J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2007

Hvad skaber behovet for J.A.K.?

Af Poul Busk Sørensen


J.A.K. bladet udgives af Landsforeningen Jord – Arbejde – Kapital - forkortet J.A.K., der den 11. februar 2006 kunne fejre 75 års jubilæum. Har en så gammel bevægelse noget at sige moderne mennesker år 2007? Med andre ord: Kan der gives et fornuftigt svar på temaet ”Hvad skaber behovet”.

Som en person, der har fulgt J.A.K. i medgang og modgang gennem 45 år, har jeg vel en vis forudsætning for at give et svar. Mit hjerte kræver et positivt svar. Kan min hjerne opfylde dette ønske? Mit svar vil kunne læses sidst i denne artikel. Som grundlag vil jeg delagtiggøre læserne i nogle af de tanker, der har beriget mit liv med J.A.K.

Den moralske vægt
J.A.K. bevægelsens stifter, landinspektør K. E. Kristiansen, blev engang på et møde bebrejdet, at hans foredrag var en mærkelig sammenblanding af økonomi og moral – hvortil K.E.K. roligt bemærkede: ”Tør De ikke lade Deres økonomiske handlinger veje på den moralske vægt”.

Denne oplevelse og det dybsindige svar har ofte inspireret mig ved forberedelsen af foredrag og artikler om J.A.K. Faktisk har jeg selv på en togrejse til et møde i Jylland været ude for noget lignende. Jeg var faldet i snak med en proselyt for en meget udbredt religiøs sekt. Vedkommende i øvrigt meget venlige og umiddelbare person fortalte mig, at han havde fundet sandheden, og det gjorde hans liv så let og lykkeligt. Jeg fremførte, at det vel ikke var nok at tale om næstekærlighedsbudet – det burde da også praktiseres – der måtte være en forpligtelse til at hjælpe og afhjælpe, hvor behov fandtes. Helt konkret stillede jeg spørgsmålet, hvad man skulle gøre, hvis nogle svage blev udnyttet af nogle stærkere, fx af pengemagten, som hver dag er årsag til menneskelige lidelser.
Vor ven svarede, at mennesket blot som han skulle finde sandheden, så var det frelst, og så var der jo også det, at det jordiske liv var noget midlertidigt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på postulatet om, at en fattig kommer lettere i himmelen end en rig. Vore synspunkter skiltes på dette spørgsmål: Er det nok at være næstekærlige i følelsesmæssig forstand – eller bør vi også have en forpligtelse til sammen med meningsfæller at opbygge fællesskaber, der i praktisk virke kan frigøre fra det åg, der pålægges os fra magthavere af forskellig art?

Jeg er overbevist om, at dette spørgsmål er centralt for mange mennesker. Når vi ser os om i samfundet, vil vi opdage et hav af sekter, bevægelser, organisationer og foreninger, som tilbyder at frigøre mennesker – ofte med ”lette” løsninger på næsten ethvert psykisk problem. Der er heldigvis også en række bevægelser, som gør det klart, at man selv må gøre en indsats – ud fra en sikker forvisning om, at økonomisk frie mennesker kan forme deres egen frie tilværelse og rigeligt have overskud til også at virke for næstens frigørelse. Uden blusel tør jeg hævde, at J.A.K. kan regnes med til sådanne bevægelser.

Hvad er J.A.K.?
J.A.K. er en bevægelse, hvis formål er at gennemføre det danske folks økonomiske og menneskelige frigørelse – samt arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af dette formål.
Bogstaverne J.A.K. står for Jord – Arbejde – Kapital, som er de 3 faktorer, hvis samvirke er grundlag og betingelse for al produktion, på hvilke ethvert samfund er bygget op, og hvoraf al menneskelig eksistens er afhængig.
Ordene lyder måske lidt gammeldags, men jeg synes, det lyder flot – og så er det jo rigtigt – det er jo sådan, det hænger sammen.
Jord er symbol for stof i videste forstand – råproduktet – hvad enten det er jord til landbrugsproduktion, metal til industrien eller det lærred og de farver, kunstneren anvender til at fremtrylle sit kunstværk.
Arbejde er den påvirkning, stoffet (jorden) underkastes for at blive til det færdige produkt.
Kapital – den ægte kapital – er den ved jord og arbejde skabte produktion, altså bygninger, maskiner, arbejdsredskaber, kunstværker osv.
Vi kan opstille formlen Jord + Arbejde = Kapital eller sagt på en anden måde: Råproduktet + Arbejdskraft = Ægte værdier.

