har fundet den. Visionen om det rentefrie samfund er blevet glemt - visionen om, hvordan det kan lade sig gøre, er glemt - nu nøjes man med at sidde i sin egen andegård og diskutere, om man skal kalde egne lån for rentefrie eller lavtforrentede lån – visionen er væk.

VISIONEN ER HER ENDNU. Jeg har en vision om et rentefrit samfund, jeg har en vision om en rentefri samfundsbank, som jeg gerne vil dele med andre og udbrede.

Det er så let som at knipse med fingrene at lave en rentefri samfundsbank. Hvis man forestiller sig, at ”vores allesammens” Nationalbank i morgen tilbyder alle, at de kan få lån direkte i Nationalbanken, på samme vilkår som de plejer, altså samme rente og samme løbetid – og at alle flyttede deres lån fra banker og kreditforeninger over i Nationalbanken.
Det vil betyde, at Nationalbanken, Danmark, staten vil få en ekstraindtægt på 360 mia. kr. om året, for så meget bliver der betalt i rente i Danmark om året. Til sammenligning betales der årligt 320 mia. kr. i personlige skatter.

Politikerne ville så skulle tage stilling til, hvad alle disse ekstraindtægter skulle gå til. Man kunne beslutte at fjerne alt, hvad der hedder personlige skatter. Man kunne beslutte at sætte renten til 0%, (det hedder vist rentefrit), eller man kunne beslutte at bruge pengene til øget velfærd eller måske en kombination. Hvis jeg skulle bestemme, så skulle det være det med, at renten skulle sættes til 0% - altså et rentefrit samfund.
Når nu politikkerne så let kan beslutte at lave en rentefri samfundsbank, hvorfor gør de det så ikke? Tja, der kan være mange forklaringer, som jeg vil overlade til læserne selv at gætte på og i stedet for koncentrere mig om, hvordan vi kan få dem til at lave det om.

Alle de personer, som jeg har talt med om dette, bortset fra de få procent, som (s)nyder godt af systemet i dag, er enige om, at det er en god ide, og det bør vi gøre. Det eneste, vi lige mangler, er at samle ca. 2,7 millioner danskere bag os, så vi kan få det gennemført. Og vi starter nu! Vi har allerede de første 5 – 600. Men når visionen igen kommer til at stå så lysende klar, at medlemmerne simpelthen ikke kan lade være med at gå og tale om det, så vil tallet vokse og vokse.
Indtil vi når over 50% af befolkningen, er det udmærket, at vi har vores egne pengeinstitutter, hvor vi kan få lavtforrentede lån, eller hvad man nu kalder det - men visionen er et rentefrit samfund med en rentefri nationalbank -(samfundsbank), hvor alle kan få lån. De bygninger, som de almindelige banker bruger i dag, kan vi fx lave om til filialer af vores fælles nationalbank, så vi alle har en lille nationalbank i nærheden. 
 

J.A.K. bladet