J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2007

Hvad er velfærd?
Af Finn Bentzen


Det politiske tema dette forår og – tror jeg – de kommende år bliver uden tvivl den såkaldte ”velfærdsreform”

Jeg vil i dette indlæg forsøge helt at undlade så meget som at skæve til de politisk skrevne ord, formuleringer og forventninger og udelukkende forsøge at beskrive, hvad et enkelt individ forstår eller ikke forstår ved velfærd.

Hvad taler vi om?
Ja, taler vi om ordets reelle betydning, så har velfærd noget med velbefindende, lykke, harmoni og omsorg at gøre.
Taler vi velfærdsstat, taler vi om et samfundssystem, hvor staten eller samfundet har ansvar for alle borgernes (sociale) velfærd.
Vi kan også tale om velfærdstjeneste - en tjeneste, der udføres af en organisation i forbindelse med en større eller mindre gruppe af befolkningen.
Når vi taler om velfærd, taler vi ikke alene om mere plads og servicering på vore sygehuse og plejehjem, men om netop det, der præger landets aviser og tv-stationer i denne tid, nemlig respekten for det enkelte menneske og accept af, at vi ikke alle er ens.

Her mangler velfærd i allerhøjeste grad. Det er ikke den enkelte ansattes skyld, at tingene er, som de er. Når plejepersonale i al almindelighed bliver placeret lavest på vor rangstige, får dårlig grunduddannelse, manglende efteruddannelse og dårlige arbejds- og lønforhold, så er det næsten givet, at tingenes tilstand er, som de er.
Når mellemledere og topledere kaster ansvaret fra sig, så de svage led skal tage den offentlige ballade, så er det virkelig mangel på velfærd.
De, det går ud over, dvs. klienterne/patienterne og de pårørende, møder ikke velgående medmennesker eller lykke eller harmoni. Mange er desværre stadig bare anbragt.

Vi er kommet længere end de store anstalter, jeg arbejdede på i min studietid, både inden for det man kaldte ”åndssvageanstalter” og ”sindssygehospitaler”, men at tale om velfærd for det enkelte individ i betydningen omsorg og lykke er nok at tage munden for fuld.

Andre områder kunne sagtens belyses i denne artikel, men jeg mener det vigtigste er at sætte menneskelig velfærd i centrum.
Taler vi om god velfærd, når vi ser på forholdene på vore ældrehjem eller på vore børneinstitutioner?
Får vi velfærd, når vi søger hjælp i vore kommuner og i vore store regioner?
Er velfærd bare noget, vi taler om og måske nu skal til at tale ihjel?
Hvad er det for en velfærd, vi søger efter?
Er det større køkkener, flere fine møbler, større biler, hus i Syden, jordomrejser, underbetalt hushjælp, lavere skatter?
Ja, sådan kunne man jo blive ved, og det er vel også, hvad vi taler om, når vi taler om velfærd.

Hvad så med den etiske velfærd? Hvad med at sætte mennesket i centrum, når det drejer sig om velfærd? Jeg er desværre meget bange for, at vi alle bliver skuffede, hvis vi tror eller forventer, at det er det enkelte menneske, der bliver midtpunktet i velfærdsdebatten.
Hvem taler vi med?
Situationen i dag gør det heldigvis mere synligt, at de pårørende til dem, der er ramt af dårlig omsorg og pleje, de svageste i vort samfund, misbrugerne, dem der ligger på overfyldte gange og skyllerum på hospitaler, dem der har børn i overfyldte børneinstitutioner, og dem der ikke kan få deres ældre pårørende passet, tager til orde og skriger efter manglende velfærd.
Vi ser – heldigvis – også hårdt arbejdende personale gøre opmærksom på, at nu er nok efterhånden nok – også for dem.
Vi taler for lidt med hinanden, fordi vi stadig taler i ”klasser”, dem der næsten har for meget, dem der har nok, og dem der har for lidt.
Alt for sjældent taler vi uden for klasserne, og lærer vi ikke at gøre det og vise større solidaritet over for hinanden, så får vi ikke et rigtigt velfærdssamfund.

Hvorfor taler vi velfærd?
Man kunne være provokerende og påstå, at årsagen til, vi taler velfærd, er vel, at vi ikke rigtig ved, hvad det er, vi taler om.
Hvis velfærd ikke skal forstås som virkelig menneskelig lykke og harmoni, der udspringer ægte fra den menneskelige udvikling og det erfaringsklima, livet giver, så tror jeg personligt ikke meget på, at en eneste velfærdsreform overlever uden at eksisterende skel mellem menneskene udbygges i stedet for at behandles.

Det serviceniveau, vi opbygger med større og større kommuner, almindelige menneskers bankforretninger over nettet, varebestillinger over nettet, utallige tv-stationer fra hele verden, går ud over den menneskelige kontakt og nærhed.
Vi skal alle sammen have mere velfærd i form af statussymboler, og vi kræver alle sammen mere og mere.
Hvornår vil vi stille os selv lidt tilbage i køen og lade andre komme lidt foran?
Tiden er for længst inde til, at det vil nok klæde os alle sammen, hvis vi lod andre få plads og rum.

Hvilken velfærd ønsker vi?
Dette spørgsmål kan nok ikke besvares af hverken en person eller af et samfund som en entydig størrelse.
Vi har forhåbentlig alle vore mål, vore drømme og vore forventninger til os selv, vore medmennesker og vort samfund og vor verden - ja, måske endda af vort liv. Hvad er det? I mine øjne menneskelig velfærd.
Ser man lidt mere jordbundent på det, er vi måske ikke nået helt dertil, at vi alle skal have eller kan forvente den samme samfundsbehandling. Hvorfor i grunden ikke det?
Hvis det var tilfældet, var der måske ikke så megen brug for privathospitaler, private speciallæger, privatskoler, banker for store og rige kunder, spekulationsmuligheder, forsikringsordninger for dem med pengene osv. osv.

Det er ikke ukendt for mig, at mange fortsat vil ryste på hovedet af det skrevne og påstå, at det er noget frygtelig enøjet sludder, og at de frie markedskræfter virkelig nok skal sortere de hvide fra de sorte, og markedskræfterne skal nok definere, hvad velfærd er for en størrelse.
Jamen, sådan er der så nogle, der mener, og de kan – måske – have lige så megen ret som mig.
Det er bare ikke min livsopfattelse!

Hvordan får vi gennemført en rigtig velfærdsreform?
Ja, hvem ved det?
Spørgsmålet kan jo også kun besvares subjektivt.
Det kommer vel også an på udgangspunktet. Er det mennesket som individ, der skal have velfærd, eller er det samfundet?
Bedst ville det selvsagt være, hvis begge ting bare kunne være rigtig velfærdreform.
Man kan kun håbe, at der findes så mange rigtige menneskelige værdier og ressourcer i vort land og i vor verden, at der kan skabes en global velfærdsorden, der tager hensyn til alle uanset farve, tro, størrelse, vægt, økonomisk status eller alder.

Måske kan livserfaring gøre meget, og måske er et liv ikke nok, hvem ved?
Lad os begynde i os selv og lad os begynde med menneskelig frigørelse. 
 

J.A.K. bladet