J.A.K. er en livslov
Jord – Arbejde – Kapital er logik i vort praktiske liv, men for mig er Jord – Arbejde – Kapital meget mere end det. For mig er Jord – Arbejde – Kapital simpelt hen blevet en livslov, der giver svaret på mange af livets spørgsmål.
Vi kan tage den praktiske logik først. Lad Jord være et stykke jern – Lad Arbejde være en smed – Lad Kapitalen blive en spade. Det er jo positivt – men hvis vi stadig har jernet og smeden, men lader Kapitalen blive et våben, så er det måske knapt så positivt.
Derfor må vi tænke videre: Hvis Jord nu kunne være ”vore egne tanker, længsler og drømme” – Arbejde ”vore følelser, vor fornuft og vor vilje” – Kunne Kapitalen (resultatet) så ikke blive ”positive tanker, en slags menneskelig frigørelse”.
Når vi så kombinerer den praktiske logik og det menneskelige resultat, kan vi håbe på, at smeden med jernet på ambolten og hans længsler og drømme i sindet vil fabrikere en spade i stedet for et våben – og hvis han gør det modsatte, så har vi for alvor en opgave at løse!
For mig er der ingen tvivl: ”Jord + Arbejde = Kapital” er en livslov. Lever vi op til kravene, kan vi være med til at skabe en bedre verden. Svigter vi livsloven, får vi problemer!

Landsforeningen Jord – Arbejde – Kapital
I 1931 fremførte landinspektør K. E. Kristiansen ved et møde i Kolding nogle tanker om vort samfunds penge- og finansieringsforhold, der skabte opmærksomhed og førte til oprettelse af Landsforeningen Jord – Arbejde – Kapital (forkortet J.A.K.).
Tankerne tog udgangspunkt i den opfattelse, at når jorden med alle dens rigdomme af råstoffer sættes i forbindelse med menneskelig arbejdsindsats, fysisk som mentalt, skabes den ægte kapital, nemlig produktionsvirksomheder, boliger, maskiner, redskaber og forbrugsgoder af enhver art. Når menneskene har jorden med dens rigdomme, kan de producere alt, hvad der nødvendigt for at eksistere. Med den uhyre tekniske udvikling, vi kender i dag, burde der være mulighed for at skabe en produktion, der reducerer eller helt overvinder sult, nød og fattigdom i verden.
Det moderne samfund har gennemført en omfattende arbejdsdeling og specialisering. For at produktionen kan komme samfundets borgere til gode, må den omsættes, da det vil være upraktisk i et moderne samfund at bytte vare med vare.
Omsætningsmidlet må være neutralt og ikke i sig selv være en prisbestemt vare. Kun produktion kan skabe værdier (ægte kapital) – penge er ikke kapital, men blot et omsætningsmiddel, som skal lette omsætningen af værdierne (kapitalen).

Nej til rente på penge
Det har altid været J.A.K. bevægelsens opfattelse, at der opstod alvorlige problemer, da man engang for længe siden skabte begrebet ”rente på penge”.
Vi mener at kunne føre bevis for, at renten kun kan betales gennem nye lån mod endnu flere renter. En evig gældsspiral er sat i gang og vil først blive afløst af en gældsafviklingskurve den dag, folket gennem en samfundsbank får mulighed for at indføre en rentefri økonomi.
Hvis det lykkes, bliver det nuværende spekulationsstyrede pengevæsen afløst af en økonomi styret af folket selv.

Alles kamp mod alle
Ved at følge pengenes funktion i samfundet kan man konstatere rentens virkning. Hver gang en produktion igangsættes, sker det med lånte penge, hvilket vil sige, at gælden og rentebyrden i samfundet forøges. Dækningen af renterne kan kun ske gennem nye lån.
Dette pengesystem bevirker, at samfundets borgere vil opleve gode tider, når der er mange penge i omløb, mens færre penge via kriseforlig, lønstop, prisstop, offentlige besparelser og andre foranstaltninger fratager befolkningen muligheden for at betale de igangværende pengeudlån – og så får vi dårlige tider.
Pengemangel betyder, at vi på samme tid kan have arbejdsløshed og masser af uløste opgaver. Alle spændes for rentevognen. Overflodssamfundet bliver stress og jag i stedet for frihed og lykke – det bliver alles kamp mod alle i stedet for et samarbejde for et bedre samfund.

En ny samfundsøkonomi
J.A.K.s mål på det økonomiske område er at skabe ny samfundsøkonomi, en økonomi uden renter og styret af folket selv. Vort endelige mål er en samfundsbank, der kan finansiere arbejde og produktion rentefrit og sikre, at der altid er de fornødne omsætningsmidler til de opgaver, fællesskabet ønsker fremmet.
Vi har endnu ikke denne samfundsbank og får det måske heller ikke i vor tid – selv om der er hårdt brug for den. Det betyder imidlertid ikke, at vi sætter os ned med hænderne i skødet og venter på, at et mirakel skal ske. Lige siden J.A.K.s start i 1931 har bevægelsen bestandig arbejdet hen imod det endelige mål ved at opbygge andre former for kreditkredsløb, som i den aktuelle situation kan finansiere arbejde og produktion billigst muligt. Vort nuværende praktiske apparat er vore J.A.K. andelskasser og Folkesparekassen.

Det største afkast?
Fra tid til anden rejses der i pressen spørgsmål om pligt til samvittighed ved økonomiske transaktioner. Det kan fx være pensionskassers investering i våbenproduktion. Det har desværre altid været sådan, at det mest destruktive giver det største økonomiske afkast – og både store og små spekulanter går efter afkast uden hensyn til moral.
Jeg vil stille et modspørgsmål: Hvad er det størst mulige afkast? Behøver svaret absolut at være afkastet målt i penge? Findes der andre former for afkast, som er nok så væsentlige for os mennesker – om ikke på det korte sigt, så dog i det lange løb.
Hvad hjælper et solidt afkast på aktier i en fabrik, der fremstiller giftstoffer, hvis prisen er forurening af vore vandløb og skader på dyr og menneskers arveanlæg? Skal vor jagt på ussel mammon virkelig få os til at lukke øjnene for sådanne konsekvenser?
Skal kravet om afkast til aktionærerne – store som små – tvinge fabrikanter af fødevarer til at gå på akkord med sundheden? Skal der puttes dårlige råvarer og alle mulige tilsætningsstoffer i vores mad for at gøre fortjenesten og dermed afkastet en lille smule større?
Skal tempoet i erhvervslivet – hvad enten det er i produktionen eller i administrationen – piskes sådan op, at folk næsten dør af stress?
Jeg kan somme tider få den tanke, at jaget efter profit er med til at nedbryde folks moral. Skattesnyd, sort arbejde, hæleri, svindel og bedrag hører efterhånden til dagens orden. Alt er tilsyneladende lovligt, så længe det ikke opdages.

De rigtige handlinger
Det er nemt at spille skolemester og påpege uheldige konsekvenser ved det herskende økonomiske system – men hvad gør vi ved det?
Jeg mener at have fundet et svar i J.A.K. bogen, hvor K. E. Kristiansen er citeretfor disse manende ord: ”Det, som det kommer an på for den, som vil virke for fremtiden, er at gøre det, der i øjeblikket kan gøres, hver dag at foretage de handlinger, som man har erkendt som de rigtige, på de punkter, hvor det netop i øjeblikket lader sig gøre”.
Det er ord, der stiller direkte spørgsmål til dig og mig! Vil vi hver dag gøre de handlinger, vi har erkendt som de rigtige? Vil vi sætte ind på de punkter, hvor det for hver enkelt af os lader sig gøre?
Vil vi roligt acceptere, at det nuværende system hver dag udbytter flittige og initiativrige mennesker, der slider og slæber for at skabe værdier, der i et andet system kunne være blevet ægte kapital for hele samfundet?

En fællesskabets kæde
Opgiver vi i magtesløshed, eller tager vi hver af os vor opgave alvorligt? Vil vi tage hinanden i hånden og hver finde sin sidemand osv. Ligesom i skolegården kan vi måske opleve det forunderlige øjeblik, hvor hele klassen var samlet i en lang kæde i et ubrydeligt sammenhold – for så få sekunder efter at være spredt for alle vinde i en ny alles kamp mod alle for at overleve og blive den sidste, der blev indfanget.
I det praktiske liv er det lige omvendt. Det moderne samfund har ikke skolebarnets frihed, men er allerede indfanget af systemet og lagt i snærende bånd. Skal vi have held til at løse lænkerne og danne en fællesskabets kæde, begynder kampen med os selv.
Vi skal hver især på vort sted og med vore muligheder tage fat på frigørelsen. Vi skal tro på, at selv stenen med tiden udhules af dråben. Der skal mange dråber til, men vi er på vej. Hver gang en familie får en bedre økonomi ved at bruge et J.A.K. pengeinstitut – hver gang Landsforeningen får et nyt medlem – ja, så har vi en dråbe, der kan være med til at udhule ”rentestenen”.

Økonomisk og menneskelig frigørelse
Jeg har flere gange kredset omkring de to begreber ”økonomisk og menneskelig frigørelse”. Frigørelse er for mig et fantastisk ord – et ord med meget større rækkevidde end det sædvanligt brugte: Frihed. Ordet ”frihed” kan dække over så meget: Frihed fra sult, frihed fra slaveri, frihed til at herske over andre. Ja, med frihed som adelsmærke kan man føre krig mod andre nationer for at påtvinge dette lands indbyggere ”vores frihed”. Når begrebet frihed udøves på bekostning af andre, har det efter min bedste opfattelse ikke noget med menneskelig frigørelse at gøre.
Menneskelig frigørelse betyder for mig, at man har gjort sig fri, har opnået den ydre og indre frigørelse, som tillader én at tænke, tro og tale frit samt at handle uden praktiske og tankemæssige bindinger, uden styring af ydre forhold, som fx økonomisk afhængighed.
For mig er kampen mod renten en sammensmeltning af økonomisk og menneskelig frigørelse. Økonomisk frigørelse er praktisk handling, hvis resultat kan være et vigtigt skridt på vejen mod menneskelig frigørelse – men omvendt kan menneskelig frigørelse danne grundlag for de handlinger, der resulterer i økonomisk frigørelse.
Her er det væsentligt at slå fast, at begrebet ”menneskelig frigørelse” ikke for mig er lig med en religiøs, åndelig svæven på en sky højt hævet over det jordiske livs fortrædeligheder, men midt i kampen at være er lysende eksempel på: Et opgør med vanetænkning – Et åbent sind over for nye tanker – Mod til at have sin egen mening – Vilje til at gennemføre sine mål.

Et opgør med vanetænkning er blandt andet evnen til at sætte spørgsmålstegn ved økonomers og politikeres stædige fastholden af rentens funktion i samfundsøkonomien.
Et åbent sind over for nye tanker kan være en undersøgelse af J.A.K.s tanker om en samfundsbank, der rentefrit stiller de fornødne omsætningsmidler til rådighed – men også en ærlig vilje til ikke straks at forkaste andre bevægelsers søgen efter en rigere menneskelig tilværelse.
Mod til at have sin egen mening end på bjerget gældende er ikke enhver beskåret. Det er menneskelig frigørelse at turde fremlægge sit eget gennemtænkte løsningsforslag, ikke for enhver pris hvor som helst – men hvor det naturligt falder for.
Vilje til at gennemføre sine mål er en naturlig forlængelse af et opgør med vanetænkning, et åbent sind over for nye tanker og mod til egne meninger. I gennemførelsen af sine mål er det menneskelig frigørelse, hvis det sker i ydmyghed over for den opgave, der er blevet os betroet.

J.A.K. indbyder til samarbejde
I denne artikel har jeg søgt at fremlægge Landsforeningen J.A.K.s tanker om en mulig etablering af et rentefrit samfund og anvist nogle veje til gennemførelsen heraf. J.A.K. vil ikke postulere, at vi har alle svar, men opfordrer til en udveksling af ideer mellem organisationer og privatpersoner, der ligesom J.A.K. er af den opfattelse, at der er noget fundamentalt forkert ved den nuværende økonomiske tænkning.
Landsforeningen J.A.K. har et videre sigte, nemlig at skabe muligheder for, at vi mennesker kan leve en friere tilværelse uden unødvendige bindinger. En sådan ”unødvendig” binding er efter vor opfattelse et forkert økonomisk system, hvor renten stiller os over for en umulig opgave: Vi kan aldrig slippe af med den evige gældsætning!

I mit lange virke for og med J.A.K. har det hele tiden stået mig klart, at J.A.K. ikke er hele løsningen på et samfunds ve og vel. Det er min klare opfattelse, at tankerne om økonomisk (og menneskelig) frigørelse skal lægges frem til åben debat – og at vi J.A.K.ere skal søge et samarbejde med andre, der har et bidrag til udvikling af fremtidens samfund. For mig er det ikke afgørende, at etiketten på den endelige vare bærer J.A.K.s navn – det er resultatet, der tæller. Og så skal man vist også være særdeles skråsikker på egne kvaliteter, hvis 600 medlemmer af Landsforeningen J.A.K. og 12.000 brugere af J.A.K. pengeinstitutterne skulle besidde alverdens visdom.
J.A.K. indbyder til samarbejde om ”økonomisk frigørelse”, der kan bane vejen for en ”menneskelig frigørelse”, hvor vi – i stedet for at lade et rentesystem tyrannisere os – bruger vor fornuft og følelse til berige hinanden menneskeligt og kulturelt.

Hvad skaber behovet for J.A.K.?
Når en bevægelse kan bestå i 75 år, er det ingen døgnflue. Ved at betragte J.A.K.s historie, vil man se, at der altid – selv når det sortest ud, fx med forbuddet mod andelspengene i 1930erne og ved J.A.K. Bankens fusion i 1970erne – har været mennesker, som var parate til at føre J.A.K. bevægelsen videre. Kombinationen af dybe menneskelige tanker og et praktisk virke vil altid fascinere en skare, stor eller lille.

I øjeblikket oplever J.A.K. et mønster, vi har set før: Når der er gang i det praktiske arbejde, lægges de fleste kræfter dér, og opslutningen til det egentlige foreningsarbejde sættes på vågeblus. Det er ikke så unaturligt, da det ofte vil være de samme mennesker, der skal udføre opgaven (og døgnet har som bekendt kun 24 timer).

Jeg har kendt J.A.K. i 45 år og været aktiv i de 40 år. Hvis erfaren mand er god at gæste, så vil jeg sige, at der er et behov for J.A.K., hvis vi ikke lukker os inde i os selv. Vi skal være åbne over for omverdenen – vi skal med vore ideer samarbejde med andre bevægelser – vi skal ikke i brødnid være kede af, hvis andre foreninger og organisationer aktuelt har mere vind i sejlene. Lad os sammen glæde os over, at der til enhver tid vil være mennesker, der tænker på næstens ve og vel og er parate til at gøre en indsats derfor.

Ydmyghed i bevidstheden om vore tankers værdifuldhed gør det unødvendigt at føre os frem med en højrøstet bedreviden og et hastværk, hvor kommende medarbejdere presses ind i et fællesskab, de endnu ikke fatter. Menneskelig frigørelse er også at plante et træ, passe og pleje det med omhu og kærlighed – og tålmodigt vente på, at det skal bære frugt.
J.A.K. har plantet et træ – Måtte det vokse sig stort og kraftigt, mens vi af alle kræfter arbejder for økonomisk frigørelse, som bærer kimen til J.A.K.s egent
lige mål: Den menneskelige frigørelse.

På min private opslagstavle har jeg en tegning af to mænd på en øde ø. Den ene har netop åbnet en kiste, som er drevet i land, og udbryder: ”Åh, nej! Det er ikke andet end penge”.
Tegningen – som i øvrigt er lavet af Füchsel – er god humor, ikke blot sjov, men faktisk også en rammende illustration af J.A.K.s økonomiske ideprogram. Med sin lette streg og nogle få ord sætter tegneren fingeren på en af verdens største sandheder: Penge har ingen værdi i sig selv.
Havde det været en kiste med kartofler, kunne de to mænd på den øde ø have spist nogle af dem – og have brugt andre af dem som læggekartofler, så de også var sikret mad til kommende tider.
Havde kisten indeholdt værktøj, kunne de gå i gang med en masse opgaver: bygge en bolig, lave fiskestænger osv.
Ja, hvis kisten havde været fyldt med papir og blyanter, kunne de skrive bøger og digte eller fremstille kunstneriske tegninger. Meget kunne blive resultatet, hvis kisten havde indeholdt alt andet end penge!

Med et smil på læben vil jeg påstå at have givet et svar på spørgsmålet: Hvad skaber behovet for J.A.K.? 
 

J.A.K. bladet